Forestil dig, hvad vi kunne opnå, hvis vi satte mennesker højere end profit. Forestil dig.
**Forestil dig**
Forestil dig en by, hvor ingen er usynlige.
Hvor pedelens navn, Henrik Sørensen, huskes lige så vel som direktørens, Lars Nielsen.
Hvor en persons værd ikke måles i kroner, men i hjertens godhed.
Se for dig en verden, hvor det første spørgsmål på arbejdsmøder ikke er *”Hvor meget koster det?”*
men *”Hvor mange liv vil det forbedre?”*
Hvor innovationer ikke jages til markedet for maksimal fortjeneste,
men plejes langsomt, med omhu, fordi deres formål er at helbrede, at undervise, at løfte.
Forestil dig skoler, hvor hvert barn får opmærksomhed, ikke pga. karakterer,
men fordi hvert sind er en historie værd at lytte til.
Sygehuse, hvor patienter ikke er numre,
men navne som Mette og Jens, med drømme der venter på at blive levet.
Arbejdspladser, hvor weekender tilhører familien, ikke deadlines.
Hvad nu hvis de rigeste blandt os ikke var dem med de største bankkonti,
men dem, der skabte flest muligheder for andre?
Hvad nu hvis den sande børs ikke var Wall Street,
men de øjeblikke af medfølelse, der udveksles mellem fremmede hver dag?
Forestil dig en regering, der måler succes ikke på BNP,
men på smil, på læsefærdigheder, på færre tårer grædt i stilhed.
Naboer, der ikke kappes om at skinne mest,
men om at se, hvem der kan løfte en anden højest.
Og forestil dig dig selv i sådan en verden
ikke jaget, ikke bange, ikke beregnende
men levende, helt og holdent,
fordi du bliver værdsat bare for at være menneske.
**Forestil dig. Og så, begynd.**
