For at undgå skam indvilligede hun i at leve sammen med den pukkelryggede mand… Men da han hviskede sin bøn i hendes øre, satte hun sig på hug
Viktor, er det dig, min egen?
Ja, mor, det er mig! Undskyld, at jeg kommer så sent
Moderens stemme, dirrende af bekymring og træthed, lød ude fra den dunkle entré. Hun stod der i sin slidte morgenkåbe, med lommelygte i hånden som om hun havde ventet på ham altid.
Viktor, min skat, hvor har du drevet omkring til langt ud på natten? Himlen er kulsort nu, stjernerne stråler som ulveøjne ude fra Dyrehaven
Mor, Dima og jeg lavede lektier. Forberedelse, du ved Jeg mistede bare tidsfornemmelsen. Undskyld, at jeg ikke sagde til. Du sover jo så dårligt
Eller måske har du været ude hos en pige? pludselig kneb hendes øjne sig sammen. Er du vitterligt blevet forelsket, mon?
Mor, nu rabler det for dig! lo Viktor, mens han tog sine træsko af. Jeg er da ikke sådan én, piger venter på ved hækken. Hvem vil have én som mig pukkelrygget, med arme som en orangutang og et hoved fyldt med mælkebøtter?
Men i hendes blik dansede en smerte, der sagde: Hun så ikke en vanskabning men den søn, hun havde opfostret i nøjsomhed, frost og ensomhed.
Viktor var da nok ikke køn. Knap og nap halvanden meter høj, krumrygget, med lange, sære arme, der næsten nåede helt ned til knæene. Hans hoved var stort, med flagrende hår som små mælkebøttefrø. Som dreng kaldte de ham for Abekatten, Skovnissen, Naturens mirakel. Men han voksede op og blev til mere end bare menneske.
Viktor og moderen, Gurli Petersen, var kommet til denne andelslandsby, da han var ti år. De flygtede fra byen fra fattigdom, skam; faderen i fængsel, moderen forladt. Til sidst var der kun dem to. To mod hele verden.
Dit Viktor bliver ikke til noget mumlede gamle fru Tove, idet hun så på den spinkle dreng. Han forsvinder som dug for solen.
Men Viktor forsvandt aldrig. Han klamrede sig til livet, rodede sig fast som en pil ved åen. Han voksede, åndede, arbejdede. Og Gurli en kvinde med hjerte som stål og hænder skamferet af år i landsbybageriet bagte rugbrød til alle. Ti timer dagligt, år ud og år ind, indtil hun selv gik i stykker.
Da hun blev liggende, uden nogensinde at rejse sig igen, blev Viktor både søn, datter, sygeplejer og husholderske. Han vaskede gulve, kogte grød, læste gamle ugeblade højt. Da hun døde stille, som vinden glider hen over marken stod han ved kisten med knyttede næver og tav. For tårerne var for længst brugt op.
Men folk glemte ham ikke. Naboerne kom med mad, de fandt en gammel uldjakke til ham. Pludselig kom der besøg. Først drenge, der elskede radioer og teknik. For Viktor arbejdede i radiohuset han fik gamle apparater til at spille, rettede antenner, lodede ledninger sammen. Hans hænder var guld værd, selv om de var krogede og store.
Bagefter kom pigerne. Først for at drikke te og spise solbærsyltetøj. Senere for at blive længere. Latter, snak, blikke.
En dag opdagede han: Én af dem Signe blev altid længst.
Skynder du dig ikke hjem? spurgte han, da de andre var gået.
Jeg har ingen steder at skynde mig hen, svarede hun og kiggede ned i gulvet. Min stedmor kan ikke udstå mig. Mine tre brødre rå og onde. Far drikker. Mig har de ikke brug for. Jeg bor for tiden hos en veninde, men ikke for evigt Hos dig er der ro. Ingen råben. Jeg føler mig ikke ensom her.
Viktor så på hende og mærkede for første gang, at han kunne være noget for nogen.
Bliv hos mig, sagde han bare. Der er tomt i mors kammer. Du kan være husfruen. Jeg forventer intet. Ikke ét ord, ikke et blik. Bare vær her.
Folk mumlede bag ryggen på dem:
En pukkelryg og en skønhed? Det er altså besynderligt!
Men tiden gik. Signe ordnede hjemmet, lavede suppe, smilede. Viktor arbejdede stille, ordløst, men han passede på dem.
Så fødte Signe en søn, og alt blev forandret.
Hvem ligner han? spurgte man i landsbyen. Hvem mon?
Drengen, Emil, så på Viktor og sagde: Far!
Og Viktor, der aldrig havde troet, at han skulle blive far, mærkede pludselig noget varmt folde sig ud i brystet som et lille solskin.
Han lærte Emil at rette stikkontakter, fiske fra molen, stave sine første ord. Signe betragtede dem og sagde:
Du burde finde en kone, Viktor. Du skal jo ikke være alene hele livet.
Du er som en søster for mig, svarede han. Først gifter jeg dig godt væk. Så må vi se, hvad tiden bringer.
Og sådan blev det. En ung mand fra nabobyen trofast, ordentlig, arbejdsom.
Der blev holdt bryllup, og Signe rejste.
En dag mødte Viktor hende på grusvejen og sagde:
Jeg vil bede dig om noget. Lad mig beholde Emil.
Hvad? hun så forbløffet ud. Hvorfor det?
Jeg ved det, Signe. Når man føder et barn, forvandler man sig. Men Emil han er ikke din egen. Du vil glemme ham. Jeg jeg vil ikke kunne.
Jeg vil ikke af med ham!
Jeg tager ham ikke fra dig, sagde Viktor stille. Kom på besøg når du vil. Men lad ham blive hos mig.
Signe blev stående lidt. Så kaldte hun:
Emil! Kom her. Sig nu vil du blive hos mor eller far?
Drengen løb, øjnene skinnede:
Kan vi ikke som før? Mor og far sammen?
Nej, sagde Signe trist.
Så bliver jeg hos far! råbte Emil. Mor, du må komme på besøg!
Sådan blev det.
Emil blev. Og Viktor blev far for alvor.
Men en dag kom Signe igen:
Vi flytter til København. Jeg tager Emil med mig.
Drengen skreg som et såret dyr, klyngede sig til Viktor:
Jeg skal ikke nogen steder! Jeg vil være hos far! Kun far!
Viktor hviskede Signe til gulvet. Han er han er ikke din.
Jeg ved det, svarede Viktor. Jeg har altid vidst det.
Jeg løber alligevel hjemmefra til far! han græd, så hosten bed i ham.
Og han løb. Igen og igen.
De hentede ham, han kom tilbage.
Til sidst opgav Signe.
Sådan må det være, sagde hun. Han har valgt.
Så begyndte noget nyt.
Nabokonen, Marie, mistede sin mand i fjorden. Drukkenbolt, tyran, frygtelig person. Ingen børn blev givet dem for der var ingen kærlighed i huset.
Viktor begyndte at komme efter mælk. Så for at ordne hækken, lappe tagpap, og til sidst bare for at drikke te. Og tale sammen.
De kom tættere på hinanden. Langsomt, forsigtigt, som voksne.
Signe skrev breve. Fortalte, at Emil havde fået en lillesøster Laura.
Tag hende med herud, skrev Viktor. Familie skal være sammen.
Året efter kom de.
Emil forlod aldrig Lauras side. Bar hende, sang vuggesange, lærte hende at gå.
Dreng, bad Signe. Bo hos os. I byen er der teater, skole, muligheder
Nej, sagde Emil rystende på hovedet. Jeg forlader aldrig far. Marie er blevet min mor.
Så begyndte skolelivet.
Når kammeraterne pralede med deres lastbilchauffør-fædre, soldater, ingeniører, skammede Emil sig ikke.
Min far? sagde han stolt. Han kan fixe alt. Han forstår verden. Han har reddet mig. Han er min helt.
Årene gik.
Marie og Viktor sad ved brændeovnen med Emil.
Vi skal have en lille, sagde Marie. Helt lille.
Bliver jeg så smidt ud? hviskede Emil.
Hvad taler du om! grinede Marie og lagde armene om ham. Du er som min egen. Jeg har altid ønsket mig en som dig!
Søn, sagde Viktor og stirrede ind i gløderne. Hvordan kunne du tro det? Du er mit alt.
Få måneder senere kom lille Søren til verden.
Emil holdt på lillebror som en skat fra havet.
Nu har jeg en søster, hviskede han. Og en bror. Og far. Og Marie.
Signe blev ved at kalde.
Men Emil svarede altid:
Jeg er hjemme. Jeg er kommet hjem for længst.
Tiden gik. Folk holdt op med at spekulere på, om Emil var “ægte”. Sladderen døde ud.
Og da Emil selv blev far, fortalte han børn og børnebørn om verdens bedste far.
Han var ikke køn, sagde Emil. Men han havde mere kærlighed i sig end nogen anden, jeg har mødt.
Hvert år, på mindedagen, samledes alle Maries børn, Signes børn, børnebørn, oldebørn i huset med den gamle brændeovn.
De drak te, fniste, huskede.
Vi havde den bedste far! råbte de voksne og hævede krusene. Må der findes flere af hans slags!
Så strakte ét barn fingeren mod himlen mod stjernerne, mod erindringen om ham, der på trods af alt blev en rigtig, ægte far.
Den eneste.
