For en uge siden fandt jeg ud af noget, jeg aldrig ville have forestillet mig. Jeg gik en tur gennem midtbyen i Odense, da jeg helt tilfældigt stødte ind i en gammel klassekammerat, som jeg ikke havde set i årevis. Vi hilste, faldt i snak, opdaterede hinanden lidt på livet, og midt i samtalen nævnte hun, at hun nu arbejder som sygeplejerske på plejehjemmet ude i Skibhuskvarteret. Jeg sagde, hvor dejligt det måtte være sikkert hårdt, men virkelig meningsfuldt arbejde. Og netop der sagde hun stille:
Ja, og der ser jeg faktisk din mor hver sidste fredag i måneden.
Jeg stivnede nærmest. Jeg spurgte, hvordan det kunne være hvad laver min mor dog derude? Og hun svarede, som om det var det mest almindelige i verden:
Vidste du det ikke? Hun kommer altid forbi med lidt lækkert til beboerne. Hver eneste måned, uden undtagelse. Det er sådan en smuk gestus.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg blev næsten pinlig over at indrømme, at min mor aldrig har fortalt mig noget som helst om det, og jeg anede ikke, hun gjorde sådan noget. Min gamle klassekammerat troede vist først, jeg lavede sjov, men da hun så mit ansigtsudtryk, supplerede hun:
Din mor er virkelig beskeden. Hun kommer, hilser, afleverer tingene og smutter igen.
Samme dag, da jeg kom hjem, spurgte jeg hende direkte:
Mor, hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du tager ud til plejehjemmet hver måned?
Hun gik rundt og gjorde rent og så næsten ikke engang op:
Hvorfor skulle jeg sige det?
Jeg pressede på:
Fordi det er en fin ting, noget vigtigt …
Hun stillede kosten op ad væggen, vendte sig roligt mod mig og sagde:
Jeg synes ikke, gode gerninger skal blæses op. Man gør det bare. Gud ser det hele det er nok for mig.
Så fortalte hun, at efter hendes veninde døde for et par år siden, fik hun lyst til at gøre noget godt for nogen. En dag gik hun forbi plejehjemmet, så et par ældre sidde og kigge ud, og pludselig gik hun bare ind. Hun talte med en af personalet og spurgte, hvad de manglede.
Siden da, hver sidste fredag i måneden, køber min mor juice, småkager, snacks nogle gange også vådservietter eller lidt toiletgrej, alt efter hvordan økonomien lige ser ud den måned og tager det hen til dem. Nogle måneder er det kun for en halvtredser, andre gange bliver det lidt mere. Hun sagde, hun ville helst gøre det alene, fordi hun ikke vil have, at folk tror, hun gør det for at få ros eller opmærksomhed. Hun kan bedst lide, det bare er stille og roligt, på hendes facon.
Hvis man har lyst til at hjælpe, så gør man det. Hvis ikke, lader man bare være. Men jeg behøver ikke fortælle det til nogen. Jeg ved selv, hvad jeg gør.
Det sagde hun, mens hun ryddede af bordet efter aftensmaden.
Hele natten lå jeg nærmest og tænkte på det. Min mor en simpel, ydmyg kvinde med ganske få midler, som ofte siger nej til sig selv tager altså hver måned ud for at gøre livet bare lidt gladere for et par ældre, som ingen besøger. Jeg blev fyldt med stolthed, men også lidt ked af det, fordi hun vist har båret det hele for sig selv.
Nu overvejer jeg ærligt talt at tage med hende næste fredag. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal foreslå det, uden at hun føler, jeg blander mig for meget, eller går over hendes grænser.
Men én ting ved jeg at se min egen mor gøre sådan noget stort og alligevel så stille og diskret … det har virkelig flyttet noget inde i mig.
