For at undgå skam, sagde hun ja til at leve med en pukkelrygget mand… Men da han hviskede sin bøn i hendes øre, sank hun sammen…
Villy, er det dig, min kære?
Ja, mor, det er mig! Undskyld, at det er så sent…
Moders stemme, dirrende af udmattelse og bekymring, nåede ham fra den mørke entré. Hun stod der i en gammel morgenkåbe, med en lygte i hånden som om hun havde ventet ham hele sit liv.
Lille Villy, mit hjerte, hvor har du tumlet hen til så sent en time? Himlen er sort, stjernerne skinner som øjnene af skovens dyr…
Mor, jeg var sammen med Morten. Lekser, forberedelse… Jeg glemte tiden. Undskyld, jeg ikke sagde noget. Du sover jo så dårligt…
Eller var du måske hos en pige? spurgte hun pludselig mistænksomt og kneb øjnene sammen. Er du forelsket, hva?
Mor, nå, det er da noget sludder! grinede Villy, mens han trak støvlerne af. Jeg er ikke den type, piger venter ved lågen. Og hvem vil have mig en pukkelrygget fyr med abearme og hår som ukrudt?
Men i hendes øjne læste han smerte. Hun sagde ikke, at hun i ham så sin søn, opvokset i fattigdom, i kulden, i ensomhed.
Villy var ingen skønhed. Knap halvanden meter høj, krumrygget, med arme som en abe, der næsten nåede hans knæ. Hovedet stort, med krøller, der stod af som mælkebøtter. Som barn kaldte de ham “abekat”, “skovånden”, “naturens under”. Men han voksede og blev mere end blot et menneske.
Han og hans mor, Grethe Jensen, kom til landsbyen, da han var ti. De flygtede fra byen fra fattigdommen, fra skammen: faren var sat i fængsel, moren forsvandt. Kun de to tilbage. To imod hele verden.
Den dreng overlever ikke, mumlede gammel Karen, mens hun så på den spinkle knægt. Han falder gennem jorden, og ingen vil savne ham.
Men Villy faldt ikke. Han klyngede sig til livet som en rod til sten. Han voksede, åndede, arbejdede. Og Grethe en kvinde med et hjerte af stål og hænder ødelagt af bageriet bagte brød til hele landsbyen. Ti timer om dagen, år efter år, indtil hun selv brød sammen.
Da hun blev sengeliggende, blev Villy både søn, datter, læge og sygeplejerske. Han vaskede gulv, kogte grød, læste højt af gamle blade. Og da hun døde stille, som vinden der forsvinder fra marken stod han ved kisten med knyttede næver og tav. For tårer havde han ikke flere.
Men folk glemte ham ikke. Naboerne bragte mad, gav varmt tøj. Og så uventet begyndte de at komme til ham. Først drengene, fascineret af radioudstyr. Villy arbejdede i radiostationen reparerede modtagere, rettede antenner, loddede ledninger. Han havde guldhænder, selvom de så klodsede ud.
Så begyndte pigerne at besøge ham. Først bare for at sidde og drikke te med syltetøj. Så for at blive længere. Le. Tale.
Og engang lagde han mærke til: en af dem Lise blev altid sidst.
Skynder du dig ikke hjem? spurgte han, da de andre var gået.
Jeg har ingen steder at haste hen, svarede hun sagte og så ned. Min stedmor hader mig. Tre brødre grove, onde. Faren drikker, og jeg er en byrde. Jeg bor hos en veninde, men ikke for evigt… Men hos dig her er det stille. Roligt. Her føler jeg mig ikke alene.
Villy så på hende og for første gang i sit liv forstod han, at han kunne være nødvendig.
Bliv hos mig, sagde han enkelt. Moders værelse er tomt. Du kan blive her. Og jeg… jeg beder ikke om noget. Ikke et ord, ikke et blik. Bare vær her.
Folk snakkede. Hviskede bag hans ryg:
Hvordan kan det være? En pukkelryg og en skønhed? Det er latterligt!
Men tiden gik. Lise gjorde rent, kogte suppe, smilede. Og Villy arbejdede, tav, sørgede for hende.
Og da hun fødte en søn, vendte hele verden på hovedet.
Hvem ligner han? spurgte folk i landsbyen. Hvem?
Men drengen, Mads, så på Villy og sagde: “Far!”
Og Villy, der aldrig havde troet, han ville blive far, følte pludselig noget varmt åbne sig i brystet som en lille sol.
Han lærte Mads at reparere stikkontakter, fiske, læse stavelser. Og Lise, der så på dem, sagde:
Du burde finde en kone, Villy. Du er ikke alene.
Du er som en søster for mig, svarede han. Først får vi dig gift. Med en god, ærlig mand. Og så… vi ser.
Og sådan en mand fandt hun. Ung, fra nabobygden. Ærlig. Flittig.
De holdt bryllup. Lise flyttede.
Men engang mødte Villy hende på vejen og sagde:
Jeg vil bede dig om noget… Giv mig Mads.
Hvad? udbrød hun forvirret. Hvorfor?…
Jeg ved det, Lise. Når man føder et barn, ændrer alt sig inde i en. Men Mads… han er ikke din egen. Du vil glemme ham. Og jeg… jeg kan ikke.
Jeg giver ham ikke væk!
Jeg tager ham ikke, svarede Villy stille. Kom på besøg, når du vil. Lad ham bare bo hos mig.
Lise tav et øjeblik. Så kaldte hun på sin søn:
Mads! Kom her! Sig, hvem du vil bo hos mig eller far?
Drengen løb hen, øjnene lyste:
Kan vi ikke blive, som før? Så mor og far er sammen?
Nej, sagde Lise bedrøvet.
Så bliver jeg hos far! råbte Mads. Og du, mor, kommer på besøg!
Sådan blev det.
Mads blev. Og for første gang blev Villy en rigtig far.
Men en dag kom Lise igen:
Vi skal flytte til byen. Jeg tager Mads med.
Drengen græd som et såret dyr, klyngede sig til Villy:
Jeg vil ikke! Jeg bliver hos far! Bliver hos far!
Villy… hviskede Lise og så ned. Han er… han er ikke din.
Jeg ved det, svarede Villy. Jeg har altid vidst det.
Jeg løber alligevel hjem til far! skreg Mads, kvalt af tårer.
Og det gjorde han. Gang på gang.
De hentede ham han løb tilbage.
Til sidst gav Lise op.
Lad det være sådan, sagde hun. Han har truffet sit valg.
Og så begyndte en ny historie
