Forkælede børn
Du har forkælet ham for meget! Du giver ham altid sin vilje, så nu har han taget magten! Karen, sådan kan man ikke opdrage børn! Du har helt ødelagt drengen! Ligesom jeg engang ødelagde dig! Der er ingen at bebrejde! Jeg er heller ikke et godt eksempel! I er bare forkælede børn! Og sig ikke, at du er voksen nu! Du opfører dig stadig som et barn, kan ikke tænke klart og træffe fornuftige beslutninger! Birthe slog vredt køleskabsdøren i. Hun fór sammen, da magneten med billedet af datterens familie gled ned på gulvet.
Billedet var taget sidste sommer på et sommerhusophold, hvor hun, for en gangs skyld, ikke var inviteret. I mange år havde hun været med “børnene” på ferie hjulpet med børnebørnene, koblet af og fået nye bekendtskaber. Men altså, ikke denne gang.
Forklaringen, hun fik, virkede mærkelig på Birthe.
Mor, sådan bliver det i år, vi har ikke råd. Vi tager af sted selv sammen med børnene, og så kan du få din rejse lidt senere. Du kan jo vælge, hvor du helst vil hen, ikke?
Men Karen! Hvem skal så holde øje med børnene?
Mor, Lasse er stor nu. Han kan selv passe på, og Astrid er sammen med mig. Vi har ikke råd til det luksussommerhus mere, så vi går på kompromis. Astrid har bedst af havluft du ved, så er hun aldrig syg resten af året. Hvis vi ikke har nok til hotel med børneaktiviteter, så må vi arrangere ferie på den gammeldags måde. Vi lejer et hus eller en lejlighed og klarer børnene selv.
Selvfølgelig er der ikke plads til mig
Birthe bryder sig ikke spor om dette. Skulle hun sidde alene i et kedeligt feriecenter kun med “dansebal for de 60+” som underholdning? Publikum dér siger hende heller ikke noget! Det er jo noget helt andet med et godt hotel, hvor der både er udlændinge og mere “anstændige” mennesker. Og med hendes sprogkundskaber kan hun jo nemt følge med.
Men ikke denne gang
Mor, du ved godt, det koster at tage på ferie ikke bare overnatning, men også transport, mad osv.
Som om jeg spiser jer ud af huset! Birthe blev for alvor vred nu.
Åh, mor! Hvorfor skal jeg hele tiden forklare dig det? Vi har ikke penge nok til at tage hele familien med, forstår du? Jeg ville rigtig gerne have dig med, men der er ikke råd. Reparationen på din lejlighed, mine helbredsproblemer sidste år og Lasses tutor alt det har kostet spidsen af en jetjager. Vi har ikke meget at rykke rundt med. Hvad vil du have mig til? Skal jeg droppe ferien for alle? Skal jeg lade børnene blive hjemme, selvom de trænger til havet? Jeg er også bare træt! Du har jo set mit program i år!
Ja! Jeg har set det! Set, at du er en dårlig mor! Du har overhovedet ikke tid til dine børn! Alt ligger på mig og din svigermor, Inge. Hente Astrid i børnehaven, Lasse i skole, give dem mad og aflevere dem til sport og dans.
Rolig nu, mor! Lasse cykler selv, og du henter kun Astrid til dans et par gange om ugen. Hun kunne jo gå til dans i børnehaven, som jeg foreslog, men du mener, det er vigtigt at hun udvikler sig.
Så det er altså min skyld? Birthes stemme steg faretruende, og hun tog sig til hjertet. I er helt igennem utaknemmelige! Jeg gør alt, og alligevel gør jeg det aldrig godt nok!
Mor, stop Karen følte tårerne presse på og lænede sig op af vinduet. Jeg er virkelig taknemmelig for din hjælp, men lad være at slynge det i hovedet på mig, ikke?
Birthe gad ikke høre mere. Med løftet hage forlod hun stuen, lod posen med den nye badedragt ligge på gulvet og blev fornærmet.
At være fornærmet var Birthe specialist i. Hun kunne uden ballade, med stilhed, lade forstå hvem der havde trådt ved siden af. En telefon der ikke blev svaret, en dør der ikke blev åbnet, og når hun til sidst tog telefonen, blev der kun svaret med et susende suk og lavmælt bekymring:
Karen, når hjertet ligesom stopper lidt og kun slår svagt, hvad betyder det så?
Og Karen smed alt hun havde i hænderne og kørte ud til moderen i sommerhuset, hvor Birthe fandt ro i det mindste for en stund. Karen kom altid hjem udmattet, smed nøgler og tasker, gik ind i soveværelset, lagde sig på sengen med tøjet på og græd. Hun forstod ikke hvorfor moren gjorde sådan.
Lasse sneg sig ind, lagde et tæppe over hende og hviskede:
Mor, lad være! Lad være med at køre derud hele tiden. Mormor skal nok komme hjem igen, bare vent.
Åh, Lasse gid jeg var så sikker
Karen kendte reglerne. Siden barndommen huskede hun sin mor som sart, sprogkyndig og vidende men også meget nærtagende. Birthe havde kun ét virkemiddel: tavs vrede om det så var på dansk, tysk eller engelsk. Og lille Karen frygtede mere end noget hendes kølige: “Karen, jeg vil have, du tænker over, hvordan du opfører dig. Gå på dit værelse!”
Hun havde aldrig hørt “skat” eller “min pige” fra sin mor, før den gode stemning var gennemsyret af en sky af skuffelse.
God stemning var sjælden. For Birthe var glasset altid halvt tomt. Ordet “mangelfuld” beskrev hele verden. Kollegaer, venner, familie alle var uduelige i hendes øjne.
Det gjaldt ikke Karen, da hun var lille hun var stolt af hende. Karen gik til alt, gjorde alt rigtigt og troede, at hendes mor vidste bedst.
Det ændrede sig i 6. klasse, hvor Karen pludselig fik et svært dansk-diktat tilbage med en dårlig karakter. Uden at få en forklaring røg hun ind på sit værelse mens moren rystede på hovedet.
Men forklaringen fortalte hun farmor hun havde haft ondt i maven og forstod ikke hvad der skete, for Birthe havde aldrig talt om pubertet med hende. Det skulle man selv tænke sig til, mente Birthe, og veninder havde Karen kun ganske få af, for moren havde sorteret nøje.
Da farmor prøvede at tale Birthe til fornuft, fik hun kun hovedpine og endnu et surt svar:
Sådan noget skal man tage med sin egen mor!
Men jeg vidste jo ikke
Så tænk dig om næste gang!
Karen forstod aldrig helt hvor hun stod.
Det var første revne i hendes billede af moren og siden da gled der flere og flere skuffelser ind i billedet af Birthe, der ikke skjulte sin utilfredshed længere. Hun gik med det silkebind om hovedet mod migræne, hvilket signalerede dårligt vejr i hjemmet. Men hun skældte aldrig ud, sad blot rank i stolen med fingrene mod tindingerne, iskolde i stemmen:
Karen, du gør mig ulykkelig
Der skulle kun en lille ting til som at Karen ville læse medicin, men Birthe mente, det var ufornuftigt.
Du forstår ikke! En kirurg er aldrig hjemme! Jeg ved, for din far var sådan! Vær nu klog, Karen, tænk på konsekvenserne. Det handler om resultater!
Men Karen stod fast og begyndte på medicinstudiet. Birthe sagde intet i næsten et halvt år andet end “ja” og “nej” over køkkenbordet.
Senere, da Karen giftede sig, godkendte Birthe ikke svigersønnen, Mads.
Du overrasker mig, Karen! Kunne du ikke finde en, der havde mere substans? Han ved vel dårligt hvem H.C. Andersen eller Benny Andersen er…
Mads elsker mig, mor…
Kærlighed er ikke nok! Det vil du forstå, men så er det for sent!
Til brylluppet sad Birthe sirligt med lommetørklædet, og fortalte alle, hun naturligvis ville hjælpe dem.
Der var dog en overraskelse; på brylluppet mødte Birthe sin senere mand, Poul pensioneret oberst og fjern slægtning til Mads. Hans franske og store dannelse charmerede hende.
Sammen blomstrede Birthe op, blev mildere og blev glad, da først Lasse og siden Astrid kom til.
Karen, sikke dejlige børn! Lasse er så klog, helt lig sin bedstefar! Og Astrid bliver en skønhed, hun har min næse og øjne!
Karen glædede sig over morens nye humør.
På trods af Birthes dystre forudsigelser gik Karens ægteskab godt, Mads knoklede, og til sidst måtte Birthe indse, at det faktisk gik dem udmærket. Selv da de købte deres eget hus og gik imod Birthes råd, holdt familien sammen Karens drøm om at vende tilbage til hospitalet gik i opfyldelse, med både mormor, farmor og oldemor som hjælpere.
Da Poul døde, kom den gamle sorg tilbage med flerdobbelt styrke. Ensomheden gnavede, og nu blev Birthe helt umulig for familien at stille tilfreds. Alligevel prøvede Karen at holde hende tæt; ferier, weekender, højtider Birthe var med til det hele.
Jeg er jo en del af familien! svarede hun veninder, der undsagde hende.
Men måske vil de gerne være alene? Uden din kontrol…
Stik imod al fornuft! Jeg kontrollerer aldrig Karen! Jeg hjælper! Hvordan skulle hun ellers klare to børn?
Men efterhånden voksede Lasse op og bryggede på teenageoprør. Birthes uendelige rettelser irriterede ham.
Lasse! Jeg bad dig skrue ned for den skrækkelige musik! Hvordan kan du høre det! udbrød Birthe og så med smerte på hans guitar men Lasse blev bare mere insisterende.
Astrid! Kom her og vær med til at danse!
Birthe blev forarget, ringede straks til Karen (som var på nattevagt), men Mads tog det altid med ophøjet ro og sang glad sammen med ungerne, når Birthe var kørt.
Da Lasses talent for musik blev tydeligt, ville Karen købe en guitar til ham.
Karen, gør det ikke! Vil I virkelig undvære mig?
Mor, du siger det mærkeligste
Jeg kan ikke klare det! Han skal lære, ikke spille pjat!
Han klarer sig jo super i skolen, det ved du! Hvorfor skulle musik være skadeligt? Du har altid sagt, man skal udvikle sig på mange fronter.
Det er ikke det, jeg mente, og det ved du! Åh, Karen! Nu igen
Skænderiet trak ud. Mads støttede Karen og Birthe gik over til sin sædvanlige strategi; tavshed. Denne gang tog Karen ikke kontakt igen.
Hvis hun ikke vil snakke, så lad være! Nu er det nok! sagde Karen og tabte ved et uheld sin elskede kaffekop den Lasse selv havde givet hende.
Der var noget ved de farvestrålende skår, der gjorde, at Karen indså det måtte ændres. Hun elskede sin mor, men forstod nu, kærlighed måtte have grænser hun måtte beskytte sig selv og sine børn.
Lasse! kaldte Karen, og han dukkede hurtigt op fra første sal.
Har du fundet en guitar?
Må jeg godt købe en? Lasses øjne strålede.
Du SKAL. Hvilken én ønsker du dig?
En bas! Er du sikker, mor?
Totalt sikker! Var det ikke sådan, du sagde?
Jo! Hvad siger mormor?
At vi er forkælede men det skal du ikke tænke på. Gør dig klar!
Hvor skal vi hen?
Ud at købe guitar, selvfølgelig! Astrid vil sikkert gerne hjælpe dig!
Sådan blev det. Snart blev Lasses værelse lavet til studie, hvor drengebandet øvede sig, og da Astrid sang for i gruppevideoen, der gik viralt på TikTok, stod det klart det gav mening.
Karen glædede sig over, at børnene havde et projekt, og at Lasse blev mildere. Om aftenen fortalte de på skift om deres tanker og idéer ved middagsbordet, og Karen vidste, hun gjorde det rigtige. Nærvær og støtte gav hendes børn mod og ro.
Men Birthe ventede. Ventede på undskyldningen, mens hun gjorde rent, bagte og satte sin berømte karrysild på køl Karen kom dog ikke.
Først blev Birthe uforstående, derefter vred besluttet på, at denne gang skulle Karen ikke slippe.
Men med tiden blegnede vreden, og for første gang opdagede Birthe, at hun ikke kunne få sin vilje. Det var hendes egen datter, ikke en tilfældig, hun kunne slette og uanset temperament, elskede hun virkelig Karen.
Et par måneder gik.
En dag sad Birthe alene med sin kop te og så børn lege på nabogrunden det åbne smedejernshegn, som Poul havde foretrukket frem for et højt plankeværk, lod hende se alt. Hendes naboer universitetslektorer med fem velopdragne børnebørn grinede, mens ungerne hoppede rundt i regnvejret.
Da vidste Birthe, det var tid til at gøre noget. Man kan sidde evigt der med sit bryske ydre, men hvad får man ud af det, hvis kun man selv sidder tilbage med de hvide nelliker, når alt er forbi?
Hun rejste sig og kørte mod Karens hus.
Gaderne lå stille på denne søndag, og snart holdt hun ude foran husets hæk, grebet af en uudgrundelig nervøsitet. For første gang var det hende, der skulle tage det første skridt og lade vreden ligge.
Men planerne for samtalen forsvandt straks, da hun åbnede havelågen. Døren stod åben, trommer og guitarer rungede ovenpå, Astrid var i gang med at dække bord i køkkenet, hvor Karen dansede og sang med en grydeske.
Fedt, mor! Skal vi ikke lave en video sammen? Astrid klappede i hænderne.
Karen grinede og rakte hende juice. Du tager to glasser, jeg tager to. Maden er snart klar, drengene er sikkert tørstige.
På vej ud mod trappen fik Karen øje på Birthe ved døren.
Tiden stod stille et øjeblik, det var ligesom universet holdt vejret for at se, hvad de ville sige til hinanden.
Astrid stivnede, men Karen sagde:
Hej Mor! Vil du tage dig af kødet? Vi skal spise om lidt. Du er måske sulten?
Birthe hang jakken fra sig og nikkede. Ja.
Super! sagde Karen og blinkede til Astrid. Husk du havde aftalt med mormor hun skulle hilse på Lasses bas?
Åh ja! Kom, mormor, jeg viser dig! Min storebror siger jeg allerede kan synge!
Birthe mærkede tårerne presse sig på, og derfor tog hun hurtigt juiceglas og fulgte med.
Karen smilede. Kom nu, mor. Det sværeste har du allerede gjort
Og så stiger Birthe op, Lasse nikker voksent og viser stolt sin basguitar frem.
Noget ændrede sig. Ikke alt det er umuligt at ændre sig på et øjeblik. Men uenigheder og ord kom nu i en anden tone. Karen lyttede, Birthe prøvede at forstå. Og begge lærte, at hvis du vil høre, må du selv kunne lytte.
For sådan holder man sammen som familie. Og er det ikke nok i sig selv?
