Hvem er hjemme? spurgte jeg, idet jeg smed mine sandaler i entreen og udstødte et lettelsens suk.
De var bestemt flotte, ingen tvivl om det, men hvor var de dog ubehagelige! Jeg lod mig forføre af udseendet, burde have tænkt mere over, hvordan det ville være at gå i sådan et par i sommervarmen. Remmene er så smalle, at de skar sig ind i huden.
Jeg bøjede mig ned for at stille skoene på skohylden, men frøs straks. Fra hjørnet ved døren stirrede to opmærksomme grønne øjne på mig.
Hvem er du? hviskede jeg, uden helt at vide hvorfor.
Ejeren af de gennemsigtige grønne øjne foretrak tydeligvis ikke at svare. Den krøb endnu længere ind i hjørnet, satte sig på bagbenene og hvæsede.
Fint nok, mumlede jeg.
For ikke at forskrække den uventede gæst, satte jeg forsigtigt sandalerne fra mig og trak mig lidt tilbage.
Jeg rører dig ikke. Tag du bare ro på, ikke? Jeg går lige og undersøger, hvor du kommer fra hvis du altså ikke har noget imod det. Sikke en overraskelse
Besøget blev kvitteret med en lav, truende knurren, så jeg kom til at smile.
Tag det nu roligt, min ven. Det er altså mit hus. Her bliver ingen gjort fortræd.
Det virkede næsten, som om han forstod mig, for han blev lidt mere stille. Forpoterne blev sat på gulvet. Han kiggede stadig vagtsomt, men holdt op med at hvæse.
Jeg gik ned ad gangen, kiggede ind i stuen og i køkkenet, og undrede mig over, hvor pænt der var ryddet op og hvor stille der var. Normalt, når jeg kom hjem, lå alting hulter til bulter, og jeg måtte se mig godt for, så jeg ikke trådte på småt legetøj eller påklistrede malerbøtter, som min kone havde købt til børnene. Det kunne gå hårdt for sig.
Døren til børneværelset stod på klem, og derinde var lige så stille. Jeg nåede nærmest at tro, at der slet ikke var nogen hjemme.
Men jeg tog fejl. Alle tre unger var der. De sad på gulvet med et stykke kæmpe papir slået ud og tegnede koncentreret sammen.
Spændende! Hvordan kan det være, ingen kommer ud og tager imod mig? sagde jeg og smilede, mens jeg så på to rødblonde isser og én mørk i midten.
Et samstemmigt gisp og farvede tuscher fløj ud over det hele. Laura smed sig på maven, bredte arme og ben ud for at dække det ufærdige billede.
Far! Du må ikke kigge!
Jeg lo og dækkede mit ansigt med hænderne.
Jeg kigger ikke! Men hvem vil forklare, hvilket uhyre der sidder og hvæser på mig ude i gangen?
Jonas, den mørkhårede, sendte et sigende blik til sine yngre søskende og rejste sig.
Far, undskyld! Vi ville have forberedt dig på det, men vi nåede det ikke. Det er mig, der har taget den med.
Forstået. Og hvorfor er den så vild?
Den har ondt i poten. Jeg reddede den fra hundene nede i gården.
Jeg blev straks bekymret.
De gjorde dig ikke noget? Er du kommet til skade?
Far, slap nu af. Jeg har det fint! Hundene jagtede kun staklen hele gården rundt. Det var faktisk Tantes Sannes små hunde. De er ikke vilde.
Dem kendte jeg udmærket godt. Fire små, iltre kræ, der boede sammen med kvarterets evige kvindetype, Sanne, som elskede sine hunde højt, men desværre ikke kunne følge med. Hendes ben var dårlige, så hun lod dem ofte løbe frit ude, hvilket gav kvinderne i ejendommen noget at snakke om. Uskyldige var de, men de kunne skræmme både børn og voksne fra vid og sans. Hundene gjorde dog aldrig vores børn noget.
En gang om ugen, når jeg havde skåret kødet ud, bar jeg en pose ben over til Sanne og drak høfligt en kop te, mens jeg beundrede billederne af børnebørnene, hun insisterede på at vise frem.
Af alle naboerne var Sanne den eneste, der vidste, at Jonas ikke var min biologiske søn. Og da jeg for mange år siden, første gang vi mødtes, stødte ind i hende nede i gården og hun så Jonas i klapvogn, vendte hun sig blot, mens de andre kvinder sladrede om, at drengen ikke lignede enten mig eller min kone, og sagde:
Hvad rager det jer, hvem barnet ligner? Engang var hans morfar akkurat sådan. Sort hår og blå øjne. En flot fyr! Jeg var næsten lidt lun på ham dengang. To uger eller hvad det nu var. Hvad griner du ad? Man har også været ung engang! Han er en flot dreng, I har fået lad os ikke jinxe det!
Efter det snakkede ingen mere. Senere fortalte jeg Sanne, hvordan Jonas var kommet til os.
Vi havde i årevis drømt om børn, min kone og jeg, men intet lykkedes. Lægerne trak på skuldrene.
Begge raske. Nogle gange sker det bare ikke. Uforenelighed Prøv videre, hvad Gud nu byder.
Gud bød blot ikke, som vi havde ventet.
En dag blev min kusine Kathrine gravid med sin samlever, men han stak af, da han fik beskeden. Kathrine var 15 år ældre end min kone, ikke særlig fornuftspræget, og faldt i dyb depression og skubbede folk fra sig. Barnet skulle hun ikke have, sagde hun. Familien måtte træffe svære valg. Kathrine døde under fødslen, og lille Jonas stod uden nogen forældre i denne verden.
Jeg tøvede ikke.
Hun har passet på mig, da jeg var lille, elskede mig som søster. Hendes barn skal ikke ud til fremmede! Min tante er for gammel og syg. Hvad gør vi?
Jeg så på min kone, men kendte allerede hendes svar. Også derfor havde jeg valgt hende. Vi omfavnede Jonas, fik alt på plads, og da vi vendte hjem, smilede vi bare, når folk spurgte: “Nå, hvordan nåede I det?” og slog det hen.
Kun Sanne slyngede armene om mig og sagde sagte:
Godt, du fortalte det. Fortæl aldrig nogen, han ikke er din. Han ER din, for du besluttede det. Du skal opdrage ham, som du ser bedst. Og lad aldrig tvivlen flytte ind, ellers taber du både ham og dig selv.
Den samtale har jeg aldrig glemt.
Jonas voksede op, fik to yngre søskende: Lille Anders og så Laura. Sanne nikkede blot kort til dem, mens hun holdt øje med sine efterhånden mange hunde.
Med tiden var Jonas begyndt at slås og tale hårdt til andre børn. Søskende slog han aldrig, men de andre Jeg blev ængstelig og spurgte, men han sagde ingenting. Skolepsykologen mente, det gik over.
Jeg var ligeglad. En aften gik jeg hen til Sanne og bankede på.
Du er kommet, sagde hun, og heftede døren op.
Sannes tredje Izabella hendes skaldede tævehund, der nu havde fået hele to generationer af efterkommere, løftede hovedet, men lagde sig til at sove igen.
Vi satte os i køkkenet, spiste tærte og drak te, mens jeg fortalte, hvor bange jeg var for Jonas. Sanne lyttede bare, fyldte min kop og tav. Til sidst sagde hun:
Lad ham tale ud! Spørg ikke, hvad han har gjort, men hvorfor. Fortæl ham, at slå er forkert, men at du gerne vil lytte. Lyt sig intet, før han er færdig!
Og sådan gjorde jeg.
Samme aften satte jeg mig på gulvet ved Jonas seng. Så ham, mit barn, der intet ydre havde til fælles med sine rødhårede søskende, men som alligevel hørte mig til. Han lå uroligt, indtil han mærkede mig, greb fat om min arm og hviskede:
Far? Hvorfor græder du? Undskyld Jeg gør det ikke igen.
Hans mørke øjne var fyldt af smerte. Jeg holdt ham tæt.
Sig mig alt, Jonas. Nu. Hvem har gjort dig ondt?
Så fortalte han. Alt var egentlig indlysende alligevel havde jeg ikke tænkt på det.
De siger, jeg er adopteret. At Anders og Laura er dine, men jeg er fremmed. Jeg ligner jer ikke, så du kan ikke være min far.
Pjat! sagde jeg, tørrede mine tårer og løftede hans hage. Du er MIN. Fra top til tå. Også mors. Ingen skal tage dig fra os og slå aldrig igen på grund af det her. Kloge folk spreder kærlighed, ikke vrede. Husk det.
Så hentede jeg det gamle album. Vi så billeder. En morfar, mørk som natten. En tipoldemor med rødt hår. Stor familie, mange historier. Ingen tvivl om, hvem han hørte til.
Der var ingen grund til at sige mere den nat.
Da Sanne så Jonas næste dag, nikkede hun anerkendende:
Din far kan være stolt af dig, Jonas!
Det korte udsagn var alt, hvad han havde brug for. Sanne uddelte ikke komplimenter bare for sjov.
Livet gik videre, jeg søgte råd hos Sanne, når det kneb. Så kom dagen, hvor jeg bankede på hendes dør, og der blev ikke lukket op. Hundenes tuden lød gennem døren. Ambulancen havde hentet hende, uden hun havde ringet efter sønnen.
Jeg kontaktede hospitalerne, fandt hende og fik nøglerne.
Tak, Emil! Mine små ville ødelægge hele huset uden gåture.
Og mad! De har ikke spist to dage. Hvorfor ringede du ikke?
Ville ikke besvære… troede, det gik over.
Men familie er vel netop til for at kunne bekymre sig? Nu ringer jeg til Mads. Han skal vide, du har det godt, okay?
Du har ret Jeg ville bare ikke være til besvær.
At være til besvær er at sove i loftet, siger mine børn! Nu passer vi hundene, ikke sandt?
Og vi gjorde. Ungerne gik tur med dyrene dagligt, Jonas blev hurtigt venner med dem, og Sanne fik en trofast hjælper.
En dag lykkedes det Jonas at samle en tynd, forkommen britisk kat op i gården. Han fik en pote i ansigtet, men holdt fast.
Du er jo fin, kat. Hvordan er du mon havnet her?
Katten svarede ikke, men brummede lavt og vredt.
De små var begejstrede og fandt på, hvordan jeg bedst kunne forberedes på kattens indtog. Jeg lo, da jeg så deres tegning med kat og det hele. Katten fyldte halvdelen af billedet.
Mener I, at jeg siger ja bare fordi I har tegnet et flot billede? Jeg har aldrig haft kat, hvad gør man?
Far, så går jeg over til Sanne og spørger? Hun ved alt om dyr!
Så ringede det på, og jeg smilte.
Det bliver vist ikke nødvendigt. Gå du og luk op Sanne kommer lige til tiden, kan hjælpe os med dens pote.
Ungerne så på hinanden og hviskede, som jeg selv gjorde tidligere:
Far, må vi beholde den?
Har jeg ikke allerede sagt det? Hvis ingen savner den, må den da bo her. Alle har brug for nogen, der vil elske dem.
Katten blev. Jeg trak på skuldrene, når jeg betalte hos dyrlægen, men vidste, at det var det hele værd, når ungernes øjne lyste. Katten forstod hurtigt, at ingen ville slå den, og knurrede allerede mindre.
Jonas kunne blive lidt fornærmet over, at katten klistrede så meget til mig, men jeg lo:
Katten ved godt, hvem der bestemmer! Godt gættet!
Om aftenen, når alt var stille, og børnene lå puttet, gled en grå skygge forbi mit ben, sneg sig ind på børneværelset og fandt Jonas. Han tog imod den uden at vågne rigtigt, krammede den tæt ind til sig. Katten spandt, dens grønne øjne glimtede mod mig, når jeg kiggede ind.
Sov godt, sagde jeg og strøg både drengehår og kattepels.
Stilheden svarede mig. Jeg smilte, lukkede døren. Ro er lykke. Sådan skal det være, indtil en ny dag begynder.
Da tiden kom, flyttede Sanne til sidst op til sin søn og sine børnebørn. Vi lovede at passe hendes firbenede, til hun kom igen. Da vi sagde farvel, stod vi med tårer i øjnene og sendte hende af sted.
De venter! Vi venter! God rejse, Sanne.
Og hun smilede gennem glædestårer, mens børnene vinkede.
Ingen vil længere kalde hende kvarterets ballademager. Hun havde noget i blikket, som viste, at hun var en god kvinde med et stort hjerte og gode folk omkring sig. Livet havde givet hende modgang, men også glæde.
Flytningen blev svær, men det nye hus rummede både familien og hele “flokken” af sanne hunde. Fra nu af havde hundene deres egen have at holde styr på.
Ugentligt satte hun sig ved barnebarnets computer, fik opsat videoopkald, og vi vinkede og hilste:
Hej, Sanne!
Katten lukkede bare øjnene og stødte sit hovede ind under Jonas hånd.
Når jeg ser alt dette, tænker jeg: Man kan ikke vælge sin familie, men man kan vælge at være familie for nogen. At give omsorg, tro på hinanden, lytte og støtte det er, hvad et hjem bygger på. Måske er det min tid på denne jord værd for man fortryder kun, man ikke gjorde det.
