For at undgå skam sagde hun ja til at bo sammen med den pukkelryggede mand Men da han hviskede sin bøn i hendes øre, satte hun sig ned
Victor, er det dig, skat?
Ja, mor, det er mig! Undskyld, at det er så sent
Min mors stemme, bævrende af uro og træthed, lød i den mørke entré. Hun stod der i sin slidte morgenkåbe, med en lille lommelygte i hånden som om hun havde ventet på mig hele livet.
Victor, min egen dreng, hvor har du dog rendt rundt så sent? Himlen er sort, stjernerne blinker, som øjne på skovens dyr
Mor, vi lavede lektier sammen, Nikolaj og jeg. Forberedelse, alt det der Jeg glemte bare tiden. Undskyld, jeg ikke fik sagt noget. Du sover jo så uroligt
Har du mon været hos en pige? spurgte hun pludselig mistroisk. Forelsket, måske?
Mor, tosset, hvad snakker du om! grinede Victor, mens han tog skoene af. Jeg er altså ikke typen pigerne står i indkørslen og venter på. Hvem skulle også ville have mig pukkelrygget, med de der lange arme og hoved som en mælkebøtte?
Et sår strejfede hendes blik. Hun sagde ikke, at hun så en søn, ikke et misfoster drengen hun havde opfostret i fattigdom, kulde og ensomhed.
Victor var virkelig ikke køn. Han var knap 1,60 høj, krumrygget, med abelangt arme, der næsten slæbte mod knæene. Hovedet stort, håret stod i krøller som mælkebøttetusser. I barndommen kaldte de ham aben, skovtrolden og naturens vidunderbarn. Men han voksede han blev mere end et menneske.
Mor og jeg, Karen Madsen, flyttede til det her landsbysamfund, da jeg var ti. Vi flygtede fra byen fra fattigdom, fra skammen: Far kom i fængsel, mor blev forladt. Kun os to. To mod hele verden.
Ham der Victor holder ikke længe, mumlede nabokonen Olga, mens hun iagttog den spinkle dreng. Forsvinder som dug for solen, siger jeg.
Men Victor forsvandt ikke. Han hang ved livet, som en rod i en stenrevne. Han voksede, åndede, sled. Karen med et hjerte af stål og hænder ødelagt af bageriet bagte brød til hele sognet. Ti timer hver dag, år ud og år ind, indtil hun selv knækkede.
Da hun blev liggende, uden at kunne rejse sig igen, blev Victor både søn og datter, læge og sygeplejer. Han vaskede gulv, lavede grød, læste gamle blade højt. Og da hun døde stille, som vinden over markerne stod han ved kisten med sammenbidte næver. Han havde ikke flere tårer tilbage.
Folk glemte ham ikke. Naboerne kom med mad, gav ham varmt tøj. Og pludselig begyndte folk faktisk at opsøge ham. Først andre drenge, som var vilde med radioer. Victor arbejdede på byens lille radioværksted han reparerede modtagere, rettede antenner, lodede kabler. Hans hænder var guldtækkede, selv om de var klodset at se på.
Senere begyndte pigerne at kigge forbi. Først bare for at drikke te med syltetøj. Så for at blive længere. De grinede. Snakkede.
En dag så han, at én af pigerne Tove altid blev til sidst.
Har du ikke travlt hjem? spurgte han, da de andre var gået.
Der er jo ingen grund til at skynde sig, sagde hun stille, med blikket i gulvet. Min stedmor hader mig hjemme. Tre brødre grove, slemme. Faren drikker, og jeg er bare i vejen. Jeg bor hos en veninde, men det er ikke for evigt Her hos dig er der roligt. Jeg føler mig ikke ensom her.
Victor så på hende og for første gang i sit liv forstod han, at nogen kunne få brug for ham.
Du kan bo hos mig, sagde han enkelt. Der er tomt i mors gamle værelse. Så kan du være husbestyrerinde. Mig Jeg kræver ikke noget af dig. Ikke et ord, ikke et blik. Bare vær her.
Folk begyndte at snakke. Hviskede bag ryggen:
En pukkelryg og en skøn pige? Det er jo til grin!
Men tiden gik. Tove gjorde rent, lavede suppe, smilede. Victor arbejdede videre, uden klage, og passede huset.
Og da hun en dag fødte en dreng, ændrede hele verden sig.
Hvem ligner han? hviskede folk i landsbyen. Hvem?
Drengen, Magnus, kiggede på Victor og sagde: Far!
Og Victor, som aldrig havde troet han skulle blive far, mærkede noget varmt brede sig i brystet som en lille sol.
Han lærte Magnus at reparere stikkontakter, fiske, stave sig igennem bøger. Tove, når hun så dem, sagde:
Du skal finde dig en kvinde, Victor. Du er jo ikke alene længere.
Du er som en søster for mig, svarede han. Først finder vi en god mand til dig. Så tager vi resten senere.
Og sådan en mand dukkede op. Ung, ærlig, arbejdsom, fra nabobyen.
De holdt bryllup. Tove tog af sted.
Men en dag mødte Victor hende ude på vejen og sagde:
Jeg vil bede dig om noget Giv mig Magnus.
Hvad? sagde hun forbløffet. Hvorfor?
Jeg ved det godt, Tove. Når man får et barn, ændrer alt sig. Men Magnus han er jo ikke dit kød og blod. Du kommer til at glemme ham. Men mig jeg vil ikke kunne.
Jeg giver ham ikke fra mig!
Jeg tager ham ikke, sagde Victor stille. Kom på besøg, når du vil. Lad ham bare blive ved mig.
Tove tænkte sig om. Så kaldte hun på sønnen:
Magnus! Kom her! Hvem vil du bo hos mig eller far?
Drengen løb hen, øjnene lyste:
Kan vi ikke gøre som før? At mor og far er sammen?
Nej, svarede Tove trist.
Så bliver jeg hos far! råbte Magnus. Mor, du kan komme på besøg!
Sådan blev det.
Magnus blev. Og Victor blev for alvor far.
Men en dag kom Tove tilbage:
Vi skal flytte til København. Jeg tager Magnus med.
Drengen hylede som et såret dyr og kastede sig om Victors ben:
Jeg vil ikke væk! Jeg bliver hos far! Hos far bliver jeg!
Victor hviskede Tove, med blikket i gulvet. Han er jo ikke din.
Jeg ved det, svarede Victor. Jeg har altid vidst det.
Jeg løber væk til far alligevel! skreg Magnus og græd så det rystede.
Og han løb virkelig væk. Igen og igen.
De tog ham men han kom tilbage.
Tove gav til sidst op.
Lad gå, sagde hun. Han har valgt selv.
Så begyndte et nyt kapitel.
Nabokonen Marianne havde mistet sin mand i druk. Han var tyrannisk, forfærdelig, og deres hjem kendte ingen kærlighed børn fik de aldrig.
Victor kom forbi efter mælk. Siden for at reparere haveporten, så taget. Til sidst bare for at drikke te. Snakke.
Langsomt voksede noget frem imellem dem. Forsigtigt. Voksent.
Tove skrev breve. Meddelte, at Magnus havde fået en lillesøster Katrine.
Tag hende med, skrev Victor. Familien skal være samlet.
Et år efter kom de.
Magnus forlod aldrig sin lillesøster. Bar hende på armen, sang for hende, lærte hende at gå.
Magnus, tryglede Tove. Bo hos os. I byen er der teater, skole, muligheder…
Nej, rystede Magnus på hovedet. Jeg forlader aldrig far. Og Moster Marianne er allerede mor for mig.
Så kom skoleårene.
Når de andre drenge pralede med fædre, der var vognmænd, officerer eller ingeniører, var Magnus ikke flov.
Min far? sagde han stolt. Han kan reparere alt. Han forstår verden. Han har reddet mig. Han er min helt.
Året gik.
Marianne og Victor sad foran brændeovnen sammen med Magnus.
Vi skal have en lille, sagde Marianne blidt. En lille én.
Vil I så smide mig ud? hviskede Magnus spagt.
Hvordan kan du tro det! udbrød Marianne, mens hun omfavnede ham. Du er som min egen. Hele livet har jeg ønsket mig en som dig!
Søn, sagde Victor og så ind i flammerne. Hvordan kunne du overhovedet tro det? Du er min verden.
Efter nogle måneder blev lille Rasmus født.
Magnus holdt sin lillebror som den dyrebareste skat.
Nu har jeg en søster, hviskede han. Og en bror. Og far. Og Moster Marianne.
Tove blev ved at kalde.
Men Magnus svarede altid:
Jeg er allerede kommet hjem. Jeg bor her.
Årene gik. Folk holdt op med at nævne, at Magnus ikke var Victors kød og blod. Sladderen døde hen.
Og da Magnus senere selv blev far, fortalte han sine børn og børnebørn historien om verdens bedste far.
Han var ikke køn, sagde Magnus. Men han havde mere kærlighed end nogen anden jeg har kendt.
Hvert år samledes hele familien på mindedagen Mariannes børn, Toves børn, børnebørn, oldebørn.
De drak te, lo og mindedes.
Vi havde den bedste far! sagde de voksne og løftede deres kopper. Gid der var flere som ham!
Og hver gang strakte en finger sig op mod himlen, mod stjernerne, mod mindet om det menneske, der uanset alt blev den ægte far.
Den eneste.
