Flyttemændene kom med møblerne til den nye lejlighed og stivnede af skræk, da de genkendte husets frue som den forsvundne popstjerne.
“Holger, har du set, hvad vi skal slæbe? Et skab, en sofa, to lænestole og et bord! Og huset har ingen elevator – femte sal! For de penge kunne Søren selv bære det!” Klaus smækkede irriteret fragtsedlen ned på instrumentbrættet.
“Åh, hold nu op, Klaus,” svarede Holger roligt uden at tage blikket fra vejen. “Det er sidste opgave i dag, så er vi hjemme. Konen har lovet hønsekødssuppe.”
“Din suppe er i sikkerhed, men min ryg vil ikke takke mig,” sukkede Klaus og stirrede ud på de grå etageejendomme i forstaden. “Hvorfor i alverden vil folk bo på femte sal? Havde dog valgt stueetagen som almindelige mennesker.”
“Men udsigten er bedre,” grinede Holger. “Og ingen trampende naboer ovenpå.”
“Romantik, ja… Hvem er kunden egentlig?” Klaus tog endelig fragtsedlen og læste de små bogstaver. “En vis Astrid Mikkelsen. Tlf., adresse… Forudbetalt, resten ved levering. Som sædvanlig.”
Varevognen drejede ind i en stille gård fyldt med biler. Nybygninger blandede sig med gamle huse i en underlig arkitektonisk modsætning. Holger parkerede foran en faldefærdig femetages bygning med afskallet maling.
“Vi er her. Den opgang der,” nikkede han mod den medtagne dør. “Lad os håbe, at dørene i lejligheden er brede nok, ellers bliver det en lang dag med det skab.”
De hentede deres tralle, og Klaus ringede til kunden.
“Hallo, fru Mikkelsen? Goddag, vi er fra ‘Hyggeligt Hjem’ med Deres møbler. Ja, vi er nede ved hoveddøren. Godt, vi venter.”
Få minutter senere gik døren op, og en kvinde i fyrrerne i casual tøj – jeans og en løs T-shirt – viste sig. Mørkt hår i en rodet knold, minimal makeup. Hun smilede venligt.
“Goddag, kom indenfor. Lejligheden er på femte sal.”
Klaus og Holger begyndte at læsse møblerne på trallen for at undgå flere ture. Først kom sofaen – den største, men ikke den tungeste genstand.
“Vent, jeg hjælper,” tilbød kvinden uventet, da de kæmpede sig gennem den smalle opgang.
“Nej, nej, fru Mikkelsen, det er vores arbejde,” afviste Holger.
“Alligevel,” insisterede hun og støttede sofaen. “Her er så mange drejninger, man skal kende vejen.”
Stemmen fik Klaus til at rynke panden. Den lød vagt bekendt. Hvor kunne han have hørt den før? Den måde, hun strakte vokalerne på… Noget genkendeligt, men uvirkeligt.
Femte sal var ingen dans på roser. Mens de slæbte, nåede Klaus at forbande alle arkitekter, der byggede huse uden elevatorer, alle, der boede i dem, og især dem, der bestilte møbler dertil. Endelig nåede de lejlighedsdøren. Hun låste op og holdt døren.
“Bare ind i stuen, ved vinduet.”
Lejligheden var overraskende rummelig – nogle vægge var måske fjernet. Lyse vægge, minimalistisk møblement, masser af plads. I hjørnet stod et flygel – den eneste genstand, der afslørede noget om hendes liv.
“Spiller du?” spurgte Holger og nikkede mod instrumentet, mens de stillede sofaen.
“En smule,” svarede hun undvigende. “Bare for mig selv, så jeg ikke glemmer det.”
De gik ned efter resten. Klaus kunne ikke lade være med at stirre på hende. Kendte han hende? Havde de leveret til hende før? Hukommelsen nægtede at samarbejde.
Da de bragte det sidste møbel – spisebordet – besluttede Klaus sig endelig for at spørge:
“Undskyld nysgerrigheden, fru Mikkelsen, men jeg synes, jeg har set Dem før. Har De bestilt hos os tidligere?”
Hun standsede et øjeblik, som om hun overvejede svaret.
“Nej, det er min første ordre hos jer,” sagde hun efter en pause. “Måske en forveksling.”
Hun vendte sig for at tage penge op af tegnebogen, og i det øjeblik begyndte radioen i baggrunden at spille en gammel hit. En melodi, der engang dominerede hitlisterne. En kvindestemme sang om uopnåelig kærlighed.
Og pludselig gik det op for Klaus. Han vendte sig mod hende, lige da hun rakte pengene frem, og udbrød:
“Lise Lys! Det er da Lise Lys!”
Holger, der lige var ved at sætte skabet, tabte næsten døren. Han stirrede på hende som et spøgelse.
“Hold da op!” gispede han. “Det er hende! Den samme Lise Lys, der forsvandt for år siden!”
Hun blegnede let, men holdt humøret.
“De tager fejl,” sagde hun roligt. “Jeg hedder Astrid Mikkelsen, en almindelig kvinde, der lige er flyttet til området.”
“Åh, kom nu,” Klaus kunne ikke styre sin begejstring. “Jeg kunne alle Deres sange udenad! ‘Bliv Her’, ‘Sidste Regn’, ‘Stjernenhimmel’… Min kone var vild med Dem! Og så forsvandt De pludselig. Alle aviser skrev om det – popstjernen, der forsvandt!”
“Der gik rygter om, at De var flyttet udenlands,” tilføjede Holger. “Eller i kloster. Nogle sagde endda…” Han stoppede, da han indså, at dødsspekulationer nok ikke var passende.
Lise sukkede og satte sig på den nyankomne sofa.
“Nå, men så genkendte I mig alligevel,” sagde hun, stille. “Men jeg ville sætte pris på, hvis det forblev mellem os.”
“Så De ER den berømte sangerinde?” Klaus kunne stadig ikke tro det. “Men hvorfor forsvandt De? Og hvorfor bor De så… almindeligt?”
“Slå jer ned,” tilbød hun uventet. “Hvis I alligevel genkender mig, vil I så ikke drikke en kop te? Så kan jeg fortælle historien. Det skulle ske engang.”
De så forvirrede på hinanden. Te med kunder var ikke en del af jobbet. Men hvem sagde nej til en kop te med en forsvunden legende?
“Har vi flere ordre i dag?” spurgte Klaus Holger.
“Nej, det var sidste,” bekræftede han, stirrende på hende. “Og hvem skulle stoppe os? Vi har gjort vores arbejde.”
Hun gik ud i køkkenet, og flyttemændene blev tilbage, stadig målløse.
“Jeg så hende engang for ti år siden,” hviskede Holger. “Min kone fik billetter, første række. Hun var så smuk i det glitrende kjole. Og stemmen – gys!”
“Jeg samlede alle hendes cd’er,” tilstod Klaus. “Fik endda
