Folk blev overraskede: hunden i det forladte hus fodrede slet ikke hvalpe
Rigmor Petersen var på vej hjem fra SuperBrugsen med tunge indkøbsposer og tankerne vandrende. Knæene værkede igen, barnebarnet havde lovet at ringe men havde ikke givet lyd, og vinteren var mærkelig først sne og blæst, så pludselig slud og pløre. Tankerne kørte rundt, da hun nær havde snublet på fortovet.
Hun drejede sig en rød gadehund snoede sig mellem benene på hende. Den var mager som et skelet, ribbenene stak ud, pelsen filtret og pjusket.
Hvor har du så travlt, din lille bandit! mumlede hun irriteret.
Hunden stoppede ikke. Den pilede af sted, som om nogen ventede på den. I munden bar den et stykke tørt brød.
Den har nok hvalpe gemt et sted, mumlede Rigmor. Foråret er jo på vej.
Hun justerede poserne og ville videre, men hun kunne ikke slå følelsen af, at noget var forkert, fra sig.
Næste dag gentog det samme sig. Den samme rødbrune silhuet, samme brødstykke i munden, og kurs mod det gamle, forfaldne hus bagerst på grunden, hvor gamle fru Sigrid plejede at bo. Hun døde for et halvt år siden, og huset stod mørkt og tomt.
Rigmor, se! Din veninde er der igen! råbte naboen Lisbeth fra altanen. Hun gør sådan hver dag. Hvordan kan hun stadig finde mad?
Hvilken mad? spurgte Rigmor, og stoppede op.
Hun har jo noget i munden! Søger nok gennem skraldespande. Fodrer hvalpe derinde en rigtig mor.
Er du sikker på, det er til hvalpe?
Hvem skulle det ellers være? Foråret er jo på vej.
Rigmor nikkede, men tanken sad fast som en splint. Hvalpe selvfølgelig. Alligevel var der noget, hun ikke kunne slippe.
Igen smuttede den røde ind gennem et hul i det skæve hegn og forsvandt bag det forladte hus. Rigmor stoppede op.
Hvorfor ikke jeg går lige hen og kigger. Alle i kvarteret snakker jo alligevel, tænkte hun.
Forsigtigt krøb hun gennem hegnet. Det gnavede i træet, men det holdt. Indenfor rodede ukrudtet vildt, glasskår glimrede, og rustent skrammel lå drysset over det hele.
Et svagt klynk kom fra bagest i haven.
Rigmor trak vejret dybt, gik efter lyden og rundede et gammelt skur og stoppede brat.
Den røde sad ved siden af et gammelt hundehus. Foran den lå en stor sort hund med grånet snude, lænket til en pæl af en kold, rusten kæde.
Blind.
Øjnene var dækket af en grå, uklar hinde. Kroppen var helt forkommen, pelsen filtret og sammenklistret. Den lå udstrakt, næppe i live.
Den røde lagde brødet foran den, skubbede det forsigtigt hen med næsen og satte sig.
Den sorte søgte sig frem, fandt brødet og begyndte at gumle. Rigmor så, hvordan den røde ventede tålmodigt uden at tigge, bare holdt øje.
Først da brødet var spist, slikkede den røde forsigtigt den sortes snude og lagde sig så tæt op ad den.
Rigmor stod der uden at kunne røre sig. Øjnene brændte.
Hold da op Hun fodrer sgu sin gamle ven. Hver dag. Når hun selv er sulten.
Hun ved ikke hvor længe, hun blev stående. Hun kom først til sig selv, da den røde kiggede direkte på hende, som om hun ville sige: Nå, hvad nu? Tænker du at hjælpe, eller går du bare?
Lige et øjeblik vent, hviskede Rigmor.
Hun vendte om og småløb hjem, hurtigere end hun havde gjort i tyve år. Knæene protesterede, men hun stoppede ikke.
Hjemme rakte hun alt spiseligt sammen kogt kylling, havregrød, leverpostej, og en skål med vand, og så løb hun tilbage.
Billedet var uændret. Den røde lå tæt ved sin blinde ven.
Se nu her, pustede Rigmor, mens hun satte sig ned. Værsgo.
Hun lagde kyllingen foran den røde, men den rørte det ikke kun øjnene var på den sorte.
Er du tosset? Du er jo skind og ben.
Rigmor forstod det. Hun lagde kødet foran den sorte snude. Hunden vågnede op, fandt det og begyndte at spise.
Den røde slugte, men rørte ingenting før, den sorte var mæt. Først så snuppede hun en rest.
Sådan hviskede Rigmor.
Begge drak længe af vandskålen. Rigmor så på dem og tørrede øjnene.
Hvorfor står du og tuder? lød Lisbeths stemme bag hende.
Hun stod i hullet i hegnet, og stirrede målløs.
Det er ikke hvalpe, hun fodrer, sagde Rigmor stille.
Lisbeth sagde ikke noget. Så snøftede hun højlydt.
Hvem har dog efterladt hende sådan?
Sigrid, gætter jeg på. Havde hende i kæde. Da hun døde, var der ingen, der tænkte på hunden.
Det er et halvt år siden
Et halvt år alene. Kun den røde har været her og fodre hende. Hver dag.
Lisbeth satte sig på hug og aede den røde.
Du er dygtig, du er
Hen mod aftenen samlede næsten hele opgangen sig i gården. Nogen havde mad, andre tæpper med. Et par mandfolk prøvede at bryde kæden, men den var for stærk.
Vi må have en vinkelsliber, mente Bjarne. Jeg tager den med i morgen.
Næste dag dukkede Bjarne op med maskinen. Folk samledes igen.
Pas på nu, Bjarne! dikterede Lisbeth. Du skal ikke skræmme hende!
Vinkelsliberen hylede, gnister fløj. Den sorte hund gispede, prøvede at rejse sig.
Kæden knækkede.
Så, nu er du fri, sagde Bjarne og tørrede panden.
Rigmor satte sig stille ved siden af den befriede hund og aede hendes hoved.
Kom du med mig? spurgte hun sagte. Jeg skal nok sørge for dig. Der er varmt hos mig. Jeg tager også din røde ven. Begge to.
Den sorte vrikkede med halen, som om hun forstod.
Rigmor prøvede at løfte hende, men hun var for tung.
Lad mig, sagde Bjarne forsigtigt, og løftede hunden op. Hvor hen?
Opgang tre, lejlighed 21.
Da de gik gennem gården, flyttede naboerne sig, så de kunne komme forbi. Den røde fulgte lige i hælene med halen mellem benene.
Bare rolig, sagde Rigmor blidt til den røde. I kommer begge med.
Foran opgangen stod de faste gamle damer på bænken.
Hvad har du gang i, Rigmor? lød det skeptisk fra én. Slæber hunde ind i din lejlighed?
Ja, det gør jeg.
Men de har jo lopper! De sviner og stinker!
Jeg vasker dem.
Hvad vil naboerne sige?
Hvad siger de så? råbte Rigmor så højt, at hun selv blev forskrækket. Den hund sad fastspændt i kæde i et halvt år, blind og sulten! Ingen så noget kun den røde. Men vi andre? Vi gik bare forbi!
Stemmen knækkede, og hun måtte trække vejret tungt. De andre damer blev stille og kiggede væk.
Det vidste jeg ikke, mumlede én. Sigrid døde, og ingen tog sig af hunden.
Netop! sagde Rigmor. Ingen tog sig af hende.
Hun gik ind. Bjarne fulgte lige efter, den røde bag dem.
Hjemme bredte Rigmor et gammelt tæppe ud på gulvet, og Bjarne lagde forsigtigt den sorte hund på det.
Sådan, sagde han. Skal jeg hjælpe mere?
Nej tak. Jeg klarer den.
Da døren lukkede bag ham, sank Rigmor op ad den. Den røde satte sig tæt på den sorte og stirrede på hende med kloge øjne fulde af taknemmelighed Rigmors hjerte blev så blødt.
Nå, sagde hun og åndede dybt. Nu skal vi lære hinanden at kende. Jeg hedder Rigmor. Hvad med jer?
Den røde gøede stille.
Du bliver Røde. Og dig, hun kiggede på den sorte du er Sorte. Er det okay?
Hun satte en skål med grød og kød foran Sorte, som snusede, men ikke turde spise alt var jo nyt.
Kom nu, sagde Rigmor og rakte lidt mad frem.
Sorte snuppede det blidt fra hendes hånd.
Dygtig, hviskede Rigmor. Spis du bare.
Hun sad og fodrede hende forsigtigt, stykke for stykke. Røde lagde hovedet i hendes skød en tillidsfuld, taknemmelig gestus.
Senere ringede Lisbeth.
Hvordan går det så? Alle i live?
Ja, ja, de ligger og sover begge to, svarede Rigmor træt.
Og du sover åbenbart ikke?
Nej. Jeg tænker.
På hvad?
Rigmor var stille lidt.
På at vi mennesker ofte er værre end dyr. Hunden glemte aldrig sin ven. Men vi andre vi kigger væk. Hver eneste dag.
Rigmor, slap nu af.
Det kan jeg ikke! Du forstår ikke, Lisbeth! Jeg skammer mig! Virkelig!
Hun lagde på, satte sig ned til de sovende hunde på gulvet og græd stille.
Ugen gik. Sorte kom langsomt til kræfter. Først lå hun kun og spiste lidt, så begyndte hun tøvende, vaklende at rejse sig. Røde var der konstant som hendes støtte.
Du har da fået din egen førerhund, Sorte, grinede Rigmor. Man kunne ikke ønske sig en bedre.
Hele opgangen kendte snart historien Lisbeth havde fortalt den til alle.
Har du hørt om Rigmor? sagde damerne hinanden. Hun tog to hunde ind! Den ene var blind og havde siddet fast i kæde i et halvt år.
Og den anden gav hende mad! Kan du fatte det?
Det lyder utroligt!
Nej, nej, Lisbeth så det selv!
Når Rigmor var ude med hundene, stoppede folk op. Nogen smilede, andre rystede på hovedet.
Du er sku’ sej, sagde Bjarne til hende en dag.
Der er nu ikke noget særligt ved mig, sagde Rigmor. Det er Røde, der er helten. Jeg var bare den, der ikke gik forbi.
En aften bankede det på døren. Udenfor stod en ung kvinde.
Hej, er det dig der er Rigmor Petersen?
Ja, det er mig. Hvem er du?
Jeg hedder Alvilde. Jeg har hørt om dine hunde, og hvordan du hjalp dem. Må jeg tilbyde min hjælp? Jeg er dyrlæge og kan kigge på Sorte. Det koster ikke noget.
Rigmor blev helt forlegen:
Helt gratis?
Ja. Det er bare for at hjælpe. Må jeg komme ind?
Alvilde undersøgte Sorte grundigt og sagde så:
Hun er gammel og syg. Hun får aldrig synet tilbage. Men hun kan godt få nogle gode år endnu, hvis du passer på hende.
Hvordan gør man så lige det?
Alvilde tog nogle piller op:
Her er vitaminer, noget til leddene, og her lidt creme til poterne. Jeg skriver det hele ned.
Hvad skylder jeg dig så?
Ingenting, smilte Alvilde. Det er en gave. Fra mig og fra alle, der blev rørt af din historie.
Der stak tårer i Rigmors øjne igen.
Tusind tak.
Tak til dig, sagde Alvilde og klappede Røde.
Da døren lukkede, satte Rigmor sig på sofaen. Sorte lagde sig ved hendes fødder, Røde ved siden af. For første gang i mange år mærkede Rigmor, at nogen havde brug for hende sådan rigtigt.
Og det var, ja ægte lykke.
