Igen vågnede Katrine op af højrøstet skænderi i køkkenet. Som altid var det hendes mor og far og deres venner, der var kommet om aftenen. Som niårig havde den lille pige aldrig oplevet noget godt i livet. Hun tænkte, at der måtte findes en verden, hvor forældre elskede deres børn, men hun anede ikke, hvordan det føltes.
Iført sin slidte, uvaskede kjole smuttede Katrine hurtigt forbi køkkenet, bange for at blive opdaget. Men forældrene havde andet at tænke på. Flasker lå spredt på gulvet, og alle omkring bordet var berusede.
“Jeg må bare væk herfra,” tænkte Katrine.
Hun løb ud i gården og gemte sig bag det gamle skur, som altid var hendes sikre sted. Her var det stille, og hun kunne ikke høre sine forældres skænderier. Ofte sad hun her med knæene trukket op under hagen og armene om benene.
Hun var sulten og begyndte at græde, tårerne løb ned ad kinderne. Så længe hun kunne huske, havde hendes forældre altid drukket. Skænderier, råben, flasker, smadret servise og endda slagsmål det var alt sammen en del af hendes hverdag.
Nu var det sommer, og hun kunne slippe væk, men om vinteren måtte hun komme hjem fra skole, læse lektier og krybe sammen i hjørnet af sit lille værelse, når skænderierne begyndte. Hun var bange, for hun kunne også blive ramt når humøret var oppe. Faren slog nogle gange også hende.
Tiden gik, men intet ændrede sig i hendes liv. Der var sjældent mad i huset. Katrine var vant til at gå sulten og var tynd som en stang. Især denne sommer var hård. Før havde hun engang set sin mor ædru og kunne tale med hende, men nu var alt bare sort.
Hun havde ingen bedsteforældre. Faren havde vokset op på børnehjem, og bedstemoren døde, da Katrine blev født. Naboerne syntes synd i hende, og pigerne i skolen delte deres mad med hende uden at drille.
Den dag sad hun igen bag skuret, tørrede øjnene og drømte:
“Måske holder mor og far snart op med at skændes. Jeg ønsker sådan, at i morgen kommer og bliver anderledes, at alt bliver bedre.”
Da hun tørrede øjnene, så hun op og lagde mærke til de modne pærer på træet hos naboen. De var ikke store, men nogle havde en lyserød side. Hun stirrede længe på dem hendes mave knurrede af sult.
“Ville det være så slemt at plukke en? Hvis jeg kryber ind i haven, ser de mig så? Hvis de fanger mig, kalder de mig tyv.”
Hun tøvede mens hun kiggede på det gamle to-etagers hus, hvor hun vidste, at en ældre kvinde boede. Hun havde set hende et par gange, når hun gik ud gennem porten.
“Mon hun bor alene i det store hus?”
For Katrine virkede huset enormt, fordi hun selv var så lille. Huset havde et loftværelse, og her boede Lene Holm. Hun var 58 år og havde et strengt udtryk, måske fra sin tid i politiet.
Fristelsen blev for stor. Katrine fandt et hul i det gamle træhegn og krøb ind på nabogrunden. Hun samlede nogle faldne pærer op og tog en bid. Aldrig før havde hun smagt noget så lækkert. Hun nåede at spise tre stykker, før hun mærkede en tilstedeværelse bag sig.
Lene Holm stod der, høj og rank, med kort, mørkt hår. Hun var klædt i sorte bukser og en mørkerød t-shirt.
“Hej, lille ven,” sagde hun blidt.
Katrine fo’r sammen og lukkede øjnene, bange for at blive straffet.
Men da hun så de venlige øjne, svarede hun med en lille stemme:
“Hej.”
“Hvad hedder du?” spurgte Lene og bøjede sig lidt ned.
“Katrine,” hviskede hun.
“Katrine… Du er sikkert sulten. Kom med ind, jeg skulle lige til at drikke te med hjemmelavet syltetøj. Du må hjertens gerne holde mig med selskab,” smilede hun. “Du må kalde mig tante Lene.”
Katrine kunne knapt tro det. Hun fulgte efter ind i det pæne, rydelige hus, hun aldrig før havde set noget lignende.
“Vask lige hænder, og så sætter vi os,” sagde Lene og satte en kop te, småkager og en skål jordbærsyltetøj frem.
Katrine spiste hurtigt, som om hun ikke havde fået mad i dagevis. Lene så på hende med en blanding af medfølelse og sorg.
Hun havde selv haft et godt liv en god karriere, en mand, der dog døde for fire år siden, en fin pension. Men børn fik hun aldrig, selvom hun altid havde ønsket det.
“Er dine forældre hjemme?” spurgte Lene forsigtigt.
Katrine trak på skuldrene og pegede mod huset.
“De er der… Men de er ikke alene.”
Lene stillede ikke flere spørgsmål.
“Du må komme forbi, når du har lyst. Jeg er alene og har masser af tid. Skal vi ikke kigge på nogle gamle fotos?”
Katrine nikkede. Hun ville ikke hjem.
Lene besluttede at beholde hende til frokost og serverede pandekager med syltetøj. Sådan begyndte deres venskab.
Dag efter dag kom Katrine på besøg. De spiste sammen, og snart blev det en fast rutine. To ensomme sjæle, der fandt hinanden. Lene købte en ny kjole til hende og fortalte historier fra sit liv.
For første gang følte Katrine sig tryg. Hun tænkte ofte:
“Kunne tante Lene ikke blive min mor? Hun er så sød og rar.”
Men så en dag kom Katrine ikke. Lene ventede forgæves. Hun spejdede ud ad vinduet, men der var ingen tegn til pigen. Kun faren, der vaklede rundt i gården.
Efter tre dage orkede hun ikke mere og gik over til deres forfaldne hus.
“Hvor er Katrine?” spurgte hun skarpt.
“De tog hende,” brummede moderen.
“Socialtjenesten,” tilføjede faren med et hånligt smil.
Lene gik uden et ord. Hun følte sig syg. Katrine skulle nu leve på børnehjem, mens hendes forældre lod hende i stikken.
Efter nogle dage ringede hun til en gammel kollega, Inge.
“Inge, kan du hjælpe mig med noget vigtigt?”
Hun forklarede situationen, og Inge fandt ud af, at Katrine var i det lokale børnehjem.
Lene besluttede sig hun ville søge om at blive Katrines plejemor.
Hun tog kontakt til direktøren, Karina Nielsen, som hun kendte fra gamle dage.
“Jeg vil gerne have Katrine,” sagde Lene bestemt.
Karina nikkede. “Lad os få papirerne i orden.”
Endelig kom dagen, hvor Lene kunne hente”Hand i hånd gik de hjem, og Katrine vidste endelig, hvad det ville sige at være elsket.”
