Forældre og deres ’støtte’
Selvom du bliver myndig, skal du stadig klare dig selv, Mette. Jeg ved ikke, hvordan dit liv udvikler sig, men det bliver i hvert fald ikke som mit og din fars,“ sagde min mor, Kirsten, med et blik, som om hun gjorde mig en kæmpe tjeneste. Jeg stod der, målløs, og kunne ikke fatte, at det var min egen mor, der sagde sådan. Var jeg virkelig kun velkommen, indtil jeg fyldte 18? Og hvad mente hun med ’som os’? Jeg har allerede besluttet mig for ikke at blive som mine forældre, som tilsyneladende har glemt, hvad det vil sige at være en familie. Men de ord ramte mig så hårdt, at jeg stadig ikke har fået balancen igen.
Jeg er seksten, og jeg har altid vidst, at forholdet til mine forældre ikke var perfekt. Mor og far, Anders, lever deres liv, og jeg lever mit. De er ikke dårlige mennesker, men – hvordan skal man sige det – ikke ligefrem de mest pålidelige. Far skifter mellem job og garagetid med vennerne. Mor er altid optaget af noget, enten på loppemarkedet eller med at sladre med naboerne. Jeg har lært at klare mig selv: laver mad, rydder op, får gode karakterer, så jeg kan komme på universitetet. Men jeg havde aldrig troet, de ville sige direkte, at jeg ikke ville være velkommen efter jeg blev voksen.
Det hele begyndte forleden, da jeg spurgte mor om penge til nye løbesko. Mine gamle var slidt op, og der var snart skolestafet. Hun kiggede på mig, som om jeg tiggede, og sagde: ”Mette, du er stor nok til at tjene dine egne penge. Du får allerede madpenge.” Madpenge? To hundrede kroner om ugen, som knap nok dækker en frokost og busbillet! Jeg prøvede at forklare, at løbesko ikke er en luksus, men hun afbrød: ”Indtil du er myndig, hjælper vi dig – derefter må du klare dig selv. Vi er ikke din personlige bank.” Jeg var lige ved at kvele i min forargelse. Ikke en bank? Så hvad? Forældre, der burde støtte, ikke sætte en udløbsdato på deres omsorg?
Jeg lå på mit værelse og græd halvdelen af natten. Ikke på grund af løbeskoene, men måden, hun sagde det på. Jeg har altid undgået at være til besvær. Aldrig bedt om for meget, aldrig tigget om dyre ting, som mine klassekammerater. Jeg drømmer om at komme på universitetet, finde et job, blive uafhængig. Men jeg troede, jeg havde en familie, der ville være der, selv hvis jeg fejlede. Men nu? Mor sagde det direkte: Efter 18 er jeg på egen hånd. Og det der ’bliv ikke som os’ – mente hun, jeg ville blive lige så uansvarlig? Eller at jeg skulle glemme alt om familie, sådan som de har gjort?
Jeg prøvede at snakke med far, i håb om lidt støtte. Men han trak bare på skuldrene: ”Mette, din mor har ret. Vi forsørger dig, indtil du er voksen – resten er dit eget ansvar.” Mit ansvar? Hvor er deres ansvar for mig? Hvor er deres stolthed, når jeg vinder priser? De spørger ikke engang, hvordan jeg har det, og nu kommer de med det her ultimatum. Det føles, som om de allerede har slettet mig fra familien.
Min veninde hørte på mig og sagde: ”Mette, de er bare bange for at blive en belastning. Bevis, at du er bedre.” Bedre? Jeg gør mit bedste! Jeg læser, hjælper børn med lektier, sparer op til en computer. Men jeg er 16 – jeg kan ikke blive voksen på én dag. Og jeg vil ikke bevise noget for forældre, der ser mig som en byrde. Jeg vil have dem i nærheden, så jeg kan komme til dem, hvis jeg er bange eller har brug for hjælp. I stedet sætter de en udløbsdato på mig.
Nu overvejer jeg, hvad jeg skal gøre. En del af mig vil flytte NU – finde et værelse, få et job, vise dem, at jeg kan klare mig. Men det er urealistisk. Jeg har eksamener, jeg kan ikke bare droppe det hele. Den anden del vil snakke med mor igen, for at få hende til at forstå, hvor ondt det gør. Men hvad nu, hvis hun bare siger ”tag dig nu sammen”? Det værste er, at jeg begynder at tvivle på mig selv. Hvad hvis jeg BLIVER som dem? Hvad hvis jeg ikke kan, og hele mit liv ender ligesom deres – uden nogen at støtte sig til?
Jeg har besluttet, at jeg ikke lader deres ord knuse mig. Jeg vil læse, arbejde, bygge en fremtid. Ikke for deres skyld, men for min egen. Jeg vil ikke blive som mine forældre – ikke fordi de er ’dårlige’, men fordi jeg tror på en familie, der støtter hinanden, ikke stiller betingelser. Når jeg engang får børn, vil jeg aldrig sige: ”Efter 18 må I klare jer selv.” Jeg vil være der for dem, selv hvis de falder, selv hvis de er 40. For familie er ikke en bank med åbningstider.
Lige nu prøver jeg at bearbejde det hele. Jeg købte løbesko for mine egne penge – ikke lige de drømmesko, men de virker. Jeg løber, hører musik og tænker: Jeg klarer den. Ikke for at overbevise mor og far, men for at overbevise mig selv. Men et sted dybt inde gør det stadig ondt. Jeg håber, de en dag indser, hvad de har mistet. Og jeg finder dem, der bliver min sande familie – ikke af blod, men af hjertet.
