For min mor er pasningen af hendes børnebarn noget umuligt.
Alle mine venner har mødre, der let kan tage sig af deres børn. For min mor er pasningen af hendes barnebarn et umuligt opgave. Hun gentager altid det samme: Det er dit barn, jeg har opdraget mit eget. Min datter, Freja, er fem år og går i børnehave på Østerbro. For to år siden gik jeg på barsel, men da den sluttede, måtte jeg tilbage på arbejdet som folkeskolelærer i 1.2. klassetrin, så jeg sjældent kan fri. I sådanne øjeblikke ville det være dejligt, hvis min mor kunne træde ind.
Jeg har masser af fritid, især om vinteren, når jeg ikke har sommerhus i Skagen. Mor sidder hjemme hele dagen, kun afbrudt af tvprogrammer og telefonopkald til sine venner i Hvidovre. Der er ingen andre aktiviteter, hun kan kaste sig over. I sidste uge var vi hos øjenlægen og fandt ud af, at Maja har synsproblemer. Jeg ringede til min mor og sagde, at vi måtte bringe Maja i ti dage på klinikken på Amager. Vi henter hende fra børnehaven kl. 13 og kører hende derhen om morgenen. Alt ligger tæt børnehave, klinik, mors hus.
Mit barn er velopdraget, og min mor ved det. Hun er ikke gnaven, hun larmer ikke, laver ingen bøvl, spiser hvad vi giver hende. Alligevel bærer hun på en stærk modvilje mod situationen. En dag havde jeg brug for min mors hjælp, fordi både min mand Jens og jeg skulle på arbejde.
Det ville have været skønt, hvis min mor kunne komme og hjælpe i et par dage, men hun er simpelthen ude af stand. Heldigvis har vi familie i nærheden, der kan træde til. Min bedstemor, Else, bor ved siden af, og hun har i den seneste tid ikke så meget at lave, så hun kunne passe barnet mens vi er på kontoret. Det koster os intet ekstra, for hun er kun en gåtur væk, og det ville virkelig lette presset på mig og Jens.
Siden min mor gik på pension, støtter jeg hende økonomisk. Jeg betaler hendes husleje fuldt ud to gange om måneden, omkring 7.000 kr. hver gang. Når Jens og jeg skal i supermarkedet, tager vi mor med, og hun betaler selv for alt. Til alle højtider giver jeg hende dyre og fine gaver, f.eks. en lædertaske fra Strøget eller en smuk ur fra Tivoli. Mor tager al denne hjælp for givet. Hun går ud fra, at det er min pligt at bringe mad, betale regninger og sørge for hendes velvære, fordi jeg er hendes datter. Men jeg forstår ikke det! Mit barn er mit eget ansvar, ikke noget jeg skal holde som en byrde.
Det virker som om, bedstemorer ikke er forpligtede til at hjælpe deres egne børn, men de gør det alligevel. Er det rigtigt? Det gør ondt jeg anstrenger mig så meget for min mor, og hun værdsætter det ikke.
