Alle mine venner har mødre, der uden problemer kan tage sig af deres børnebørn. For min mor, derimod, er det nærmest umuligt at passe sit barnebarn. Hun gentager konstant det er dit barn, jeg har allerede opdraget mit. Min datter hedder Alberte, hun er fem år gammel og går i børnehave. For to år siden, efter min barsel, var jeg nødt til at vende tilbage til mit arbejde jeg underviser de små klasser i folkeskolen, så det er desværre sjældent muligt bare at tage fri. I de situationer kunne det være en kæmpe hjælp, hvis min mor kunne træde til.
Jeg har ellers meget fritid, især om vinteren når vi ikke er i sommerhus. Min mor går derhjemme det meste af dagen, ser TV eller taler i telefon med sine veninder. Hun har ikke rigtig nogen andre gøremål. I sidste uge fandt jeg ud af hos øjenlægen, at Alberte har synsproblemer. Jeg ringede til min mor og forklarede, at Alberte skal på klinik i ti dage. Vi henter hende fra børnehaven omkring klokken tretten og skal aflevere hende om morgenen. Det hele ligger tæt på hinanden børnehaven, klinikken og min mors lejlighed.
Min datter er artig, og det ved min mor også. Hun er hverken vanskelig, larmende eller roder, og hun spiser uden brok hvad hun får serveret. Selv med det, virker det som om min mor har meget lidt lyst til at tage sig af hende. Forleden havde jeg og min mand begge brug for at tage på arbejde, og vi havde virkelig brug for hjælp.
Det ville være helt fantastisk, hvis min mor gad hjælpe et par dage, men det kan hun ikke. Heldigvis bor min mormor lige ved siden af, og det virker ikke som om hun har meget at tage sig til for tiden, så det lå lige for at spørge hende om at være med Alberte imens.
Det ville ikke koste os ekstra, fordi hun bor tæt på, og det ville gøre vores hverdag som familie langt mere overskuelig. Siden min mor gik på pension, hjælper jeg hende økonomisk. Jeg sender penge til hende hver måned, og jeg betaler hele hendes husleje to gange hver måned. Når vi tager ud og handler, kommer hun med, men det ender altid med, at hun selv betaler for sine varer. Til jul og fødselsdage giver jeg hende altid flotte, dyre gaver. Min mor tager alt dette for givet. Hun regner simpelthen med, at fordi jeg er hendes datter, er det min pligt at sørge for hende og betale alle hendes udgifter. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan hun kan tænke sådan. Mit barn er åbenbart kun mit ansvar, ikke noget hun har lyst til eller føler et ansvar for.
Det føles som om, at bedsteforældre i dag ikke mener, de har nogen forpligtelse overfor deres børnebørn, men alligevel hjælper rigtigt mange. Er det egentlig fair? Jeg bliver oprigtigt ked af det jeg slider i det for at hjælpe min mor, men hun virker ligeglad
I dag har jeg lært, at forventninger til familie kan være meget forskellige, og at taknemmelighed ikke altid kommer fra dem, man håber på.
