For fire år siden læste min kæreste og jeg på universitetet i Roskilde. En aften, omkring halv elleve, besluttede vi os for at besøge en veninde og spise middag hos hende. Hendes hus lå kun en gade væk fra min kærestes lejlighed, så vi valgte at gå. Alt var normalt – vi snakkede og gik i et roligt tempo. For at nå frem skulle vi dreje til venstre ved et hjørne.
Lige inden vi nåede frem, hviskede min kæreste pludselig og spurgte, hvad det var, der kom langt borte. Jeg kiggede sidelæns og så omkring to gader væk en skygge, der bevægede sig mod os. Den var høj, meget kraftig og gik sidelæns med en pukkelrygget holdning. Selvom gaden var mørk, kunne vi tydeligt se, at den bevægede sig hurtigt, som om den prøvede at indhente os.
Det virkede mærkeligt, men vi tænkte, det måske bare var en lokal borger eller en hjemløs. Vi fortsatte og drejede om hjørnet. Da vi kun var et par huse fra vores venindes dør, klemte min kæreste hårdt om min hånd og hviskede skrækslagen, om jeg også så, hvad der fulgte efter os. Jeg vendte mig hurtigt – og dér stod den samme skabning, lige ved hjørnet, hvor vi lige havde været.
Det var umuligt. Den havde været langt bag os få sekunder før. Frygten greb os, især da den begyndte at gå igen – hurtigt, næsten anstrengt, men stadig tættere på.
Vi løb uden at tænke og nåede frem til vores venindes hus. Vi hamrede på døren i panik, og hun åbnede straks. Vi styrtede indenfor uden et ord. Hun lagde straks mærke til, at vi var hvide i hovedet og hyperventilerede. Hendes lille hund, Mille, begyndte at gø hysterisk mod gaden, som om der var noget eller nogen derude.
Da hun så, hvor ulykkelige vi var, troede veninden først, vi var blevet overfaldet. Da vi endelig fik samlet os nok, fortalte vi hende, hvad der var sket. Hun og hendes forældre gik ud for at kigge, men der var ingen. Gaden var helt tom.
Den nat besluttede vi os for ikke at gå hjem. Vi blev hos vores veninde, mens frygten hamrede i vores bryst. Den dag i dag ved vi stadig ikke, hvad det var, der fulgte efter os. Men vi er enige om én ting: Hvad det end var, så var det ikke menneskeligt.
