Kære dagbog
I dag oplevede jeg noget, der stadig sidder i mig. Jeg stødte tilfældigt på Sidsel, som gik langs Søerne i København med sin halvandet år gamle datter, lille Astrid. Hun virkede helt opslugt af sine egne tanker og lagde slet ikke mærke til omgivelserne. Hvis ikke jeg havde råbt hendes navn, var hun bare gået lige forbi mig. Hun lyste op i et kort øjeblik, da hun så mig, men så slukkedes det smil hurtigt, og hun virkede fjern igen.
Jeg spurgte hende forsigtigt, hvad der gik hende på, og så fortalte hun mig hele historien om alt det, hun gik igennem derhjemme. Hun og hendes mand, Rasmus, havde giftet sig af kærlighed. Forlovelsestiden havde været vidunderlig, fyldt med romantiske middage og hjertevarme øjeblikke på små caféer på Nørrebro. Efter brylluppet bar han hende over tærsklen til deres lille lejlighed, de søgte begge at skabe ro og nærvær i hverdagen, også selvom deres veje undertiden gled fra hinanden.
Men da Astrid kom til verden, ændrede alting sig. Rasmus fandt ud af, hvad det virkelig betød at blive far og det viste sig, at han ikke brød sig synderligt om det. Han arbejdede hjemmefra, og det var ikke let for ham med en lille pige, der græd og krævede opmærksomhed hele tiden. Oftest var det Sidsel, der stod for alt med Astrid bleer, mad, trøst, søvn men selv han fik en gang imellem nok og skældte ud.
Situationen forværredes, fordi Sidsel stadig var på barsel og de klarede sig for én indkomst. Med færre penge på kontoen begyndte Rasmus at udnytte situationen og lagde flere og flere af pligterne over på hende. Efter noget tid foreslog han, at Sidsel skulle tilbage på kontoret, selvom Astrid var så lille. Hun måtte overlade pasningen til en af bedsteforældrene.
Han troede ikke på hendes argument om, at det ikke var alle ældre, der kunne passe sådan en livlig tumling. Det hele handlede tilsidst kun om økonomi og husholdningsbudget. Han overvejede alle alternativer vuggestue på fuld tid, dagpleje bare for at slippe for at tage sig af Astrid selv. Samtidig stoppede han med at give Sidsel kontanter til dagligvarer og begyndte selv at handle ind. Han mente, hun brugte for mange penge på unødvendige ting, og tog kontrol over husholdningsbudgettet ned til mindste øre.
Det blev for tungt for Sidsel derhjemme, så hun begyndte at tage Astrid med ud i byens parker, på legepladsen ved Frederiksberg Have og en sjælden tur på cafe, bare for at slippe væk fra lejligheden og Rasmus.
Hun spurgte mig stille, hvad hun mon burde gøre. Jeg kunne ikke finde et råd, der ville løse hendes dilemma. Skulle hun gå fra ham? Det ville hun ikke, for inderst inde elskede hun Rasmus, trods alt. Hun var så knyttet til ham, og hun ønskede, at Astrid skulle vokse op med begge sine forældre. Desuden var hun træt af hele tiden at høre, at hun ikke bidrog med penge, som om det var hendes skyld.
Da vi skiltes, sagde jeg bare de sædvanlige ting, vi alle siger i sådanne situationer vær stærk, det skal nok gå, og tingene løser sig. Jeg håber virkelig, at det gør det af hele mit hjerte.
