FØR VI GIK AF HENDE
Anders elskede sin kone Freja som ingen anden. Han kunne ikke få nok af hende. Men efter seks år i ægteskab havde de endnu ingen børn. Freja var syv år yngre; han havde giftet sig med hende kort efter, da hun lige var fyldt atten, så han troede, at tiden var på deres side og at børnene ville komme, når han fik rodet i huset.
Anders brugte al sin energi på at bygge et trygt hjem. Først fik han renoveret lejligheden i København, så gik han i gang med en sommerhus på Sjællands Øster, bygning af sauna og så videre. Han købte en masse træer, eksotiske planter og plantede ti forskellige jordbærsorter. På blomsterbedet stod altid chrysanthemum som prikken over iet, for Freja elskede den blomst. Hun sagde ofte til Anders: Hvis du vil være lykkelig hele livet, så dyrk chrysanthemum sådan siger visdommen fra øst. Så Anders samlede nye sorter af blomsten. Hvem ville sige nej til lykken?
I oktober gik chrysanthemum i blomstring, og den blev kaldt efterårsdronningen. De lilla, lyserøde og hvide kugleformede blomster fyldte hele haven. Naboerne stoppede på deres vej for at beundre den. Hvilket lykkeligt par, mumlede de. Alt vokser og trives hos dem.
Anders arbejdede utrætteligt fra morgen til aften. Freja hjalp gladeligt til i hjemmet, for han ønskede ikke, at hun skulle arbejde udenfor. Han var både jaloux og beskyttende; hans motto var: Manden er forsørger, kvinden vogter hjemmets ild. I starten var Freja glad for hans omsorg. Hun lavede udsøgte retter, bagte kager, sylte grøntsager og lavede bærkompot. Når køkkenet var klar, gik hun videre til at hækle moderne trøjer, brodere duge med perler og endda male billeder.
Men med tiden begyndte Freja at tænke på fremtiden. Hvad var al denne indsats til? Hun ønskede blot at have børn ved sin side. Hun forestillede sig, at en dag ville Anders sige: Kære, jeg har forberedt jorden til vores familie. Nu er det op til dig. Hun svarede: Undskyld, Anders, men vi får nok aldrig arvinger. Min søster er også barnløs.
Kærligheden var der, men den blev til en blind gyde. Når han indså, at ingen børn ville komme, vidste han, at han en dag ville søge en ny partner. Freja blev fyldt med triste tanker. Til sidst besluttede hun, at knuden måtte brydes hårdt og smertefuldt, men nødvendigt. Mens Anders stadig var ung, måtte han finde et andet liv, og Freja måtte gøre, hvad hun måtte.
Anders har aldrig kritiseret Freja. Arbejdscollegaerne lagde stik på, at de bør få børn, men han afviste dem med smil: Vi trives fint som to. På kontoret var der også Inge, som var vildt forelsket i ham. Hun gemte sin ubesvarede kærlighed, men turde ikke ødelægge hans ægteskab. Freja vidste også om Inge, men så hende ikke som rival.
En aften kom Anders hjem og fandt ingen Freja. På bordet lå en varm ret og et lille brev. I håndskrift stod: Kære Anders! Undskyld, vi har aldrig kunnet bygge den fulde familie. Lev videre uden mig. Altid din, Freja. Anders blev målløs. Alt, hvad han havde bygget lejligheden, sommerhuset, haven føltes tomt. Han tænkte: Hun er væk for altid. Måske er børn ikke det eneste, vi kan leve af.
Han gik i sig selv, stille og melankolsk. Livet mistede sine farver for ham.
Ti år gik. Anders blev sendt på en hastig forretningsrejse fra København til Århus. Han nåede næsten ikke toget, men sprang ind i vognen i sidste øjeblik. Da han satte sig, så han en kvinde kigge ud af vinduet.
Hej, sagde han.
Kvinden vendte sig om.
Freja? udbrød han, som om han havde fået et chok.
Freja genkendte ham først langsomt. De kastede sig i hinandens arme, som to gamle venner, der endelig fandt hinanden igen. De stod der i stilhed, mens årtier flygtede forbi.
Fortæl, Anders! Hvordan har du det? Børn? spurgte Freja ivrigt.
Ja, vi har to døtre, sagde han tøvende. Inge min kone. Det gik hurtigt.
Freja sagde, at hun også havde en familie en mand og to sønner. Hun forklarede, at hun havde kastet sig ind i ægteskabet som i vandet, for at flygte fra sig selv. Hun havde fundet ro, men også savnet ham. Jeg elsker dig stadig, Anders. Jeg kan ikke glemme dig, sagde hun med en lille smule tårer i øjnene.
Anders svarede: Livet har spredt os. Jeg ville komme til dig, hvis du beder mig. Freja svarede, at hun ikke ville såre sin mand, som hun respekterede højt. Hun nævnte, at hendes mand kaldte hende en gudinde, og at hans kærlighed måske betød mere end romantik.
Natten gik, og toget nærmede sig endestationen. Freja gjorde sig klar, spændt på at møde sin familie igen. Anders så på hende med en blanding af jalousi og respekt, som om han endelig forstod, at kærlighed kan udfolde sig på mange måder.
På stationen sagde Freja farvel med et kys på kinden og gik mod sin mand, der stod med deres to drenge og en stor buket hvide chrysanthemum. Hun vendte sig om, så Anders i øjnene og hviskede: Farvel, min elskede. Anders nikkede forstående, steg ud af vognen og så familien forsvinde ned ad perronen. En stille stemme i ham sagde: Det er sandt, man kan ikke tvinge lykken. Det er tid til at gå videre.
Nej måneder senere fik Freja og hendes mand en lille pige.
Livet lærer os, at kærlighed kan tage mange former, men den største visdom ligger i at acceptere, hvad vi ikke kan ændre, og finde fred i de valg, vi træffer.
