Alle mine veninder har mødre, der uden problemer kan tage sig af deres børnebørn. Men for min egen mor er det nærmest umuligt at passe sit barnebarn. Hun gentager det samme hver gang det er dit barn, jeg har opdraget mit. Min datter, som hedder Alberte, er fem år gammel og går i børnehave. For to år siden, efter min barsel, var jeg nødt til at starte på arbejde igen; jeg er pædagog for de små klasser og kan desværre ikke bare tage fri, når det passer mig. Derfor kunne det virkelig være en kæmpe hjælp at have min mor tæt på.
Sandheden er, at hun har masser af fritid især om vinteren, hvor vi slet ikke har sommerhus, og dagene bare flyder sammen for hende. Hun sidder stort set hjemme og ser tv eller snakker i telefon med sine veninder, men laver ellers ikke rigtig noget. Sidste uge var jeg med Alberte til øjenlægen, hvor vi fandt ud af, at hun har problemer med synet. Jeg ringede til min mor og forklarede, at vi var nødt til at tage Alberte med på klinikken hver dag i ti dage. Vi henter hende fra børnehaven klokken ét, og hun skal være på klinikken hver morgen. Det hele ligger tæt på hinanden børnehaven, klinikken og min mors lejlighed.
Alberte er virkelig nem at have med at gøre, og det ved min mor godt. Hun klager ikke, larmer ikke, sviner ikke og spiser, hvad hun får. Og alligevel er det, som om min mor bare ikke bryder sig om at være sammen med hende. Forleden havde jeg virkelig brug for hjælp fra min mor, da både min mand og jeg skulle på arbejde.
Det havde været fantastisk, hvis min mor kunne træde til et par dage, men det kan hun selvfølgelig ikke. Heldigvis har vi familie tæt på, som kan hjælpe, når det brænder på. Min mormor bor faktisk lige ved siden af og laver aldrig det store, så det ville give god mening, hvis hun passede Alberte, mens vi var afsted på arbejde. Det ville hverken koste tid eller penge, og min mand og jeg kunne slappe lidt mere af.
Siden min mor gik på pension, hjælper jeg hende også økonomisk. Jeg giver hende penge tit og betaler hendes lejlighed ikke bare én gang om måneden, men to. Når vi handler, tager vi hende med, og hun betaler altid for sig selv. Til jul og fødselsdag får hun flotte og dyre gaver. Men for hende er det nærmest bare blevet normalt hun tager det som en selvfølge, at jeg som hendes datter skal komme med mad og betale hendes husleje. Men jeg forstår det faktisk ikke! For mig virker det, som om ansvaret for mit barn ene og alene er mit problem, og det er bare ikke noget, min mor skal forholde sig til.
For mig føles det bare, som om bedsteforældre slet ikke har nogen forpligtelse til at hjælpe og alligevel gør de det mange steder. Synes du, det er fair? Jeg bliver virkelig ked af det, for jeg gør så meget for min mor, men det føles, som om hun slet ikke værdsætter det.
