Altså, hør her jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker tilbage på den dag Astrid og Mikkel gik ud på engen ved udkanten af landsbyen. De havde fri, og vejret var mildt, så de gik hånd i hånd, mens de snakkede om alt og ingenting. Solen var på vej ned bag de høje græsser, og alting føltes bare sådan helt idyllisk.
Pludselig stoppede Astrid brat og udstødte et lille gisp, mens hun trak Mikkel lidt bagud. Mikkel, du kender ham, trådte straks foran hende, klar til at beskytte hende mod hvad som helst selvom der jo ikke just var fare på færde.
Men lige dér, i det tætte græs, lå en hest.
Eller… det, der engang havde været en hest. Nu lå der nærmest kun et levende skelet, huden så tynd og spændt over kroppen, at man frygtede, benene ville stikke igennem til enhver tid. Over det hele sad tørre sårskorper, og fluerne summede insisterende omkring dyret.
Det lignede noget, der hørte til i en gyserfilm, så ubehageligt så det ud.
Stakkels dyr! udbrød Astrid med gråd i stemmen.
Det var, som om lydene fra engen forsvandt. Et øjeblik stod alt bare stille.
Men så så de hovedet røre på sig, så svagt at de næsten troede, de bildte sig det ind.
De far op begge to, rystende af skræk og løb alt hvad de kunne, indtil de stod forpjuskede ude på grusvejen. Først der kunne de få vejret igen.
De fandt hurtigt ud af, at ingen fulgte efter dem. Men panikken tog først lidt tid om at slippe.
Den den er levende, hviskede Astrid forbløffet.
Levende, men ligner én, der allerede har været død længe, sagde Mikkel med mørk mine.
Men så begyndte de at overtænke situationen; hvad nu hvis det var et eller andet dyr, der var igang med at fortære hesten indefra? Idéen gav Astrid ubehagelige kuldegysninger.
Hun bad Mikkel gå tilbage og tjekke hun selv blev stående trygt på vejen.
Mikkel listede gennem græsset, og snart fik han slået fast, at hesten faktisk var helt alene og virkelig stadig var i live. Da han kom tæt på, drejede den svagt hovedet og pustede tyst ud.
Den kunne dårligt mere. Dens flanker hævede og sænkede sig ganske let, som et svagt åndedrag. Øjnene var næsten lukkede bag en rødlig hinde, og underlæben hang slap ned. Ben og hale rørte sig slet ikke; kun ørerne vippede af og til, men det kunne være vinden. Tydeligvis havde hesten for længst opbrugt sin sidste energi. Man kunne se, den var meget tæt på at give op.
Mikkel gik tilbage og fortalte Astrid alt, hvad han havde set.
Hvordan den er endt her, er vel ligemeget, sagde Astrid opgivende. Men hvad gør vi? Jeg aner ikke, hvem man ringer til, når det gælder heste
Men Mikkel kom i tanke om, at ovre i nabobyen ovre ved Rødvig havde nogle familier flere islænderheste. Det var jo kun en kort tur væk.
Det gik ikke længe, før de havde fat i ejerne derovre. Efter lidt forklaring lovede en mand og en kvinde at komme, så hurtigt de kunne.
Kort tid efter så de en bil med trailer komme bumpende hen ad grusvejen. Astrid og Mikkel vinkede voldsomt for at markere stedet. De nye folk så først lettere uforstående ud, men da de kom tæt på, blev de nærmest chokerede over at se hesten så medtaget.
Ingen drømte om, at den skulle kunne rejse sig og gå ind i traileren selv. Sammen kunne de ikke flytte den; den var stadig tung, selvom den var mager som bare pokker.
Så Mikkel gjorde det eneste rigtige og løb hjem for at hente naboerne.
Snart kom flere mænd til, og med mange hænder og et stort stykke lagen lykkedes det at løfte hesten og få hende op i traileren. Hesten slog svagt med øjet og trak nervøst benet op, men mere kræfter havde hun ikke.
Alle stod nærmest med tårer i øjnene over at se sådan en hjælpeløshed.
Da traileren til sidst rullede galt ud over markvejen, var det med håbet om, at nu kunne hun få en ny chance.
De ankom til gården, hvor stalden allerede var klargjort. En dyrlæge ventede sammen med nogle frivillige. Hurtigt fik de hesten undersøgt, renset sår, lagt drop og givet hende beroligende. Politiet dukkede også op og fik rapporteret sagen som dyremishandling.
Dyrlægen var ærlig: Chancerne så ikke gode ud, men opgive ville han ikke.
Problemet var, at hesten næsten ikke ville spise eller drikke. Dyrlægen fandt hurtigt ud af, at hun var vildt ramt af hudbetændelse fra bidende mider. Huden var betændt og kløede frygteligt, så selv appetitten var forsvundet helt væk.
Der var også noget med det tredje øjenlåg, som var hævet og kraftigt rødt nok en svulst, men operation måtte vente, til hun måske engang fik kræfter til at stå op igen. Tænderne var i elendig stand, så det krævede også akut pleje.
Den gamle boks blev forvandlet til minihospital, hvor dyrlægen kom forbi hver dag uden undtagelse. Der blev givet behandling for parasitterne, sår blev renset, og tænderne fik en omgang. Langsomt begyndte bedringen. Da betændelsen lettede, og sulten vendte tilbage, kunne den stakkels hest endelig spise selv, godhjulpet af folk, der manuelt holdt hovedet.
I starten måtte de give hende vand og vitaminer gennem drop og flaske, som var hun et føl. Hesten forstod ikke først, hvorfor de kælede og nussede så meget om hende. Men folkene omkring hende gav aldrig op; nogen holdt nattevagt for at sikre, at alt gik rigtigt til.
Lidt efter lidt lærte hun stemmerne at kende hun begyndte at strække mulen frem mod venlige hænder og hoppede skræmt, hvis dyrlægen mumlede for højt.
Synet var næsten væk, så hun navigerede efter lyd og kærlige hænder. Men langsomt fik hun mere styrke pludselig begyndte hun så småt at vende sig selv i boksen, og hun kunne holde hovedet løftet lidt længere ad gangen.
Men op at stå det kunne hun ikke. Hun forsøgte og forsøgte, men benene ville simpelthen ikke bære hende. Dyrlægen forklarede, at det krævede både tid, fysik og øvelse at genvinde musklerne.
Til sidst måtte de ty til en hjemmebygget løsning: et stærkt tæppe med brede seler, så de kunne løfte hende op i stående stilling det krævede otte mand mindst! For udenfor skulle hun ud og gå lidt, og allierede naboer og venner meldte sig straks som hjælpere.
Som ugerne gik, begyndte hun at bevæge benene igen klodset og usikkert, men dog bevægelse. Alle blev trætte, men ingen ville give op.
Efter flere måneders træning kunne hun endelig stå nogenlunde sikkert på egne ben og tage små, forsigtige skridt uden hjælp. Hver dag blev det lidt bedre.
Da hun var stærk nok, vurderede dyrlægen, at det var tid til operationen. Hun blev kørt til Åbenrå Dyrehospital, hvor det syge øjenlåg blev fjernet, og efter lidt tid klarede hun det hele uden problemer. Synet kom stille og roligt tilbage, og hun begyndte for alvor at opleve sine nye omgivelser.
Lægen dryppede medicin i øjet, som hun tålmodigt fandt sig i, og hun lyttede altid nøje, som om hun forstod hvert ord.
Det var jo længe siden, hun havde været blandt andre heste, så det var stort, da hun blev lukket ud i folden blandt de to andre hopper på stedet. Hun fandt hurtigt ud af at holde styr på den unge, frække fyr, og hun stod tit sammen med morhoppen og nød duften af den grønne, friske græs.
Tiden gik, og den ranglede sultens skygge var væk. Hendes pels skinnede, fysikken var genvundet. Der var stadig små ar og forsigtige bevægelser, men hver dag gik det fremad.
Folkene på gården havde ingen hast med at begynde tilridning. Men så begyndte hun selv at trippe utålmodigt og småsnøfte, hver gang hun så sadlen.
Hun kiggede længselsfuldt på, når de andre gik på tur med børn og voksne på ryggen. Så til sidst på en knaldblå forårsdag bestemte ejeren sig for at give hende chancen. Han lagde sadlen på og sadlede hende op.
Hun vrinskede så glad, at det rungede på hele gården.
Vægten var ikke let for hende, men hun bar den stolt og uden klage.
De snurrede en lille, rolig tur over engen, hvor alt var grønt, og solen lunede.
Og lige der, med vinden i mulen og kærlig hånd i manen, vidste hesten mere end noget andet, at nu var hun endelig tryg. Nu var der nogen, der aldrig ville lade hende i stikken igen. Og det blev hendes nye begyndelse.
