Han fandt den om hjørnet af en gammel københavnsk baggård. Den krøb mellem skraldespande på jagt efter mad. Der mødte han den lille grå killing.
Den lille tumling kravlede over brostenene og skreg hjerteskærende. En stor, snavset og mager rød hund eller var den grå? Støvet lagde sig så tæt på hans pels, at det var umuligt at afgøre hans rigtige farve. Han standsede, og killingen
Killingen så ham, gav et lille pip og kravlede hen mod ham. Hunden knurrede, men killingen var ikke bange.
“Hvad fanden,” tænkte hunden, “lige det, der manglede. Hej, hej! Din mor kommer snart. Hold dig væk!”
Han prøvede at skubbe den vedholdende lille én væk med labben, men killingen lagde ikke mærke til det. Den trykkede sig ind mod den store, snavsede hundelab og greb fat med sine små poter og kløer. Så blev den stille.
“Fint,” tænkte hunden, “jeg venter, til hans mor kommer, og så løber jeg min vej.”
Den lille fætter satte sig til rette og faldt i søvn. Han følte sig tryg og rolig. Og den store hund af uvis farve lagde sig også og ventede.
De ventede længe. Meget længe. Faktisk kom moren katten aldrig.
Dagen gik, aftenen faldt på, og hun hun kom ikke. Natten kom, og hunden forstod det. Der var ingen mening i at vente længere. Noget slemt var sket med hende.
Killingen vågnede og stødte sin snude mod hundens mave. Den var sulten.
“Endnu et problem,” tænkte hunden. “Hvad gør man så? Jeg kan da ikke efterlade den her at sulte?”
Nå ja
Han ville bære den hen til skraldespandene ved restauranten. Der smed de alt muligt lækkert ud, og i den store container var der et hul i siden. Der plejede han at snuse efter mad.
“Jeg fodrer den og lader den blive der. Jeg kan da ikke rende rundt med den?”
Han greb killingen i nakken med tænderne, rejste sig og gik. Det var ikke langt. Han lagde killingen i buskene, så den ikke kravlede væk, mens han rodede i affaldet.
Hunden rykkede nervøst og lyttede hele tiden til killingens bekymrede pip. Den lille grå fætter ledte efter ham. Den kaldte på sin mor.
“Åh, for søren,” bandede hunden indvendigt. “Hvilken mor?”
Han fandt nogle åbne yoghurtbakker, der ikke var spist. Da han kom tilbage, begyndte han at samle den søde, kalorierige masse på tungen men spiste den ikke. I stedet smurte han den på killingens snude, og den den slikkede den af og spindede.
“Perfekt. Sådan skal det være.”
Hunden blev glad.
“Nu har den spist.”
Derefter kravlede killingen op på hundens varme side, greb fat i hans snavsede pels med kløerne og faldt i søvn.
“Godt,” tænkte hunden. “Sådan skal det være. Jeg venter til morgen. Fodrer den, og så så går jeg.”
Om natten vågnede killingen og klynkede. Den græd, og hunden slikkede den for at berolige den.
Først mod morgen faldt den i søvn. Da hunden vågnede, mødte han killingens små grå øjne. Den stødte sin snude mod hans våde hundenos og mjaved.
“Mor.”
Og pludselig forstod hunden det. Han ville ikke gå nogen steder. Han kunne ikke efterlade den lille.
Sådan fortsatte det.
Han fandt noget blødt eller tyggede maden for sin katteunge, og den
Den spiste og klynkede sig ind til ham. Den krammede sin hundemor, legede med hendes hale og sov på hende. Og hunden følte sig på en mærkelig måde godt tilpas. Rolig. Som om
Som om hun havde fundet et hjem. En familie.
De spiste sammen, sov sammen. Resten af tiden legede hunden med killingen og fik den til at løbe og hoppe.
“Nu har jeg chancen for at lære den alt om at overleve.”
Over sommeren voksede killingen, mens hunden
Hunden blev endnu tyndere. Men så kom efteråret. Og de uendelige regnskyl. Det blev sværere at finde varme, tørre steder at ligge.
Nogle gange holdt hunden sin lille én tæt ind til sig og skjulte den for kulden og vandet. Hun rystede af kulde, men slikkede sin killing. Det vigtigste var at holde den varm og mæt.
Hunden forkølede sig og hostede, nøs. Vand løb fra hendes næse og øjne, og killingen så bekymret på hende og spurgte:
“Mor, mor, hvad er der? Er du syg?”
“Nej, nej, lille skat,” svarede hunden. “Bare rolig. Alt er godt. Kom tæt på, så varmer jeg dig.”
Og netop på grund af tårerne, der gjorde hendes øjne slørede, og forkølelsen, så hun ikke
Regnen faldt, og som om det ikke var nok, var der ingenting at spise på denne losseplads. De måtte videre til den næste.
Som altid tog hun killingen i nakken med tænderne og bar den.
Vand strømmede ned ad fortovet og vejen, og fra himlen fra den grå efterårs
