**Forårets Bro**
Om morgenen hang rimfrosten over åen, og de gamle broplanker knagede under fødderne. Landsbyen gik sin sædvanlige gang: drenge med skoletasker over skulderen løb hen ad broen mod busstoppestedet, mens den ældre Agnete Larsen forsigtigt trådte over sprækkerne mellem plankerne den ene hånd om en netpose med mælk, den anden om hendes stok. Bag hende trillede den femårige Tobias langsomt på sin trehjulede cykel, koncentreret om ikke at køre hjulene ned i et hul.
Aftenen samledes folk på bænken ved købmanden: de talte om ægpriserne, den nye tøvejr, og hvordan alle havde klaret vinteren. Broen forbundes landsbyens to halvdele på den ene side lå markerne og kirkegården, på den anden vejen til nærmeste by. Nogle gange standsede nogen ved vandet og stirrede på det sidste is, der endnu ikke var smeltet midt i åen. Broen blev sjældent omtalt den havde altid været der, en del af landskabet og hverdagen.
Men dette forår knagede plankerne højere. Den gamle Erik Sørensen var den første, der opdagede en ny revne ved rækværket han rørte ved den og rystede på hovedet. På vej hjem hørte han to kvinder tale:
“Det bliver værre og værre Gud forbyde, at nogen falder igennem.”
“Åh, hold nu op! Den har stået her i årevis”
Ordene hængte i luften sammen med martsvinden.
Morgenen var grå og fugtig. På stolpen ved svinget dukkede der pludselig en lap papir op under en plastikpose: *”Broen lukket på grund af forfald. Passage forbudt.”* Underskriften fra kommunalbestyrelsen var tydelig. Nogen havde allerede prøvet at løfte hjørnet for at sikre sig, at det var ægte.
Først troede ingen rigtigt på det: børnene begav sig som sædvanlig mod åen, men vendte om en rød tape og en *”Adgang forbudt”*-skilt hang ved indgangen. Agnete Larsen stirrede længe på båndet over sine briller, før hun langsomt vendte sig og begyndte at gå langs bredden for at finde en omvej.
Ved købmanden samledes en flok på ti de læste tavst meddelelsen videre til hinanden. Først talte Karl Mikkelsen:
“Hvad gør vi nu? Vi kan ikke nå bussen Hvem skal handle ind?”
“Og hvis nogen skal til byen i en fart? Vi har kun den her bro!”
Stemmerne lød bekymrede. Nogen foreslog at gå over isen men isen begyndte allerede at løsne fra bredderne.
Før middag havde nyheden nået hele landsbyen. De unge ringede til kommunen og spurgte om en midlertidig overgang eller en båd:
“De sagde, vi skulle vente på en inspektion”
“Men hvis det haster?”
Svaret var altid det samme: undersøgelsen var gennemført, beslutningen var truffet for borgerenes sikkerhed.
Samme aften blev der afholdt et møde i forsamlingshuset næsten alle voksne mødte op, pakket godt ind mod fugten og åvinden. Lokalet duftede af te fra termokander; nogen tørrede deres duggede briller med ærmet.
Først blev der talt lavmælt:
“Hvordan skal børnene komme i skole? Det er langt til hovedvejen.”
“Varer bliver leveret fra byen”
De diskuterede, om de selv kunne reparere broen eller bygge en midlertidig gangbro. Nogen mindedes gamle dage, hvor de sammen havde lappet huller efter højvandet.
Lars Nielsen meldte sig til at tale:
“Vi kan lave en officiel henvendelse til kommunen! Spørg om lov til en midlertidig løsning!”
Birthe Hansen bakkede ham op:
“Hvis vi står sammen, får vi hurtigere svar! Ellers kan det tage måneder”
De aftalte at skrive en fælles henvendelse alle, der kunne bidrage med arbejdskraft eller værktøj, skrev under.
De næste to dage kørte en delegation til kommunen for at møde en embedsmand. De blev modtaget kort:
“Alle arbejder ved åen skal godkendes, ellers er kommunen ansvarlig! Men hvis I har et mødereferat”
Lars Nielsen rakte ham selvsikkert et stykke papir med underskrifter:
“Her er vores beslutning! Giv os lov til en midlertidig bro!”
Efter en kort drøftelse gav embedsmanden mundtlig tillad
