Fordærvede børn
Du har forkælet ham! Du giver ham altid medløb, og nu sidder han på nakken af dig! Sigrid, sådan kan du altså ikke gøre! Du har ødelagt drengen som jeg i øvrigt også ødelagde dig i sin tid! Vi har kun os selv at bebrejde men I, I er altså forkælede børn! Og lad nu være med at fortælle mig, at du er voksen! Du tænker stadig som et barn og kan slet ikke træffe fornuftige beslutninger! sad min mor, Grethe, og smækkede køleskabsdøren i, så billederne på køleskabet raslede ned.
Et billede af familien ramte gulvet. Det var taget sidste sommer ved Vesterhavet, hvor jeg, for første gang, ikke havde inviteret hende med. Ellers plejede hun altid at tage med os på ferie. Hun sørgede for børnene, nød stranden, hyggede sig og fik altid talt med nye mennesker. Men ikke denne gang.
Forklaringen på, hvorfor hun ikke skulle med, mente Grethe var mærkværdig.
Mor, vi har ikke råd til det i år. Vi tager selv med børnene, og så betaler vi en ferie til dig lidt senere. Du kan jo begynde at kigge efter, hvor du kunne tænke dig at tage hen. Er det ok?
Jamen Sigrid! Hvem skal så passe børnene?
Mor, Otto er stor nok nu. Han kan godt hjælpe til. Og Frida bliver sammen med mig. Vi kan ikke betale for hotel med børneklub i år. Vi må skære lidt ned Frida har virkelig godt af havet. Du ved jo, hun er aldrig syg efter at have været der. Så, nej, vi booker ikke hotel, vi lejer en lejlighed og passer børnene selv. Ligesom dengang, vi var unge.
Og der er selvfølgelig ikke plads til mig!
Grethe var stinkende utilfreds med udsigten. At tage alene på en kuranstalt fyldt med “danseaftener for dem over tres”? Publikum var helt til grin! Et hotel fuld af folk, god mad og, ja, også udenlandske gæster det var noget andet! Desuden talte Grethe både tysk og fransk og havde altid set sig selv som Dannmarks bedste gæst. Men i år
Mor, det ved du godt, skat! Det er ikke kun hotellet, det er fly, mad og alt muligt.
Jeg slider jer da ikke økonomisk op! Grethe blev for alvor vred.
For pokker mor, hvorfor skal jeg altid forklare dig det indlysende?! Vi har ikke pengene vi vil gerne, men det er ikke muligt. Vi har renoveret din lejlighed, jeg har været syg hele sidste år, og Otto har haft brug for ekstra lektiehjælp. Det har kostet en formue! Hvad vil du have mig til aflyse ferien? Eller skal børnene ikke se havet? Er det dét, du vil?
Ja! Jeg kan jo se, hvilken dårlig mor du er! Du har aldrig tid til dine børn! Alt er lagt på mig eller din svigermor Karen. At hente Frida i børnehaven, tage imod Otto, lave mad, hente, bringe
Mor, overdriv nu ikke! Otto tager til træning selv. Det er kun Frida til dans, og det er ikke hver dag. Vi kunne sagtens undslå os fra det dansepigen fra børnehaven ville sagtens kunne træne hende, men du insisterede. “Barnet skal jo udvikle sig,” sagde du.
Så er det altså min skyld nu! Grethes stemme steg som en ambulance og hun tog sig dramatisk til hjertet. I er nogle utaknemmelige unger! Jeg knokler for jer og alligevel får jeg kun skældud!
Mor, please Jeg mærkede, hvordan tårerne pressede sig på, og lagde panden mod det kolde køkkenvindue Jeg er dig så taknemmelig for alt, du gør. Lad nu være med at smide det i hovedet på mig hele tiden, ikke?
Men Grethe ville ikke høre. Hun gik med drama gennem stuen og lod posen med nyt badetøj ligge midt på gulvet, dybt fornærmet.
Det med at være fornærmet var Grethe verdensmester i. Uden skænderi kunne hun gøre det klart, hvem der havde gjort hvad forkert hun lod simpelthen være at tage telefonen, og reagerede heller ikke, når man ville forliges. Først efter flere dages stilhed vendte hun tilbage men nu under sukker stemmeføring:
Sigrid, ved du hvad det betyder, hvis hjertet stopper, banker langsomt, eller næsten ikke slår?
Så skyndte jeg mig altid ud til hendes sommerhus, hvor hun trak sig tilbage efter en familiekrise for at “finde sjælefred”. Efter de besøg var jeg udmattet, smed bilnøglerne på bordet og græd stille i soveværelset; jeg forstod ikke, hvorfor min mor behandlede mig sådan.
Otto kom ind, lagde et tæppe over mig og rørte blidt ved min skulder:
Mor, stop nu. Tag ikke derud mere. Mormor er snart god igen og kommer selv.
Åh, Otto gid jeg kunne tro på det
Jeg vidste, hvad jeg snakkede om. Jeg havde fra barnsben set Grethe sådan: sart, intellektuel, følsom. Både sproglig begavet og dygtig til musik men permanent fornærmet og, ærlig talt, altid skuffet. Hun beherskede bebrejdelse på både dansk, tysk og fransk. Som barn var hendes kølige: “Sigrid, jeg håber, du tænker over din opførsel. Gå på værelset!” det værste, jeg kunne høre.
Hun sagde kun “skat” til mig, når humøret i forvejen var skidt, og det var det stort set altid. For Grethe var verden halvtom. Alt var utilstrækkeligt; kolleger, venner, mænd, familie listen var uendelig. Engang var jeg hendes geni, hendes kloge pige; den lille, der sad bøjet over klaveret og sagde: “Jeg kan høre musikken!”
Stolt var hun, i mange år, over sin datter. Jeg gik til alt, hun bad mig om, og troede, at mor altid havde ret.
Men i 6. klasse røg min første elendige karakter ind. Min mor forstod ingenting og lod mig ikke forklare. I stedet blev jeg hånligt sendt væk.
Det var min farmor, Inger, der fandt mig hulkende over vasken. Det var også hende, jeg først fortalte om mavepinen og den mærkelige forvandling, som mor syntes unødvendig at drøfte. Jeg havde ingen at spørge det var jo ikke noget, dannede piger snakkede om, sagde min mor.
Der blev talt meget, Grethe og farmor imellem, men det gav kun Inger en stærk hovedpine og ingen løsning. Jeg havde “burde tænkt selv”, mente Grethe.
Det gav mig min første tvivl om, hvorvidt min mor vitterligt satte mit liv over sit eget. Efterhånden blev hendes manglende tilfredshed med mig hverdag, og “migrene-tørklædet” sad evigt på hendes pande, et varsel om ballade i huset. Hun diskuterede aldrig, hun dramatiserede bare: “Sigrid, du ødelægger mig!”
Valgte jeg noget, hun ikke var enig i, som at blive læge hun mente, at det var for meget for kvinder fik jeg dette igen:
Din far brugte hele livet på hospitalet! Jeg så ham næsten aldrig! Det er ikke et liv for dig! Hør nu på mig! Du må tænke over Familie, Sigrid!
Vi diskuterede helt indtil jeg startede på medicin efter det tav hun i flere måneder. Så blev der ballade over valget af min mand, Anders. Ham brød hun sig ikke om.
Hvordan kan du vælge sådan én? Han har jo aldrig hørt om H.C. Andersen eller været i teatret!
Mor, Anders er god mod mig, det er det vigtigste
Kærlighed rækker ikke, Sigrid. Du forstår det en dag, men så er det for sent!
Til min bryllupsfest sad Grethe og tørrede de falske tårer væk. Heldigvis fandt hun samme dag sammen med hendes senere mand, Poul Oles langtfra fjerne slægtning. Poul var pensioneret major, talte flydende fransk takket være sin diplomatmor, og ejede et pænt sommerhus ved Djursland, hvor Grethe nød livet og lod mig være.
Den glæde ændrede lidt på hende: børnene kom til, Otto og Frida, og hun blomstrede op:
Hvor er de dejlige! Otto er klog, ligesom sin morfar! Og Frida hun har min næse og øjne, hun bliver et pragteksemplar!
Jeg indvendte aldrig at se mor sådan gjorde mig oprigtigt glad.
Imod Grethes dystre spådom blev mit ægteskab med Anders stærkt, selvom Grethe aldrig rigtig bifaldt det. Hun mente bestemt ikke, vi skulle optage lån men det gjorde vi, og Anders arbejdede hårdt. Jeg vendte tilbage til sygehuset, og alles hverdag gled på skinner, indtil Poul blev syg og døde hurtigt.
Åh, Poul! Hvor kunne du dog… Sagde Grethe og følte, nu havde verden igen forladt hende.
Hun købte to buketter hvide nelliker, en til min far og Poul, og blev helt utålelig i omgang med de levende.
Jeg prøvede at inkludere hende i alt; weekend, ferie, højtider hun skulle da ikke savne selskab!
Selvfølgelig, det er jo rigtigt, sagde Grethe til veninderne, når de undrede sig jeg er en del af familien, jeg hjælper!
Men da Otto blev teenager, voksede frustrationen. Han holdt af mormor, men kunne ikke med hendes konstante indblanding.
Otto! Ikke nu igen! Skru ned for den rædselsfulde musik! Hvordan kan du dog høre sådan noget?!
Ind røg hovedpinetørklædet, men Otto gik selvfattet sin egen vej og løste konflikterne direkte. Han og Frida dansede vildt på sit værelse til Gasolin, og Grethe var chokeret.
Otto, det er én ting, men Frida! Nej! Jeg ringer til din mor!
Prøv far mor slukker altid mobilen, når hun opererer, og det ved du!
Anders tog altid roligt på Grethes klager, og om aftenen sang han med Otto og glædede sig over, at børnene havde musik i blodet.
Otto ville have guitar, og jeg ville give ham det.
Sigrid, du kan da ikke mene det? Skal jeg bare forlade jer nu?
Mor, er det sådan, du ser det?
Jeg kan ikke se på det! Drengen skal læse, ikke spille!
Otto får topkarakterer, og det ved du. Og hvad er der galt i musik? Du har altid sagt, at udvikling skal være alsidig!
Jeg mente noget HELT andet, og det ved du godt! Åh Sigrid
Striden varede længe, Anders holdt med mig, og til sidst holdt Grethe op med at tage telefonen. Hun havde jo for længst inddraget min ekstranøgle til hendes lejlighed.
Denne gang var jeg færdig med at prøve.
Hvis hun ikke vil ses, så lader vi det være, sagde jeg, da jeg smugbrød en tallerken. Det var dråben.
De farvede porcelænsskår blev mærkeligt nok startskuddet på noget nyt. Jeg holdt af min mor, men vidste, at min kærlighed måtte forandre sig for ikke at skade mine børn.
Otto! Kom lige! råbte jeg. Han kom stormende.
Hvad er der?
Har du valgt guitar?
Må jeg? Virkelig?
Ja! Hvilken vil du have?
Bas! Er du sikker?
100%! Som du selv siger!
Men hvad siger mormor?
At vi er forkælede børn men det skal du ikke tænke på. Gør dig klar!
Hvor skal vi hen?
Til byen! Eller hvor sådan nogle guitarer sælges!
Jeg skal lige have Frida med. Hun hjælper mig vælge!
Jeg så på ham, min søn. Hvor mange drenge på 13 tænkte på at tage sin lillesøster med for at vælge guitar?
Guitaren blev købt og Ottos værelse forvandledes til øvelokale for hans band. Da de lagde en video op, hvor Frida sang kor, og den fik tusindvis af visninger på YouTube, forstod vi, noget var lykkedes.
Jeg glædede mig over, at Otto trivedes, og at musikken bandt børnene sammen. Aftenerne gik med at høre om deres projekter og jeg vidste, vi var på rette vej.
Grethe ventede. Hun gjorde rent, bagte boller og satte nyt på bordet, men jeg dukkede ikke op. Først var hun forundret, så vred og så eftertænksom. For første gang stod det klart for hende, at ikke alt kunne styres.
Måneder gik.
Så besluttede Grethe en efterårsdag, at nu var det nok. Hun sad med sin te, kiggede ud på nabobørnenes leg gennem det smedejernshegn Poul havde valgt i stedet for et højt plankeværk. Det var jo smukt og nu kunne hun ikke undgå at se andre menneskers liv.
Pludselig indså hun, at tiden løb fra hende. Hun kunne sidde der med sit sårede ego, indtil det var hende, jeg ville købe nelliker til næste gang hvad ville det hjælpe?
Koppen klirrede mod tallerkenen, og snart kørte Grethe ud af byen.
Om søndagen var vejene tomme, og hun nåede hurtigt vores parcelhuskvarter.
Men nu sneg frygten sig på for første gang skulle hun tage det svære første skridt selv. Hun sad længe uden for huset og overvejede samtalens begyndelse. Men da hun åbnede haveporten og hørte larmen af trommer og guitar oppefra, var al planlægning spildt.
Hun så mig svinge en grydeske, mens jeg sang Gasolin, Frida dækkede bord og jublede: Mor, kan vi ikke optage en video også?
Jeg skyllede glas, rakte to til Frida. Her, bær dem op. Drengene er nok tørstige.
Så standsede jeg Grethe stod i døren.
Tiden stod stille. Frida tabte næsten sit glas, men jeg var først:
Hej mor! Hold øje med kødet, vil du? Vi skal snart spise. Drengene er snart færdige med at øve. Er du sulten?
Grethe tog jakken af.
Ja
Godt! sagde jeg med et smil til Frida. Nå, hvad siger du Frida? Har du glemt, hvordan mormor ser ud?
Frida rystede på hovedet:
Nej! Mormor, jeg er stoppet til dans! Mor har meldt mig til musikskole. Otto siger, jeg synger godt!
Grethe mærkede tårerne, så hun greb glassene.
Lad mig bære dem op! Jeg skal da se Ottos guitar. Er den flot?
Mega! Rød! Jeg hjalp med at vælge. Kom, jeg viser dig det!
Frida sprang afsted, jeg sagde blidt: Du klarede det, mor. Nu går du bare med.
Og Grethe gik med og noget ændredes. Ikke alt, selvfølgelig. Man ændrer ikke sin natur på en dag. Der vil stadig komme konflikter og suk. Men én ting skulle vi for alvor lære: Hvis du vil høres, må du lære at lytte.
Sådan blev vores familie igen hel. Og hvad mere kan man ønske sig?
