Forældre-kærlighed. Ella sukkede træt men lykkeligt, da hun fik børnene på bagsædet af taxaen. Milana er fire, David er halvandet. De havde haft en fantastisk dag hos mormor og morfar: småkager, knus, eventyr og tilladte glæder, “lidt flere end derhjemme”. Ella var også oprigtigt glad for besøget. Forældre, søstre, niecer og nevøer – barndomshjemmet tog imod uden krav eller forklaringer. Mors mad, man aldrig kan sige nej til. Juletræet, med glitrende lys og gamle, rørende sjove pynt. Fars skåltaler – lidt lange, men altid fra hjertet. Mors gaver – omsorgsfulde, nødvendige og med kærlighed. Et øjeblik følte Ella sig som barn igen. Og hun havde bare lyst til at sige: “Mor, far, tak fordi I er til!” Ella satte sig med børnene i taxaen. Køreturen hjem var rolig, børnene blev hurtigt trætte og faldt i søvn tæt op ad hinanden på bagsædet – mætte, glade, lykkelige. På vejen hjem bad Ella chaufføren om at stoppe ved en lille købmand. “Jeg skal bare lige ind et øjeblik. Skal lige købe bleer og vand,” sagde hun. Efter fem minutter kom Ella ud igen, satte sig ind i bilen… og hjertet sank. Børnene var væk! Chaufføren sad og snakkede afslappet med en kvinde på forsædet, som Ella ikke kendte. “HVAD…?” sagde Ella langsomt. Kvinden snurrede rundt: “Hvem er du?! Hvad laver du i min bil?!” Chaufføren trak på skuldrene: “Ved det ikke!” og vendte sig mod Ella: “Hvem er du? Hvad vil du?” “Er I vanvittige?! Hvor er mine børn?!” “Din idiot!” skreg kvinden. “Har du også børn?!” og begyndte at slå chaufføren med tasken. “Sætter du bare hvem som helst ind i bilen?!” råbte Ella. “Hvor er mine børn?!” I tre-fem minutter var der kaos i bilen: råb, forvirring, viftende hænder, verdens uretfærdighed. Så åbnede en mand udenfor døren og sagde roligt: “Undskyld… det her er ikke din taxa. Jeg holdt bare lidt længere henne ad vejen.” Verden stod stille. Ella smækkede døren i og styrtede over til en næsten identisk lyseblå bil foran. Hun rev døren op. Der lå hendes børn trygt på bagsædet og sov videre. Som to små engle, der ikke bemærkede noget. Ella pustede lettet ud, som havde hun været helt ude på kanten og vendte hjem igen. Hun satte sig, lukkede døren og mumlede: “Kør…” Så blev hun ramt af grin. Rigtigt grin – nervøst, befriende. Chaufføren grinede også og tørrede øjnene; tydeligt lettet over, at det hele bare endte i en god historie og ingen tragedie. Ella kiggede på de sovende børn og indså pludselig noget: Forældre kan virke bløde, trætte, smilende, distræte i hverdagen. Men bare faren blinker forbi – så vågner løverne! Uden tøven, uden tvivl, uden frygt. Kun én følelse – beskytte! Sådan er kærligheden. Stilfærdig, når alt er trygt, men uovervindelig, når det handler om børnene.

Forældrekærlighed

Jeg sukkede træt, men lykkeligt, mens jeg spændte ungerne fast på bagsædet i taxaen. Freja er fire, og Emil er halvandet. Vi havde haft nogle fantastiske dage hos mine forældre i Odense med hjemmebagte småkager, varme kram, eventyr og de der små glæder, man får lov til hos bedsteforældrene, som man aldrig ville slippe af sted med derhjemme i København.

Jeg nød virkelig også selv den tur. Mine forældre, mine søstre, nevøer og niecer barndomshjemmet tog altid imod én helt uden spørgsmål. Min mors frikadeller, som ingen kan sige nej til. Juletræet, pyntet med de der gamle glaskugler, som nærmest glimter lidt mere hvert år. Min fars taler, altid lidt for lange, men de kom lige fra hjertet. Min mors gaver altid gennemtænkte, omsorgsfulde og pakket ind med kærlighed.

Lige et øjeblik følte jeg mig som barn igen. Jeg havde bare lyst til at sige:
Mor, far, tusind tak fordi I findes.

Så sad vi der i taxaen igen. Vejen hjem var helt rolig, ungerne blev hurtigt trætte, puttede sig ind til hinanden og faldt i søvn på bagsædet mætte, glade, trygge.

Et stykke før København bad jeg chaufføren holde ind ved en lille kiosk. Jeg skal bare bruge to minutter skal lige have bleer og lidt vand, sagde jeg.

Fem minutter senere kom jeg ud, satte mig ind i bilen og mit hjerte sank helt ned i maven.

Børnene var væk!

Chaufføren sad afslappet og snakkede med en kvinde, jeg aldrig havde set før, på forsædet.

Undskyld, hvad sker der her? sagde jeg langsomt.

Kvinden vendte sig brat om: Hvem er du?! Hvad laver hun her?!

Chaufføren trak på skuldrene: Aner det ikke! Han kiggede på mig: Hvem er du? Hvad vil du?

Er I blevet tossede?! Hvor er mine børn?!

Din nar! skreg kvinden. Har du også børn nu?! Hun begyndte at slå chaufføren med sin taske.

Hvordan kan du bare tage hvem som helst ind i bilen?! råbte jeg. Hvor er mine børn?!

De næste tre eller fem minutter føltes som et sandt kaos råben, beskyldninger, vild gestikuleren og følelsen af den dybeste uretfærdighed.

Pludselig gik en dør op, og en mand lænede sig ind og sagde roligt:
Undskyld men det er ikke din bil, den du skal med holder lige deroppe foran.

Verden stod stille. Jeg smækkede døren hårdt i, sprang ud og løb hen til en identisk lyseblå bil præcis foran.

Åbnede døren.

Der, på bagsædet, lå Freja og Emil og sov fredeligt. To små engle, der ikke engang havde opdaget noget.

Jeg åndede lettet op, som om jeg havde kigget dybt ned i afgrunden og vendt tilbage. Jeg satte mig ind, lukkede døren og sagde til chaufføren: Lad os køre

Og der blev jeg faktisk helt overvældet af latter. Høj, nervøs, lettet. Chaufføren begyndte også at grine og tørrede øjnene han var tydeligvis også glad for, at alt endte sådan uden tragedier, men med en sjov historie for livet.

Jeg så på børnene, der sov, og pludselig gik det op for mig: Forældre er til daglig bløde, trætte, smilende, nogle gange lidt distræte. Men truer faren bare et øjeblik, så vågner løverne!

Uden tvivl, uden tøven og uden frygt. Der er kun én tanke beskyt!

Sådan er kærlighed. Stille, når alt går godt, men uovervindelig når det handler om ens børn.

Jeg forstår nu, hvor dybt det ligger i én og hvor taknemmelig jeg er.