Regnen trommede mod taget på sommerhuset, da Kirsten Mikkelsen hørte en forsigtig banken på døren. Hun lagde strikketøjet fra sig og lyttede. Banken gentog sig – nervøs, næsten undskyldende.
“Hvem der?” råbte hun, mens hun gik hen mod døren.
“Åbn venligst,” lød en svag kvindestemme udefra. “Jeg har faret vild…”
Kirsten åbnede døren på klem. På trappen stod en kvinde i midten af tyverne, gennemblødt. Mørkt hår klæbede til ansigtet, og den lynejakke var fuldstændig gennemvædet. I hånden knugede hun en lille taske.
“Åh du godeste, du er jo helt våd!” Kirsten løsnede sikkerhedskæden og åbnede døren. “Kom indenfor med det samme, du bliver jo forkølet!”
“Tak skal du have,” sagde pigen og trådte ind, efterladende våde fodaftryk på måtten. “Jeg hedder Mette. Jeg fulgte en sti, men den førte mig ud i skoven. Min telefon er død, jeg har ingen anelse om, hvor jeg er…”
“Skynd dig at tage de våde tøjer af!” Kirsten blev helt optaget af at hjælpe med at hive den gennembløjte jakke af. “Du drypper jo! Hvordan endte du alene i skoven i dette vejr?”
Mette slog blikket ned.
“Jeg skændtes med… med min kæreste. Han smed mig ud af bilen og sagde, jeg kunne gå resten. Jeg vidste ikke, det var så langt til byen…”
“Din stodder!” udbrød Kirsten forarget. “Hvordan kan man efterlade en pige i skoven! Kom ud i køkkenet, jeg sætter lige vand over. Du skælver jo helt.”
Mette fulgte med ind i det lille, men hyggelige køkken. Kirsten tændte elkedlen og fandt en badekåbe frem fra skabet.
“Her, tag den på imens. Vi hænger tøjet på radiatorerne, det er tørt til i morgen. Hvor er du fra?”
“Fra provinsen,” svarede Mette vagt, mens hun taknemmeligt tog imod kåben. “Jeg arbejder i København, på et kontor.”
“Ungdommen nu til dags!” rystede Kirsten på hovedet. “I min tid havde mænd noget respekt, de ville aldrig gøre sådan mod en kvinde. Hvad er det dog for en verden… Sæt dig ved bordet, jeg laver noget mad til dig.”
Kirsten begyndte at rode ved komfuret. Hun fandt æg og smør frem og lavede hurtigt en omelet. Hun skar brød og tog hjemmelavet syltetøj frem.
“Spis nu, du er sulten,” sagde hun og satte tallerkenen foran Mette. “Hvornår spiste du sidst?”
“Frokost,” indrømmede Mette og gav sig til at spise. “Vi kørte hele dagen og skændtes…”
“Hvad skændtes I om? Hvis jeg må spørge.”
Mette tav et øjeblik, mens hun tyggede brød med smør.
“Han ville have, at jeg… at vi skulle flytte sammen. Men jeg har mit job, mine planer. Jeg er ikke klar endnu. Så blev han vred og sagde nogle grimme ting…”
“Det er rigtigt af dig ikke at skynde dig,” nikkede Kirsten. “Da jeg var på din alder, skyndte jeg mig for meget. Giftede mig med den første den bedste. Troede, kærlighed kunne bære alt. Det kunne den ikke. Han forlod mig med en lille søn og løb til en anden.”
“Har du en søn?” spurgte Mette interesseret.
“Havde,” sagde Kirsten mørkt. “Han er voksen nu, har sin egen familie. Men vi… kommer ikke så godt ud af det. Vi ses sjældent.”
Hun hældte te i sit kop og rørte tankefuldt sukker i.
“Bor du her alene?” spurgte Mette forsigtigt.
“Alene. Sommerhuset blev bygget af min afdøde mand, den anden. Han var en god mand, men gik bør alt for tidligt. Nu kommer jeg kun her om sommeren, og ikke engang hvert år. Om vinteren bor jeg i lejligheden i byen.”
Mette nikkede mens hun færdiggjorde omeletten. Regnen aftog, men mørket faldt på udenfor.
“Hør engang, skat,” sagde Kirsten, “bliv her i nat. I morgen kan jeg følge dig til busstoppestedet. I dette mørke og vejr går du ingen steder.”
“Er du sikker? Jeg vil ikke være til besvær…”
“Hvad snakker du om! Besvær! Det er hyggeligt med selskab. Der er en god sofa i stuen, og rent sengetøj. Gør dig hjemme.”
De talte længe den aften. Mette fortalte om sit job i en handelsvirksomhed, om udfordringerne ved at leje bolig i hovedstaden. Kirsten delte minder fra sin ungdom og klagede over ensomheden.
“Alle mine veninder er enten døde eller flyttet til børnene,” sukkede hun. “Naboerne her er også gamle og syge. Det er kedeligt at være alene…”
“Hvorfor kommer du ikke godt ud af det med din søn?” spurgte Mette forsigtigt.
Kirstens ansigt mørknede.
“Hans kone kan ikke lide mig. Hun siger, jeg blander mig i deres liv. Men har jeg ikke ret til at interessere mig for mine børnebørn? Nu inviterer de mig ikke engang til højtiderne…”
Næste morgen var vejret bedre. Kirsten lavede en madpakke til Mette og fulgte hende til busstoppestedet.
“Tusind tak,” sagde Mette oprigtigt. “Du reddede mig virkelig!”
“Åh, pyt! Kom igen, hvis du har lyst. Skriv adressen ned.”
Mette noterede adressen i sin telefon og vinkede fra busvinduet.
Flere uger gik. Kirsten havde næsten glemt den tilfældige gæst, da hun igen hørte det velkendte banken.
“Mette!” råbte hun glad og åbnede døren. “Hvordan går det, skat? Kom ind!”
“Må jeg blive her et par dage?” spurgte Mette forlegen. “De laver renovering i min lejlighed, det er umuligt at bo der. Min udlejer sagde, jeg kunne bo hos familie, men jeg har ikke nogen…”
“Selvfølgelig kan du det! Bliv så længe du har brug for. Det er hyggeligt med selskab.”
Mette flyttede ind i det lille værelse ovenpå. Hun hjalp til med husarbejde, lavede mad og ryddede op. Kirsten var henrykt over sådan en hjælper.
“Bedre end en egen datter,” sagde hun til naboens fru Jensen. “Hun kan både lave mad og sy. Sådan en svigerdatter kunne jeg godt tænke mig…”
Dagene gik roligt og jævnt. Mette tog på arbejde hver morgen og kom hjem om aftenen. De spiste sammen, så fjernsyn og snakkede om dagens begivenheder.
“Ved du hvad, Mette,” sagde Kirsten en dag, “jeg har tænkt mig at lave et testamente. Min søn får lejligheden, men sommerhuset… Måske til dig? Det er alligevelMen da Kirsten kom hjem fra hospitalet, opdagede hun, at Mette var forsvundet – og med hende alle hendes drømme om at finde en datter hun aldrig havde haft, men altid havde savnet.
