Det var for længe siden. Jeg havde en rød kat. Smuk, en livsnyder og lidt af en spasmager. Utroligt kærlig og god lille fyr. Hvad han blev kaldt, vil jeg ikke sige. For jeg kaldte ham Solskin. Og det passede både som navn, og i karakter, og som lyset i mit vindue.
Han kom altid hen til mig af sig selv, bad mig nusse ham og snakke med ham. I de få timer, hvor jeg kom hjem, var han min eneste trøst.
På det tidspunkt arbejdede jeg på to jobs og var sjældent hjemme, hvilket i øvrigt ikke generede nogen eller bekymrede nogen. Mit familieliv var ikke så vellykket dengang.
Så han erstattede alt det, der kunne erstattes. Kærlighed, varme og opmærksomhed fik jeg netop fra mit Solskin.
Han lyttede til dette navn.
Men en våd efterårsdag blev han syg. Han blev syg og begyndte at hoste. Og jeg tog ham ikke til dyrlægen. Jeg troede, det ville gå over af sig selv. Jeg tænkte hele tiden, at det kunne vente til imorgen. Bare jeg får hvilet lidt, så finder jeg tid. Jeg var sikker på, at jeg kunne nå det, og at han ville få det godt igen.
Men Solskin kom hen til mig i de sjældne stunder, og klistrede sig til mig, mens han så mig i øjnene.
Og efter et par måneder døde han. Tavst gik han til den lyse eng. Under en af mine hjemkomster. Faldt bare pludseligt i søvn i mine arme og vågnede aldrig igen…
Femten år er gået siden da. Femten lange år. Og katte har jeg haft og har stadig. Og jeg har elsket dem alle og elsker dem.
Men sommetider. Ja, hvad sommetider. Så ofte i drømme kommer mit Solskin til mig og kigger mig dybt i øjnene. Og jeg forsøger at forklare og undskylde. Men jeg kan ikke finde ordene. Alle ord virker forkerte, og det jeg siger bliver aldrig det rigtige.
Og hver gang jeg tænker på det, bliver det så smertefuldt og synd, og det strammer indeni, som om det skete i går.
Jeg ville give alt for at kunne gå tilbage i tiden og tage mit Solskin til dyrlægen. For at han kunne redde ham.
Jeg kan ikke tilgive mig selv. Ingen kan bebrejde mig mere end jeg selv kan. Jeg føler stadig, at han kunne have levet.
Og jeg ved, at det vil jeg bære med mig til slutningen, og på min sidste dag vil jeg igen sørge over, at jeg ikke reddede mit eneste Solskin.
Lad være med at fortryde…
Må Gud forbyde, at du fortryder noget.
Intet, absolut intet for dine firbenede solstråler. Hverken kærlighed, tid, penge eller opmærksomhed. Og hvis du er nødt til at lægge alle dine gøremål til side. Selv de allervigtigste.
Så gør det! Gør det straks!
Så du ikke skal plaske i selvbebrejdelse resten af livet og ikke bønfalde om tilgivelse i de mørke nætter foran de øjne….
