Han var bare en dreng – fregnet, lidt klodset, med et halvtredsknusket slips og øjne, der lyste, som om der ikke fandtes andre piger i verden. Foråret var lige begyndt. På skolegården smeltede de sidste snefanter, og fra den tøede jord kiggede små gule blomster forsigtigt frem.
“Det er til dig,” sagde han og rakte hende en lille buket. Forårsblomster.
“Vil du være min brud?” hviskede han stille, som om han var bange for, at vinden skulle høre det først.
De var ikke venner, men de snakkede engang imellem om ingenting. Han gik ofte forbi hendes hus og råbte altid et “hej” for at vinke.
Hun lo – af overraskelse, af forlegenhed.
Alle hendes veninder i klassen viftede med roser, nogen havde medbragt nelliker, og nogle havde enorme bundter af tulipaner. Men hun fik de her underlige, stille blomster, som ingen nogensinde havde kaldt smukke.
“Forårsblomster?” fnisede veninderne bag hænderne. “Har han ikke råd til rigtige blomster? Æv!”
Hun fandt ikke noget at sige og gemte buketten hurtigt i tasken. Sagde ingenting. Løb væk med veninderne. Vendte sig ikke engang om. Selvom hun gerne ville. Men hvad nu hvis de så det?
Han gik ikke forbi hendes vindue mere. Hun vidste det – ventede på ham uden at indrømme det over for sig selv.
Hun undgik ham. Så han ikke kunne kalde på hende eller møde hendes blik.
Det pinte hende nu, det der skete den dag. Hvis det overhovedet var det rigtige ord.
Og så flyttede drengen.
Familien forsvandt til en anden by. Hun hørte det fra de samme veninder. Så ham aldrig igen.
Men nogen gange, på de første varme forårsaftener, syntes hun stadig, hun kunne høre hans stemme: “Vil du være min brud?” Og se de små gule kronblade for sig.
Årenes gang gjorde sit.
Pigen blev en kvinde – smuk, selvsikker, klog. Hun gik på kunstskole, derefter universitetet, og en dag var hun til en forelæsning om engelsk porcelæn.
Foredragsholderen stillede en fin kop på bordet med guldkant og bløde gule blomster.
“Royal Albert-kollektionen, Friendships-serien, 1970’erne,” sagde han. “Her er forårsblomster. På blomstersproget symboliserer de venskab, de første varmeste følelser, en tilknytning, som årene ikke kan tage. Kun en sjælden sjæl giver disse blomster – for hvis de gives med kærlighed, bliver deres gule lys hos dig for evigt. Som et hjertes berøring af solen.”
Pludselig blev hendes hjerte helt småt. Foran øjnene blitrede det morgengry frem: skolegården, drengen med det akavete smil og hans varme hånd med den lille buket, ingen satte pris på.
Hun lukkede øjnene og smilede gennem tårerne.
“Hvor mon du er nu, et sted i en anden by…”
Og mens hun stirrede på koppen med de gule forårsblomster, gik det op for hende: den lille dreng havde engang givet hende noget, ingen andre kunne.
Hans lille buket var blevet til en usynlig tråd, der skinner gennem årene.
Og i det øjeblik kunne hun næsten forestille sig, at et sted langt væk, bag fremmede huse og veje, drak han også te – og tænkte på den pige, han engang rakte forårets sol i sine hænder. Måske… havde han forårsblomster på sin kop…
Nogen har en forårsblomst. Nogen husker en tusindfryd. Måske en muslingeskal eller en lille sten. Noget, man ikke kan gentage, sætte pris på eller købe for alle verdens rigdomme…
