For tre år siden blev jeg skilt fra min mand. Vi havde intet tilfælles udover vores søn, og det over…

For tre år siden blev jeg skilt fra min mand. Vi havde intet til fælles længere, udover vores søn. Det kom ikke bag på mig, da min eksmand allerede en måned efter skilsmissen fandt sig en ny, yngre kvinde. For tre måneder siden blev de gift.
Ærligt talt, betyder det ikke noget for mig længere jeg er for længst kommet videre. Men i går fik jeg en besked fra hans nye kone, og den forvirrede mig virkelig. Hun skrev, at vi burde lade Adam være i fred jeg skulle lade være med at kræve penge fra ham, for nu ville vi alligevel ikke få noget mere.
Min lille dreng, Mikkel, er kun fem år. Jeg var tidligere på barsel, så Adam dækkede alle vores udgifter dengang. Nu arbejder jeg på deltid.
Da vi blev skilt, aftalte vi at sælge vores treværelses lejlighed og købe to mindre: en til Adam og en til mig og Mikkel.
Adam betaler faktisk fornuftige børnepenge hver måned. Men jeg vil gerne kunne betale mine egne regninger, så jeg søger hele tiden nye jobs og går til samtaler i håb om at finde noget på fuld tid. Alle de penge, Adam betaler, bruges på Mikkel: børnehave, fritidsaktiviteter, legetøj, mad. Lidt går også til el og vand.
Mikkel drømmer om at starte til judo, og det betyder selvfølgelig flere udgifter.
Denne sommer sendte min eks ekstra penge med det ønske, at jeg ville tage Mikkel med på ferie. Vi tog til Mols Bjerge. Min søns glæde var uden grænser han sprang rundt og grinede, som jeg sjældent har set.
Jeg er glad for, at Adam trods skilsmissen ikke glemmer sin søn. Hvis jeg havde travlt, lod jeg også ofte Mikkel være sammen med ham. Adam tog ham med i Fields eller på en gåtur rundt om Søerne, eller måske i biografen. Men Mikkel har aldrig besøgt sin fars hjem.
Jeg havde på fornemmelsen, det skyldtes Adams nye kone. Det bekymrede mig ikke før indtil hun sendte mig beskeden.
For nylig var hun endda fræk nok til at ringe til mig. Hun påstod, jeg havde ingen samvittighed, fordi Adam brugte det meste af sin løn på os. Jeg holdt mig ikke tilbage og fortalte Adam alt, og han blev rasende. Han sagde til hende, at hun ikke skulle blande sig i hans forhold til sin søn og slet ikke finansielt.
Alligevel er jeg bekymret for, at hun måske kan overbevise Adam om at skære ned på det, han giver til Mikkel. Og så ville jeg blive nødt til at sige nej til mange af de ting, min søn glæder sig til.
Jeg håber, at Adam stadig har den venlighed, ærlighed og varme i sig, som jeg engang forelskede mig i.