Kærlighedens skyld
“Undskyld, frøken, kan du fortælle mig, hvor Sønderbro er? Jeg har gået i ring, og ingen ved det.”
Foran Ida stod en flot fyr med en stor sort taske over skulderen.
“Er det din måde at tage kontakt på?” spurgte hun.
“Jeg hedder Mads. Og du?”
“Anna,” lo Ida og gik videre, men fyren indhentede hende.
“Jeg leder virkelig efter gaden. Min ven inviterede mig til en bryllupsfest, men jeg kender slet ikke byen.”
Ida lagde først nu mærke til, at han havde en skjorte i tern, løse bukser – ikke de slimfit-modeller, der er populære nu – og en rejsetaske. Han var tydeligvis ikke herfra.
“Gå længere ned ad gaden og drej til højre ved lyskrydset. Så er du på Sønderbro,” sagde hun, blødgjort af hans ærlighed.
“Tak.” Mads smilede bredt, og hans ansigt lyste op. “Så hvad hedder du egentlig?”
“Hvad med dig?”
“Min mor elsker H.C. Andersen, så hun gav mig navnet Mads. Kunne være værre, ikke?” Han lo af sin egen vittighed.
Ida havde aldrig hørt en fyr grine så smukt, så oprigtigt.
“Jeg ved ikke, om min mor læser eventyr, men hun gav mig navnet Ida.” Ida smilede også.
“Vil du komme med mig til brylluppet i morgen? Min ven bliver gift, og jeg kender ingen her.” Han så håbefuldt på hende.
Hun blev forvirret. Han virkede så ærlig og rar.
“Undskyld, jeg har en eksamen i morgen. Jeg skal læse.” Hun prøvede igen at gå.
“Giv mig dit telefonnummer, så går jeg. Hvordan skal jeg ellers fortælle dig, hvornår festen starter?”
“Har jeg sagt, jeg vil med?” spurgte Ida forbløffet.
“Nej, men… Er du studerende? Lad mig gætte…” Mads lod som om han tænkte. “Du vil blive læge.”
“Ja. Hvordan vidste du det?” sagde Ida forbløffet.
“Min mor siger, de mest omsorgsfulde mennesker er lærere og læger. Jeg går ikke, før du giver mig dit nummer. Jeg følger efter dig for at finde ud af, hvor du bor. I morgen står jeg midt i gården og råber dit navn.”
Ida gav modstræbende nummeret.
“Jeg ringer!” råbte han efter hende.
Moderen havde altid ønsket, at Mads skulle studere efter gymnasiet. Men han opnåede ikke nok point til en gratis plads, og der var ikke penge til en betalingsplads. Mads foretrak boldspil fremfor bøger.
Han og hans mor boede alene i en lille by med én skole, hvor hun underviste i dansk. Hospitalet var også småt – alvorlige tilfælde blev sendt til Aarhus.
Mads fik arbejde i et værksted. Værnepligten og studier kunne komme senere. Piger syntes godt om ham, men ingen havde rørt ved hans hjerte. Hans far døde i en brand. Han var bygningsarbejder og havde bygget et stort, smukt hus til familien.
En aften så han røg stige fra et træhus. Det var en tør sommer, og brande var ikke ualmindelige. En kvinde løb hen til ham og bad om hjælp. Hendes søn var inde i huset…
Flammene slikkede allerede vinduerne. Døren var låset udefra. Faren knuste et vindue og forsvandt ind. Han fandt drengen, men selv nåede ikke ud.
Kvindens mand var kommet hjem beruset, låst døren og faldt i søvn med en cigaret…
Næste dag ringede Mads til Ida. Han spurgte, om hun bestod eksamen, og mindede hende om brylluppet.
Det var lørdag, ingen lektier, så Ida sagde ja. Majsolskin ramte træerne, og hvide blomster faldt som sne. Da Mads så hende, standsede han i beundring.
Efter brylluppet gik de hjem sammen, talte og kyssede ved opgangen.
“Jeg tager hjem i morgen. Besøg mig. Det er smukt hos os. Fra kirketårnet er udsigten fantastisk. Vi har vores eget hus – min far byggede det. En å deler byen.”
Da faren levede, fiskede de sammen. Tidlig morgen, dug på græsset, stilhed. De fangede abborer, brasen, én gang en stor gedde. “Sådan én!” Mads holdt hænderne langt fra hinanden. “Eller… lidt mindre.”
Hos hæren drømte han om byen hver nat…
“Hvorfor læste du ikke fjernstudium?” spurgte Ida.
“Mor mente, uddannelsen skulle være fuldtid. Men jeg tror, hun ville have mig væk. Der er få jobs derhjemme. Kom efter eksamen. To timer i bus, og du er i paradis.”
De talte til morgen, men Mads så hun frøs.
I bussen næste morgen skrev han, han savnede hende. Ida læste det ved morgenmaden og smilede.
“Var det drengen fra i går?” spurgte moderen.
“Så du os?”
“Selvfølgelig. Hvem er han? Studerende?”
“Ja, ingeniør,” løj Ida.
Hun vidste, moderen ville have det bedste til sin datter. En mekaniker fra en lille by? Nej tak.
Fra den dag talte de i telefon og Skype til langt ud på natten. En weekend besøgte Mads hende. Han måtte tage den sidste bus hjem.
“Du lovede at besøge mig. Jeg venter,” sagde han ved afskeden.
Efter eksamen fortalte Ida sine forældre, hun ville besøge en veninde.
“Har du en veninde udenbys?” spurgte moderen.
“Nu har jeg. Der er flot, en å, fiskeri.”
“Ah, du skal fiske?” moren hånede. “Overraskende.”
“Lad hende være. Hun er voksen,” sagde faren. “Jeg kunne selv tænke mig en fisketur.”
Ida rejste næste morgen.
“Det er ikke veninden, vel?” spurgte faren i bilen.
“Lad være med at fortælle mor. Bare rolig, jeg laver ikke ballade.”
“Jeg håber, du ved, hvad du gør. Ring.”
Mads hentede hende. Hendes lille hånd forsvandt i hans, da de gik hjem. Byen var smuk. Ida var nervøs for mødet med hans mor.
Hun forventede et enkelt hus, men Mads viste hende et to-etages hjem. Faren havde bygget for fremtiden.
Ida fik et hyggeligt værelse. Moderen viste hende rundt. Varmt vand, brusebad, gas – men også en brændeovn. Lige i øjet hang et foto af faren. Mads lignede ham tydeligt.
De gik lange ture. Om natten lyttede Ida til husets lyde, som om det savnede sin ejermand.
Mads tog tre fridage for at være med hende. Chefen ville ikke give mere – en mekaniker havde brækket armen.
En dag reparerede han hurtigt en bil og ringede til ejeren.
“Kan du levere den? Min kone er gravid.”
“Selvfølgelig.”
Mads kørte overMads og Ida blev gift det følgende år, og sammen fandt de lykken i en lille by, hvor kærlighed og mod holdt evigliv.
