Folk undrede sig: Hunden i det forladte hus fodrede slet ikke hvalpe
Asta Madsen var på vej hjem fra Brugsen med to tunge poser og hovedet fuldt af tanker. Knæene værkede igen, barnebarnet havde lovet at ringe, men lod ikke høre fra sig, og vinteren var mærkelig sne den ene dag, grå regn og smat den næste. Tankerne snurrede rundt, da hun pludselig snublede og var tæt på at miste balancen på den glatte fortovsflise.
Hun vendte sig om mellem benene smuttede en rød, tynd gadekryds hurtigt forbi. Så stikker ribsene frem, pelsen pjusket i totter, nærmest gennemsigtig af sult.
Pas nu på, din bandit, fnyede hun ud i luften.
Hunden veg ikke et sekund, forsvandt hastigt som om nogen ventede på den. I munden havde den noget, der lignede et stykke rugbrød.
Hvalpe har hun sikkert gemt et sted, mumlede Asta for sig selv. Forår på vej, så pibler naturen frem.
Hun hev i poserne og gik videre, men det nagende urolige blev ved at rumstere. Der var noget forkert ved det hele.
Næste dag skete præcis det samme: Den røde skygge, brødbidden i munden, samme rute hen til det forladte, mørke hus for enden af gården det, hvor gamle Fru Sørensen boede. Det halve år siden hun døde, og huset lodsede tomt tilbage.
Se Asta, det er samme vovse igen! råbte Emma, naboen, fra altanen. Hver eneste dag det samme. Hvor finder den dog mad henne?
Hvilken mad? Asta stoppede op.
Der, i munden! Den roder sikkert i containere. Fodrer sikkert sine hvalpe, morsinstinkt og det hele.
Er du sikker på hvalpe? spurgte Asta.
Hvem ellers? Foråret er jo på trapperne, det er jo sådan med dyr.
Asta nikkede, men tanken borede sig ind. Hvalpe svarede jo til sæsonen, men alligevel var der noget, der ikke stemte.
Igen snoede den røde sig ind ad sprækken i det skæve plankeværk og forsvandt på gårdspladsen bag det tomme hus. Asta blev stående.
“Hvad bilder jeg mig ind? Jeg må da se hvad der foregår. Hele gården snakker jo,” tænkte hun og gled forsigtigt efter. Hegnet klagede, men gav sig, og hun trådte ind, hvor brændenælder rakte hende til livet, glasskår blinkede, alting var trykket og grimt.
Inde fra skuret hørtes svagt, knap hørbart klynk.
Asta fulgte lyden, gik rundt om det sammenstyrtede skur og stivnede.
Der sad den røde hund ved en gammel, grålig hundekurv. Foran hende lå en stor, sort hund med gråsnudet hoved, lænket med rusten kæde til et gammelt nedlagt tørrestativ.
Blind.
Øjnene var dækket af en mælket tåge, kroppen var mager, pelsen som fårestrik. Den lå på siden, trak kun svagt vejret.
Den røde lagde brødstykket ned for den blinde, puffede blidt og blev stille.
Den sorte rørte svagt på sig, fandt maden og åd grådigt. Den røde holdt sig tæt, sprang ikke omkring, fulgte bare med blikket.
Da maden var væk, slikkede den forsigtigt den blindes snude, lagde sig så tæt ind til.
Asta stod som forstenet. Tårerne pressede sig bag øjnene.
“Herregud hun fodrer hende. Hver eneste dag. Selvom hun sultede selv.”
Hvor længe hun stod der, vidste hun ikke. Da den røde så op, kiggede den hende lige ind i øjnene. “Hvad glor du på? Gør noget eller gå,” sagde blikket.
Vent et øjeblik, hviskede Asta og vendte om hjemad. Hun løb hurtigere end hun havde gjort i tyve år, knæene protesterede, men hun stoppede ikke.
Hjemme ragede hun det spiselige sammen kogt kylling, havregrød, leverpostej snuppede en skål vand og for afsted igen.
Billedet var uændret derinde: Den røde ved siden af den sorte.
Her er mad, stønnede Asta og lagde sig på hug. Hun lagde kyllingen foran den røde, men den skubbede den kun til den blinde.
Du må jo selv spise se dig selv! Asta flyttede forsigtigt kødet over til den blindes næse. Straks blev der liv, hun greb maden og gnavede lystigt.
Den røde slugte, men ventede. Først da den sorte var mæt, tog hun forsigtigt resterne.
Sådan skal det gøres, sagde Asta lavmælt.
Begge hunde drak længe vand. Asta sad og så på dem mens hun tørrede kinderne.
Hvorfor tuder du nu? lød Emmas stemme bagfra.
Hun stod ved hegnet med store øjne.
Det er hende, den røde, der fodrer ikke hvalpe, konstaterede Asta tørt.
Emma tav, snøftede og stirrede.
Hvem kunne nænne at efterlade hende sådan?
Fru Sørensen. Hun havde hende lænkede. Da hun døde, glemte alle hunden.
Det er mere end et halvt år siden…
Halvt år. Rent glemt. Kun hende her den røde fandt hende, fodrede hende hver dag.
Emma satte sig, klappede den røde.
Klog pige… Du er noget særligt.
Hen imod aften mødte så godt som hele opgangen op med tæpper eller mad til dyrene. Nogen forsøgte at klippe kæden, men den var for tyk.
Vi må bruge vinkelsliber, sagde gamle Henning. Jeg tager den med i morgen.
Næste dag, tilbage med maskinen. Folk stimlede sammen.
Forsigtigt nu, Henning! kommanderede Emma. Gør nu ikke hunden bange!
Vinkelsliberen skar og sendte gnister, den sorte dirrede og prøvede rejse sig.
Kæden slap.
Sådan… fri, pustede Henning, med sved på panden.
Asta satte sig på hug, aede blidt den befriede hund.
Nå, skal du med mig hjem? spurgte hun sagte. Jeg har mad. Varme. Og jeg tager den røde med. Begge to.
Den store sorte hund viftede svagt med halen, som om hun forstod.
Asta prøvede selv, men hunden var for tung.
Lad mig, sagde Henning og løftede forsigtigt hunden. Hvorhen?
Opgang tre. Lejlighed 21.
Folk trådte til side da de gik over gården. Den røde holdt sig tæt til Asta, ørerne nede, halen mellem benene.
Rolig, lille ven, sagde hun dæmpet. I skal begge med.
På bænken ved indgangen sad gårdens berygtede ældre damer.
Jamen Asta, hvad har du nu gang i? udbrød den ene. Skal du have hunde med op?
Ja, sagde Asta blankt.
De er fulde af lopper og snavs! Det kommer til at lugte!
Så vasker jeg dem.
Hvad siger naboerne?
Hvad de siger, skar hun igennem, højere end hun havde forventet af sig selv. Den hund sad lænket i et halvt år, blind, sulten! Ingen opdagede noget! Bortset fra denne røde, hun gjorde men os? Vi gik bare forbi!
Stemmen dirrede. Ingen sagde noget. Den ældste så ned.
Jeg vidste det ikke, mumlede hun. Fru Sørensen døde, men ingen nævnte hunden.
Netop. Ingen sagde et ord! Asta tørrede øjnene og gik videre, Henning og hundene efter.
Indenfor rullede Asta et gammelt tæppe ud på gulvet, Henning lagde forsigtigt den sorte hund der.
Skal jeg hjælpe dig mere? spurgte han.
Nej tak. Jeg kan godt selv, sagde hun bestemt.
Da døren lukkede bag ham, lænede hun sig op ad døren. Den røde sad tæt ved siden af den sorte og så på hende. Der var noget i blikket: Taknemlighed så stor, at hun mærkede det i hjertet.
Nå, indrømmede Asta. Vi skal jo lære hinanden at kende. Jeg hedder Asta. Hvad med jer to?
Den røde sagde stille vov.
Du bliver Rikke, og du hun så på den sorte du bliver Sorte. Aftalt?
Hun satte en skål med havregrød og kød foran Sorte, som snusede forsigtigt, forskrækket over det nye sted.
Kom, sagde Asta og holdt en lille bid frem.
Sorte tog forsigtigt maden fra hendes hånd.
Dygtig pige, hviskede hun. Spis, spis.
Hun fodrede Sorte tålmodigt, stykke for stykke, med rolige hænder. Rikke fulgte med, og lagde pludseligt forsigtigt hovedet i Astas skød. Hun forstod der var tillid, taknemlighed.
Hen under aften ringede Emma.
Hvordan går det?
Vi lever, svarede Asta træt. De sover begge to.
Kan du overhovedet sove?
Nej. Jeg tænker.
På hvad?
Asta tøvede.
På at vi mennesker somme tider er værre end dyr. Selv en hund glemmer ikke en anden. Men vi vi går bare forbi. Helt blinde.
Du må slappe lidt af, Asta.
Det kan jeg ikke! udbrød hun, Jeg skammer mig! Skammer mig overfor den hund!
Hun lagde røret, satte sig på gulvet ved dyrene, med armene omkring sine knæ, og græd i stilhed.
Efter en uge kom Sorte langsomt til kræfter. Først lå hun bare og spiste lidt, så prøvede hun at rejse sig usikkert, vaklende, men hun rejste sig. Rikke holdt sig altid tæt, som en ledetråd.
Du har din egen førerhund, Sorte, lo Asta. Du får ikke bedre.
Historien bredte sig snart i gården Emmas fortjeneste.
Har du hørt om Asta? sludrede damerne. To hunde! En var blind, lænket hele vinteren.
Den anden fodrede hende! Kan du forstå?
Nej, alt for vildt!
Emma sagde det selv!
Hver gang Asta luftede dem, stoppede folk op. Nogen smilede, nogen rystede på hovedet.
Du er noget særligt, sagde Henning en dag. Et rigtigt menneske.
Jeg er ikke noget. Det er Rikke, der er rigtigt menneskelig. Jeg gjorde bare, hvad jeg ikke burde have undladt.
En aften bankede det på døren. Udenfor stod en ung kvinde.
Godaften, er det Asta?
Ja, og hvem er du?
Jeg hedder Thyra. Jeg hørte om dine hunde. Om hvordan du reddede dem. Jeg er dyrlæge, vil gerne se til Sorte uden beregning.
Asta blev paf:
Uden betaling?
Ja. Jeg vil gerne hjælpe. Må jeg komme ind?
Thyra undersøgte Sorte minutiøst og sagde:
Hun er gammel og syg. Synet kommer ikke tilbage men hun kan få et godt liv. Hvis du passer hende rigtigt.
Hvordan?
Thyra fandt noget frem:
Disse vitaminer. Det her for leddene. Og creme til poterne. Jeg skriver, hvordan du bruger det.
Hvad koster det?
Ingenting, smilede Thyra. Det er fra mig og fra alle der har hørt din historie.
Astas øjne blev våde igen.
Tak.
Nej, tak til dig, sagde Thyra og klappede Rikke.
Da døren lukkede, satte Asta sig i sofaen. Sorte lagde sig ved fødderne, Rikke tæt ved siden af. For første gang i mange år følte Asta sig virkelig tilpas ægte nødvendig.
Og det var lykke.
