Han havde fået øje på en andens kone
Ved samlivet viste Mikkel Juul sig som en svag sjæl uden ryggrad.
Hans dage blev styret af det humør, han vågnede med. En sjælden gang sprang han op frisk og glad, fyldte huset med små kvikke bemærkninger og latter.
Men for det meste gik han rundt i dybe tanker, drak litervis af kaffe og slentrede gennem huset med mørke skyer over sig, som det nu ofte rammer folk med kunstneriske temperamenter. Og til den slags folk hørte han: Mikkel arbejdede på landsbyskolen som lærer i billedkunst, sløjd, og undertiden, når musiklæreren var syg, overtog han også musiktimerne.
Han drømte om kunst. På skolen kunne han ikke udfolde sin kreativitet, så det gik ud over hjemmet: Mikkel lavede atelier i husets største og lyseste værelse selvom Freja egentlig havde udset det som børneværelse til deres kommende børn.
Men huset var Mikkels, så Freja sagde ikke imod.
Han fyldte rummet op med staffelier og lærreder, overalt stod tuber med maling og klumper af ler. Her stod han så og malede, eller lavede skulpturer ofte til langt ud på natten.
Alt, hvad han lavede, blev i huset han solgte aldrig sine ‘mesterværker’. Der hang billeder på alle vægge, som, for at sige det ligeud, Freja ikke brød sig om. Skabe og hylder var fyldt med lerfigurer.
Var det smukke ting, var det noget andet, men nej.
De få venners kunstnere og billedhuggere, Mikkel havde studeret sammen med og som vandrede forbi som gæster, opførte sig stille, sendte hinanden blik, sukkede lettere opgivende ved synet af hans billeder og figurer.
Ikke én roste ham nogensinde.
Kun Leif Kristensen, der var den ældste blandt dem, udbrød efter en hel flaske gammeldansk:
Hold da op, hvor er det meningsløst! Hvad er det for noget? Jeg kan ikke se én eneste ting i det her hus, der er værd at tale om! Bortset fra den smukke husfrue, naturligvis.
Mikkel blev ramt på sin stolthed. Han råbte, trampede, bad sin kone om at smide den uforskammede gæst ud.
Ud herfra! råbte han, Du forstår dig ikke på kunst! Ej, det er dig, der ikke kan noget! Jeg ved det du er bare misundelig, fordi du selv er blevet så grøn på hænderne af alkohol at du ikke kan male mere! Se bare, du forsøger at nedgøre alt!
Leif snublede ned ad trappen og tøffede bort til lågen. Freja løb efter ham og undskyldte:
Du må ikke tage det personligt. Du burde heller ikke have kritiseret hans kunst, og jeg burde have forberedt dig.
Det er ikke din skyld, kære barn, svarede Leif hurtigt, Det går nok. Jeg tager en taxa hjem. Men jeg synes det er synd for dig. Du har sådan et dejligt hjem, men de frygtelige billeder over det hele! Og de fæle lerfigurer dem burde man gemme væk, men han er stolt af dem. Kender jeg Mikkel ret, kan det ikke være nemt for dig. Forstår du; for os kunstnere vores værker spejler sjælen! Og Mikkels sjæl er tom som hans lærreder.
Han kyssede Freja på hånden og gik.
Mikkel var rasende længe efter: han råbte, smadrede nogle af sine skulpturer, rev billeder i stykker og var helt ude af den i en hel måned, før han faldt til ro.
***
Alligevel modsagde Freja aldrig sin mand. Hun tænkte, at tiden måtte komme, hvor de fik børn, og så ville han heldigvis opgive sin kunst og lave atelieret om til børneværelse.
Til at begynde med, efter brylluppet, spillede han rollen som den gode ægtemand kom hjem med frisk frugt, gav sin løn, viste omsorg.
Men det varede ikke længe. Mikkel kølnede mærkbart mod hende, delte ikke længere pengene med hende, og hele ansvaret for hjem, mand og have plus hønsegården og svigermor faldt nu på Frejas skuldre.
Da Freja fortalte, at hun ventede sig, blev Mikkel begejstret. Men glæden blev kort. Blot en uge senere blev Freja syg, kom på hospitalet og mistede barnet.
Da han fik det at vide, forvandlede han sig på stedet blev grådlabil, nervøs, skældte ud på sin unge hustru og låste sig inde i huset.
Frejas sindstilstand ved udskrivelsen er svær at beskrive. Hun lignede en skyggeskabning, som hun slæbte sig hjem.
Ingen tog imod hende. Men værre endnu: Mikkel havde låst døren og nægtede at lukke hende ind.
Åbn nu, Mikkel!
Jeg vil ikke, hikstede han inde fra. Hvorfor kom du hjem? Du skulle have båret mit barn! Men du kunne ikke klare det! Og i dag, på grund af dig, fik min mor et hjertetilfælde og kom på hospitalet!
Hvorfor giftede jeg mig overhovedet med dig? Du bragte ulykke til huset! Forlad indgangen! Jeg vil ikke leve med dig længere!
Det sortnede for Frejas øjne, og hun satte sig udmattet på trappen.
Mikkel jeg har det også dårligt lad mig nu komme ind!
Manden reagerede ikke på hendes gråd. Freja blev siddende ude til det blev mørkt.
Først da skreg hoveddøren. Mikkel kom ud, bleg af sorg, låste døren men vidste ikke, hvor nøglen var. Han plejede jo at spørge Freja om alt.
Han tøvede et øjeblik og gik så ud gennem porten uden at se på hende.
Da han var væk, fik Freja låst sig ind og faldt udmattet på sengen.
Hun ventede på sin mand hele natten. Næste morgen kom naboen med forfærdelige nyheder: Svigermoren var død af sit hjertetilfælde.
Det knuste den allerede nedbrudte Mikkel, der sagde op på skolen, lagde sig i sengen og tilstod for sin unge kone:
Jeg har aldrig elsket dig. Ægteskabet var min mors beslutning, hun ville have børnebørn. Men du ødelagde alt for mig og min mor det tilgiver jeg dig aldrig!
Det gjorde ondt, men Freja blev. Hun ville ikke forlade ham.
Tiden gik, men intet blev bedre. Mikkel nægtede at stå op, ville kun have vand, næppe noget mad.
Sandheden var, at han havde fået mavesår, mistet appetitten og var blevet apatisk. Til sidst stod han slet ikke mere op, vred over manglende næring og vitaminer.
Så en dag meddelte han, at han ville skilles, og skilsmissen gik igennem.
Freja græd meget.
Hun forsøgte at kramme ham, men Mikkel vendte sig væk, hvæsede: så snart jeg har det bedre, smider jeg dig ud. Du har ødelagt mit liv.
***
Freja kunne ikke forlade ham, for der var intet sted at gå hen.
Hendes egen mor, der havde været så ivrig efter at gifte hende bort næsten direkte fra gymnasiet, havde straks fundet sig en ny mand en enkemand nede ved det sydfynske øhav. Hun var flyttet derned, solgte huset oven i købet og efterlod Freja hjemløs i tilfælde af skilsmisse.
Så Freja sad fast ingen steder at flytte hen.
***
Dagen kom, hvor huset var tømt for mad. Freja fandt de sidste ris og et sidste æg fra hønen, kogte en tynd grød og moste blommen til Mikkel.
Sådan var det blevet: Egentlig kunne hun have givet mad til deres baby nu, hvis hun ikke havde slæbt tunge vandspande i haven alene, eller båret brænde selv. Nu måtte hun nusse om eksmanden, der ikke påskønnede hende det mindste.
Jeg går en tur. Der er marked i nabobyen. Jeg prøver at sælge hønen for lidt mad.
Mikkel lå og stirrede tomt mod loftet og spurgte sløvt:
Hvorfor sælge hende? Kog suppe på hende. Jeg er træt af grød, jeg vil have rigtig suppe.
Freja begyndte at pille ved sit slidte silkekjole. Det var den eneste fine kjole hun havde: hun gik til sin studentereksamen i den, blev gift i den, og bar den stadig i de varme dage. Hun ejede nemlig ikke andet.
Du ved jeg ikke kan nænne det Jeg vil hellere bytte eller sælge hende. Jeg kunne give hende til naboen som de andre høns, men Plette kommer sikkert løbende hjem igen. Hun er så knyttet til mig.
“Plette” snøftede Mikkel hånligt, Har du givet navn til hver høne? Altså, hvor dum kan man være Som om der kommer noget godt ud af dig
Freja bed sig i læben og slog øjnene ned.
Du går til markedet? Mikkel blev pludselig lidt mere klar, så tag også nogle af mine billeder og figurer med. Måske nogen vil købe.
Freja så væk og forsøgte at sno sig udenom:
Det kan du da ikke mene, du er så stolt af dem
Jeg siger du skal tage dem! krævede han.
Freja greb to lerfløjter i fugleform og en stor sparegris i ler, som han altid havde været stolt af.
Sekundet efter forsvandt hun ud ad døren, i håb om han ikke ville stoppe hende og tvinge endnu flere billeder i hænderne på hende.
For lerfigurerne måske kunne ombyttes, men billederne aldrig. Hun var flov over dem.
***
Det var en varm dag. Selvom hun kun havde lidt tøj på, drev sveden af hende. Hendes ansigt glinsede, pandehåret klistrede fast til huden.
Det var byfest i nabobyen.
Freja kunne ikke huske, hvornår hun sidst bare havde slentret, og hun blev overrasket over alle de mennesker og boder.
Her var honning i alle varianter, silkeskjorter, søde sager for børn. Grillpølser duftede, musik spillede, grin fyldte luften.
Freja stoppede op ved en bod. Hun krammede stofposen tættere, hvorfra hønen kiggede op og blev klappet blidt.
Hun havde svært ved at sige farvel til sin høne de havde haft hende fra kylling af, og en dag havde den forvredet sin fod og flyttet ind i huset for at komme sig. Siden havde Plette været hendes kæledyr.
Nu så den op på hende, nysgerrig, nippede hende i hånden.
***
Skal du have noget smykker, skønne? Den ældre bodfrue smilede. Der er alt stål, sølv, “guld”.
Nej tak, jeg vil gerne sælge hønen, den lægger store æg, prøvede Freja forsigtigt.
En høne og hvad sku’ jeg dog med sådan én…
En ung mand ved boden blandede sig:
Lad mig se hønen.
Freja overrakte forsigtigt Plette til ham. Han var ukendt for hende.
Hvad vil du have for den? Sælger du så billigt, hva’ er tricket?
Han så nysgerrigt undersøgende på hende, hun blev endnu mere svedt.
Hun halter lidt, men ellers sund og stærk.
Fint, jeg køber den. Hvad har du ellers?
Han pegede på lerfigurerne, Freja holdt.
Det små figurer. Fløjter og sparegris.
Han drejede sparegrisen, smilede skævt:
Håndlavet, kan jeg se.
Ja, det er hjemmegjort. Billigt til dig, jeg har hårdt brug for pengene.
Jeg køber det hele! Elsker det underlige.
Bodfruen fnøs:
Og hvad skal du dog bruge det til, Dennis? Hvad med at give brormand en hånd i pølseboden i stedet?
Freja blev forskrækket, da Dennis rakte pengene frem:
Sælger du pølser? Så kan jeg ikke sælge Plette til dig!
Hun forsøgte at tage hønen tilbage, men Dennis undveg.
Tag pengene tilbage! bad hun med en dirrende stemme, Du må ikke slagte min Plette, hun er ikke en spis-høne!
Nej da. Jeg giver hende til min mor, hun elsker at have høns.
Lover du det?
Ja, Dennis smilede venligt. Du kan komme og besøge hende. Plette, sagde du? Jeg vidste slet ikke fugle havde navne!
***
Freja var næsten hjemme, da en bil indhentede hende. Ud af vinduet lænede Dennis sig:
Vent lige har du flere lerfigurer? Jeg vil gerne købe flere, det er fine gaver.
Freja skævede mod solen og smilede:
Vi har masser hjemme. Kom bare forbi!
***
Mikkel, stadig liggende i sengen, vågnede ved lyde.
Hvem er det, Freja? Kom med noget vand.
Dennis kiggede ind, kastede et blik på Mikkel og vendte hovedet væk, lod blikket glide over væggens billeder.
Utroligt hvem har malet dem? spurgte han Freja, der netop bar et glas vand ind.
Mig! råbte Mikkel fra sengen og satte sig op. Jeg maler! Børn bruger kridt; jeg bruger pensel, forstået?
Han løftede sig på albuen og stirrede mistroisk.
Hvad skal du med mine billeder? spurgte han pirrelig.
De tiltaler mig. Jeg vil købe dem. Og figurerne?
De er også mine! råbte Mikkel, skubbede Freja væk, Alt her er mit!
Han skubbede dynen til side, rejste sig op og varmede benene.
Spændende studier, bemærkede Dennis, med blikket på Freja.
Og mens Mikkel talte op og viste frem, sendte Dennis stjålne blikke til Freja, bemærkede rødmen på hendes kind og hendes stille generthed.
Epilog
Freja blev overrasket over ‘mirakelhelbredelsen’ hos sin eksmand.
Det viste sig, Mikkel slet ikke var syg!
Så snart der kom én, der interesserede sig for hans værker, forsvandt al sygdom.
Hver dag kom Dennis med mellemrum købte et billede eller en figur.
Da der ikke var flere billeder, tog han skulpturerne.
Mikkel satte alt ind på at producere mere og mere men forstod ikke, at Dennis kun kom for Freja.
Hver gang Dennis gik, blev han stående på trappestenen hos Freja. Og snart begyndte der at opstå varme følelser mellem dem.
Til sidst tog Dennis det, han virkelig kom efter: Mikkels ekskone.
Netop hende Freja.
Når Dennis rejste hjemad gennem landsbyen, smed han de indkøbte billeder i brændeovnen og samlede lerfigurerne i en sæk, mens han tænkte på hendes milde ansigt.
Han havde lagt mærke til Freja fra hun trådte ind til markedet i sin lyse kjole. Dennis vidste straks det var skæbne.
Senere fandt han ud af, hvordan hun led hos den sære, selvhøjtidelige mand.
Hun havde det frygteligt, men ingen steder at gå hen.
Så derfor kom Dennis hver dag, købte endnu en skør figur og så Freja. Til sidst forstod hun.
***
Mikkel fattede ikke, hvad der skete.
Dennis, der havde fyldt hjemmet med sine køb, forsvandt fra dag til dag, efter Freja var rejst.
Han hørte, de blev gift, og han følte bitterheden vokse, over at han så let var blevet narret.
Det er svært at finde en god kone Freja var det. Hun tålte ham, havde omsorg for ham som en mor, og hvor var hun køn.
Nu indså han, for sent, at han havde mistet det dyrebareste hans kvinde.
Hvor finder man sådan én igen? Hun ikke bare tålte, men elskede og passede på ham. Og han, tåben, lod hende gå.
Mikkel var ved at synke ned i sin depression men så slog det ham, at der ikke længere var nogen til at skrabe æg over til ham eller give ham et glas vand. Ikke mere nogen at læsse gården og huset over påHan lå længe på sofaen og kiggede ud på den støvede solstråle, der faldt ind gennem atelierets vindue. Af og til hørte han naboernes latter, såg unger løbe forbi på vejen, og deres glæde borede sig ind i ham som en voldsom misundelse.
Alt føltes forladt. Billederne, han havde malet, hang ikke merevæggene stod tomme, kun lyse mærker fra gamle rammer tegnede sig i tapetet. De egensindige lerfigurer, hans sjæl, lå væk, og deres plads var støvet og bar.
Han forsøgte at male igen, men lærredet blev aldrig fyldt. Når han satte en streg, viskede han den straks ud, indtil kun grå grumsede skyggestreger blev tilbage. Hænderne løftede ikke længere skulpturer op; de hang bare tungt ved hans sider.
Dagene gled forbi, afløst af nætter hvor han knugede sin ensomhed som en gammel frakke. Freja var hos Dennis nu, det vidste alle. Hun lo, hun dansede, hun fandt smilet frem igeningen holdt hende nede.
Så, en sen efterårsdag, gik Mikkel ud. Han så huset udefra: skævt, lidt faldefærdigt og, som han selv, mærket af tidens tunge penselstrøg. Men midt i tristheden, i det nøgne rum som hans liv var blevet, fornemmede han noget nyt.
Ikke håb, ikke glæde. Men muligheden for at begynde. I stilheden hørte han egen vejrtrækning: levende endnu. Uden Freja, uden andres blik. Uden at nogen ventede noget.
Han tog sit slidte staffeli ud i haven. Lade døren stod på klem, vinden duftede af jord og blade. Han satte sig, løftede penslen, og uden at tænke på roser eller anerkendelse, gav han sig til at male bar himmeldyb, blå, uendelig.
Først var der ingen motivation, kun tomhed. Men i den tomhed voksede et strejf af fred, som noget spirende i mulden. Mikkel vidste nu, hvad han havde mistetog hvorfor. At kun der, i tapper stilhed, kunne han finde sig selv igen. Ikke for andres skyld. Men for at mærke verden, en sidste, stille gang.
Og måske, når han engang lagde penslen fra sig for natten, ville han opdage, at dette billede faktisk kunne få lov at blive hængende.
