Forældrekærlighed. Ella sukkede træt, men lykkeligt, da hun satte børnene ind i taxaen. Mille er fire år, David halvandet. De havde haft det fantastisk hos mormor og morfar – med småkager, kram, godnathistorier og “lidt flere glæder end derhjemme”. Ella havde også nydt turen. Forældre, søstre, niecer og nevøer – hjemmet tog imod uden krav eller forklaringer. Mors mad, man ikke kan sige nej til. Juletræet med blinkende lys og rørende, gamle pynteting. Fars taler – lidt lange, men altid fra hjertet. Mors gaver – omsorgsfulde, brugbare og fyldt med kærlighed. Et øjeblik følte Ella sig som et barn igen og ville bare sige: “Mor, far, tak fordi I er der!” Ella og børnene satte sig i taxaen. Turen hjem var rolig, børnene blev hurtigt trætte og sov tæt op ad hinanden på bagsædet – mætte, tilfredse og lykkelige. På hjemvejen bad Ella chaufføren stoppe ved et lille kiosk ved vejen. – Jeg skal bare lige ind et minut. Hente bleer og lidt vand, sagde hun til chaufføren. Efter fem minutter kom Ella tilbage og satte sig ind i bilen… og hendes hjerte sank. Børnene var væk! Chaufføren sad og snakkede afslappet med en fremmed kvinde på forsædet. – Hvad…? sagde Ella langsomt. Kvinden vendte sig brat: – Hvem er du?! Hvad laver du her?! Chaufføren trak på skuldrene: – Aner det ikke! – og til Ella: – Hvem er du? Hvad vil du? – Er I helt skøre?! Hvor er mine børn?! – Din nar! – hvinede kvinden, – har du også børn?! – og begyndte at slå chaufføren med sin taske. – Hvem putter du egentlig ind i bilen?! – råbte nu Ella. – Hvor er mine børn, jeg spørger dig?! De næste tre-fem minutter var der rent kaos i bilen: råb, beskyldninger, viftende arme, universel uretfærdighed. Pludselig bliver døren åbnet… En mand bøjer sig ind og siger roligt: – Undskyld, frøken… dette er ikke din bil. Jeg holdt lidt længere fremme. Verden stod stille. Ella smækkede døren i, sprang ud og løb hen til en identisk lyse bil, der holdt længere fremme. Åbnede døren. På bagsædet sov hendes børn fredeligt. To små engle, der ikke havde flyttet sig. Ella åndede lettet op, som om hun lige var vendt tilbage fra afgrundens rand. Hun satte sig, lukkede døren og mumlede: – Kør… Og så begyndte hun at grine. Rigtigt, nervøst, befriende. Chaufføren grinede også, tørrede tårer væk og var tydeligt glad for, at det hele endte sådan – ikke tragisk, men med en historie for livet. Ella kiggede på sine sovende børn og forstod pludselig en simpel sandhed: I hverdagen er forældre bløde, trætte, smilende, nogle gange distræte. Men når faren lurer nær, vågner løven i dem! Uden tvivl, uden tanke, uden frygt. Kun én følelse – at beskytte! Sådan er kærlighed. Stille, når alt går godt, og uslukkelig, når det gælder ens børn.

Forældrekærlighed.

Solvej åndede træt, men lykkeligt ud, mens hun satte børnene ind i taxaen. Johanne er fire år, lille Eskil er halvandet. De havde haft det fantastisk ovre hos mormor og morfar: småkager, varme kram, eventyr og alle de små glæder, der blev tilladt en smule mere end derhjemme.

Solvej havde også nydt turen fra hjertet. Forældre, søstre, niecer og nevøer hjemmet slår bare aldrig fejl. Der var mammas frikadeller, man umuligt kan sige nej til. Juletræet, der blinkede i hjørnet, pyntet med de der gamle, finurlige julehjerter og glaskugler fulde af hygge. Fars taler, lidt for lange, men altid med hele hjertet. Mors gaver altid betænksomme, ofte hjemmestrikkede, altid lige hvad man kunne bruge.

Et øjeblik følte Solvej sig som et barn igen. Bare lyst til at sige:
“Mor, far, tak fordi I er jer!”

De satte sig ind i taxaen. Turen gennem eftermiddagen var rolig. Børnene var trætte og gled hurtigt ind i søvnen, med hovederne tæt sammen i barnlig fred mætte, glade, trygge.

På vejen hjem bad Solvej chaufføren standse ved et lille supermarked langs vejen.
“Jeg skal bare lige ind et øjeblik. Pampers og en vand, tak,” sagde hun hurtigt.

Fem minutter senere kom hun tilbage ud og satte sig ind i bilen og så frøs hendes hjerte.

Børnene var væk!

Chaufføren sad og pludrede løs med en ung kvinde på forsædet, som Solvej aldrig havde set før.

“Hvad?” fik Solvej sagt langsomt.

Den fremmede kvinde vendte sig skarpt om: “Hvem er du? Hvad laver du her?!”

Chaufføren trak bare på skuldrene: “Kender hende ikke,” sagde han og henvendte sig til Solvej: “Og dig? Hvem er du?”

“Hvad sker der? Hvor er mine børn?!” råbte Solvej.

“Kæft, altså!” hvinede kvinden. “Har du også børn, din nar?!” og begyndte at daske chaufføren med hendes taske.

“Hvorfor tager du fremmede med?!” råbte Solvej også nu. “Hvor ER børnene?!”

De næste par minutter var ren kaos: råben, fingerpegning, taskesving og følelsen af universel uretfærdighed.

Så gik døren pludselig op… En ældre mand lænede sig ind og sagde med stoisk ro:
“Undskyld, men det her er vist ikke din taxa. Din står vist lige lidt længere fremme.”

Pludselig stod alting stille. Solvej smækkede døren hårdt i, kastede sig ud og spurtede hen til en identisk lys taxa, der holdt længere fremme.

Døren svingede op. Og dér på bagsædet sov børnene stadig trygt. To små engle rørte sig ikke engang.

Solvej åndede ud, som havde hun lige vundet over hele verden. Satte sig ind, smækkede døren og mumlede: “Vi kører…”

Og så kom det latteren! Ægte, befriende, vild latter. Chaufføren brød også ud i grin, tørrede tårer væk og var tydeligt lettet over, at det hele blev til en god historie ikke en tragedie.

Solvej sendte børnene endnu et blik og indså pludselig, hvor enkelt det egentlig er: Forældre virker bløde, trætte, drillende og tit distræte til daglig. Men blinker der bare det mindste tegn på fare så vågner løven inde i dem!

Ingen tøven, ingen tanker, ingen frygt. Kun én ting: Beskytte!

Sådan er kærlighed. Stille og rolig, når alt går godt urokkelig, når det gælder vores børn.