Benene på Katrine værkede. Det er der ikke noget at sige til: at gå så meget med en tung taske på ryggen… En ting var godt: der var kun én lille landsbyvej tilbage at gå på, og så kunne hun tage tilbage… Katrine arbejdede som postbud, eller som man siger her, brevbud. Tidligere var der et posthus i næsten hver lille landsby. Nu er der kun ét tilbage til tolv nabobyer. Så postbudene må rejse mange kilometer for at levere aviser, elregninger og pensioner. Og samtidig bestiller de også dagligvarer og husholdningsprodukter for folk.
Katrines rygsæk var nu tom. Hun havde leveret alle bestillingerne til sine ældre damer. Det er utroligt: der er næsten ingen ældre mænd tilbage i landsbyerne. Men enkerne bor stadig der. Nogle af dem driver stadig et lille landbrug og dyrker grøntsager… Problemet er, at det er svært at komme til butikken fra de fjerntliggende landsbyer. Og den mobile købmand kommer ikke altid om vinteren. Så Katrine bærer ofte vigtige varer med sig: ris, pasta, konserves, kiks og slik… De gamle damer venter på hende og spejder fra tidligt om morgenen: Hvor bliver deres lille Karla af, er hun måske faret vild i sneen?
I den landsby, som Katrine nu skulle besøge, var der engang liv og aktivitet. Der var en skovbrugsstation. Men nu… Ja, nu er der mange af den slags landsbyer i Danmark, hvor de sidste lokale indbyggere lever deres sidste år…
Her var det sidste hus – en enkel tømmerbygning med to lejligheder. Det var det eneste, der stadig var i god stand – der boede folk i begge lejligheder. De andre dobbelthuse, hvoraf der engang var mange på vejen, var for længst blevet revet ned af de lokale for at få brænde. Her boede der en pensionist, som Katrine nu havde travlt med at besøge. I den anden lejlighed boede denne pensionists søn med sin kone.
Katrine børstede sneen af sine støvler med en lille kost, der stod ved indgangen, gik op ad trappen til verandaen og bankede på døren:
– Tanja, er du hjemme? Posten er kommet!
Døren blev hurtigt åbnet. Værten smilede:
– Hvorfor banker du, Kat? Kom ind, kom ind! Fryser du ikke? Lad mig lave noget te til dig. Eller måske noget frokost? Jeg har lige taget en suppe ud af ovnen…
Katrine takkede den ældre dame, men afslog: hun måtte skynde sig, det ville snart blive mørkt, og vejen hjem var lang.
– Vent lidt, min pige, min søn skal også til byen. Bliv lidt og varm dig. Jeg løber hen til ham og siger, at han ikke skal tage afsted uden dig.
Tanja tog sin gamle frakke på og gik ud. Katrine sank træt ned på en stol, tog filen med pensionskuverterne frem og pengene. Da hun talte de resterende sedler og mønter, åndede hun lettet op: alt passede lige på kronen. Hun åbnede jakken og tog huen af hovedet… Hvor var det godt, at hun ikke behøvede at traske tilbage ad de dårligt ryddede veje. Tanjas søn havde vist nok en bil, han kom nogle gange til posten i den. Så i dag kunne hun komme hjem tidligere…
Værten kom tilbage:
– Kan du vente i fyrre minutter? Valdemar er optaget lige nu. Når han er færdig med sine opgaver, tager han dig også med. Lad os få lidt at spise imens. Jeg ved, at du har været på benene hele dagen og er sulten.
Katrine protesterede ikke. Hun gav Tanja pensionen, tog rygsækken af og satte tasken til side og tog imod den mad, der blev tilbudt.
– Tanja, kan du ikke fortælle noget om livet i gamle dage? Jeg elsker at høre, hvordan folk levede før, – sagde Katrine, efter hun havde spist suppen og tog en kop te med bagværk.
– Åh, min pige, jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle dig, – smilede værten og pillede ved kanten af sit farverige forklæde. – Hvordan vi levede før… På mange måder. Nogle gange var det godt, og nogle gange ikke så meget. Jeg arbejdede. Det gjorde vi alle dengang. Jeg var jo ikke en slags berømt arbejder. Vi satte ikke rekorder i bageriet. Vi bagte det brød, der var behov for. Jeg fik diplomer, ja. Og jeg blev anerkendt som en veteran. Jeg stod trods alt ved ovnen i seksogtredive år og arbejdede derefter seks år som lagerfører. Og vores brød blev revet væk i omegnen, nu kan man slet ikke få sådan noget…
Tanja tav, mens hun kiggede ud af vinduet mod det murstensskellet af det nedrevne bageri, der lå ikke så langt derfra… Så fortsatte hun:
– Min mand arbejdede som skovarbejder. Jeg giftede mig, da jeg var atten år gammel, da jeg kom herned i praktik. Jeg blev færdig med min uddannelse, mens jeg var gravid. Vores første datter blev født dengang, hun bor nu i København. Eller hvad hedder det nu… i Hovedstaden. Hun er gået på pension, men arbejder stadig lidt. Jeg har to børnebørn der og et oldebarn, der er vokset godt til.
Men min mand ønskede en søn, og det lykkedes bare ikke i starten. Jeg måtte opgive et barn to gange. Lad mig sige det sådan: man løfter jo sække med mel hele dagen, så det er klart, det går galt. Så sagde min mand: Stop nu for Guds skyld med sådan et arbejde. Men hvor skulle jeg stoppe hen? Der var ikke meget arbejde dengang heller. Medmindre man tog til byen, men så måtte man opgive gården. Vi holdt en ko i starten, senere blev det til geder. Og tre grise og høns… En stor køkkenhave… Jeg overtale min mand til, at jeg ville være mere forsigtig…
Så blev jeg gravid igen, og ledelsen flyttede mig til en lettere stilling – som sælger i butikken ved bageriet. Og så fødte jeg Valdemar.
Katrine kiggede overrasket på sin samtalepartner. Tanja havde da fortalt, at hendes søn hed Claus? Og nu – Valdemar…
Da hun så sin gæsts undren, smilede Tanja trist:
– Vent, min pige, du skal nok forstå det hele senere…
Og hun fortsatte:
– I halvfjerds blev sønnen født. Han havde medfødt høretab. Vi tog til hovedstaden for at se en professor, der sagde, at den slags sker, der er ingen kur, han skulle bruge et høreapparat hele livet… I lejligheden ved siden af boede Madsene, og nej, det var ikke et kælenavn, men efternavnet. Den gamle mands far blev virkelig kaldt Madsen. Hun grinede altid ad Valdemar og sagde, at han allerede gik som en gammel mand fra barndommen af, hvem ville gifte sig med sådan en?
Men han og Lene blev kærester i skolen. Så blev de gift. Hun arbejdede i administrationskontoret ved skovbrugsstationen, indtil det lukkede, og Valdemar rejste ind til byen og arbejdede på en fabrik i portvagten. Da barnebarnet blev født, købte vi med min mand nabolejligheden til dem, da Madsen døde… Og så, samme år, mistede vi både min mand og søn…
Tanja sukkede dybt…
– Min mand havde… det der… leddgigt. Alle, der arbejdede i skoven, fik den sygdom. De opererede ham, men alligevel levede han ikke mere end et år efter. Og sønnen, han var ude at fiske, og isen brast næsten… Han nåede næsten i land, men faldt igennem. Han kom op, men blev frygteligt kold, fik lungebetændelse og gik bort på to uger… Om efteråret begravede vi min mand, og om foråret lagde vi også sønnen ved siden af ham… Kun treogtyve år gammel var han…
Tanja blev igen stille. Hun rejste sig, rettede gardinet ved vinduet… Så, som om hun havde fundet ro, fortsatte hun sin fortælling:
– Da sønnen døde, gik min svigerdatter og var gravid igen. Hun kom til mig og sagde, at hun måtte få en abort. Jeg skældte hende ud: Din mand døde, og nu vil du også dræbe hans barn? Vi græd selvfølgelig begge, vi talte længe. Selv med bare ét barn ville det have været svært for hende uden en mand, men nu med to… Det var en svær tid… I fireoghalvfems mistede vi Valdemar… Men svigerforældrene var ikke meget til hjælp, de var glade for en drink begge to.
Min svigerdatter er en guldklump. Jeg overbeviste hende om at beholde barnet. Jeg gik over til lagerarbejde efter min mands død, så jeg gik ikke mere i skifteholdsarbejde. Vi to opfostrede børnene sammen.
Og et år senere eller deromkring mødte hun Claus. Jeg holdt øje med ham: han var en positiv mand, drak ikke, bandede ikke. Jeg bryder mig ikke om folk, der bander, og min afdøde mand bandede heller aldrig, selvom han arbejdede i skoven hele livet. Og han var god mod børnene… Claus var jo ikke herfra, han kom for at sætte en savværk op her. Han var lidt ældre end Lene. Han var gift før, men hans kone stak af til Tyskland med barnet – der fandt hun nogle slægtninge.
Jeg sagde til dem: flyt sammen, hvis I har et seriøst forhold. Først boede de sammen, så blev de gift. De fik et barn mere, jeg tog mig også af dem. Alle tre kalder de mig bedstemor.
Lene kaldte mig mor fra starten. Og så begyndte Claus også: mor og mor. Og hvorfor skulle jeg være imod det? Gud tog én søn, men gav mig en anden i mine senere år.
Han har hænderne skruet godt på. Kan du se, hvor flot han har sat lejlighederne i stand? Han har lagt vand ind, lavet toilet indenfor, og han byggede en sauna… Han tjener godt. Da savværket kørte, var han mester der. Senere begyndte han at tage på arbejdsture. Ikke en eneste gang har han gjort Sønnes børn fortræd, de regner ham for deres far.
Da alle begyndte at flytte fra landsbyen, sagde jeg til mine: flyt hvis I vil, men jeg flytter ikke. Kun til kirkegården, til min mand og søn. Claus sagde så: Hvordan skulle vi kunne undvære dig? Så vi blev. Børnebørnene er allerede flyttet, den yngste studerer på universitetet, den ældste har lige haft mit oldebarn med sig. Jeg må sige, jeg er taknemmelig, jeg har en god svigerdatter og søn…
Udenfor hørtes en bil dytte. Katrine gjorde sig klar til at tage af sted. Tanja beroligede hende:
– Tag det roligt, min pige, Claus venter. Jeg siger dig: en så god søn ønsker jeg enhver mor…
