Er det for sent til lykke? Nej. Lige i tide…
Da Mette flyttede til en lille landsby i Jylland, kunne hun slet ikke forestille sig, at det ville blive begyndelsen på et nyt kapitel i hendes liv. Huset havde hun arvet efter en fjern tante – gammelt, med en skæv veranda. Men fra den første dag besluttede Mette sig: hun ville bygge det op igen, starte helt forfra. Hun drømte om et varmt hjem, hvor der klang af latter, duftede af hønsekødssuppe, og hvor der var fred og hygge.
En dag, mens hun arbejdede på at færdiggøre en tilbygning, så hun en kvinde gå fra busstoppestedet. Hun var høj, slank og med en bestemt elegant udstråling. „Der er en kvinde…“ tænkte Mette. Det var Lene, naboen.
Senere mødtes de tilfældigt ved den lokale købmand.
„Jeg har hørt, du er Mette? Jeg hedder Lene,“ sagde hun og rakte hånden frem.
Sådan begyndte deres bekendtskab. Lene charmerede Mette hurtigt – hun var klog, venlig og rolig. Først talte de som naboer, men så kom de tættere på hinanden, indtil Mette en dag indrømmede over for sig selv: hun var forelsket.
Lene var tre år ældre. På det tidspunkt var hun otteoghalvtreds. Hun havde levet et hårdt liv – arbejdet, opdraget sin søn alene, fordi faren ikke havde været der. Sønnen var voksen nu, studerede og boede med sin familie i en anden landsdel. Han havde en datter på fem år, men de kom kun sjældent på besøg…
Lene sad ofte ved vinduet og mindedes sin barndom. Hendes familie var stor – seks børn, forældrene og bedstemor. Huset var lille, penge var der næsten ingen af. Legetøj havde de heller ikke. Bedstemoren kogte, vaskede og passede de små, mens mor og far arbejdede på markerne.
Faren var tømrer, bragte penge hjem, men kom også tit beruset. Moren skændtes med ham, men han gjorde ikke børnene noget. Da Mette gik i tredje klasse, døde faren pludselig. Kort efter fulgte bedstemoren. Moren blev alene med seks børn.
Fra den dag var Mettes barndom forbi. Hun blev en lille mor for de yngre, kogte, vaskede og gjorde rent, mens hun glemte om lege og veninder. Da hun i skolen faldt fra et ladehus og skadede sin arm, kunne lægerne ikke helt helbrede den. Siden da virkede hendes venstre arm dårligt. Arbejdet blev sværere, men hun klagede aldrig.
På efterskolen, hvor Mette gik efter ottende klasse, forandrede hun sig fuldstændig. For første gang blev hun rost, hun fik veninder, følte sig værdsat. Især elskede hun at sy – hun arbejdede med kun én hånd, men det blev altid pænt og smukt. Lærerne troede ikke deres øjne, medstuderende beundrede hende. To gange om året kom hun hjem med hjemmelavede gaver til familien.
På andet år forelskede Mette sig i Søren. Han var opmærksom og munter. Mette forestillede sig allerede, at hun en dag ville giftes med ham… Men da hun fortalte sin mor om ham, svarede hun koldt:
„Hvad skal du med en fremtid? Din arm er ødelagt. Du ender alene.“
Morens ord ramte hårdt. Langsomt trak Søren sig væk. Efter endt uddannelse fik Mette arbejde, men firmaet lukkede kort efter. Hun måtte vende tilbage til landsbyen. Og dér begyndte hendes egentlige liv.
Naboen var Anders – en enkemand fra en anden landsby. Høj, stærk, med blide øjne. Han begyndte at gøre kur til Mette, ihærdigt men diskret. Aldrig nævnte han hendes arm, aldrig så han på hende med medlidenhed.
Et år senere friede han til hende. Hun græd af lykke – kunne ikke tro, det var muligt. At nogen kunne elske hende, bare for hendes skyld.
Siden da er der gået mange år. De har bygget et hyggeligt hjem, opdraget en søn, gennemlevet både gode og svære tider. Nu står Mette ofte om aftenen og koger hønsekødssuppe, mens hun venter på, at Anders kommer hjem fra marken.
Den aften trådte han ind ad hækken, træt men smilende:
„Det var det, så er høst færdig. Nu kan vi leve for os selv.“
Mette glattede bare kluden på komfuret og svarede stille:
„Jeg har altid levet for dig…“
