Fritz havde besluttet at flytte sin mor på et plejehjem. Han kiggede ned i kassen, inden de skulle køre.
Efter mandens død solgte Olivia deres landsted, investerede i en lejlighed til sin søn og hans familie og flyttede ind hos dem. Så længe hun havde kræfterne til det, passede hun huset og børnebørnene.
Sønnen og svigerdatteren arbejdede, mens Olivia hentede og bragte børnene i børnehaven, senere i skole og til fodboldtræning. Hun lavede mad og holdt rent. Pligterne væltede hende ikke tværtimod gjorde de hende glad. Familien havde jo brug for hende. Men årene gik. Børnebørnene blev voksne og “fløj fra reden”, og den gamle kvindes helbred svigtede. Hun prøvede at vaske op, men tallerkenerne gled ud af hendes svage hænder og gik i stykker.
Hun hældte suppe op til sig selv, men kunne ikke bære den til bordet hun spildte det hele. Om natten vågnede hun og skulle have vand, men hendes svage mumlen vækkede svigerdatteren. Ingen gad tale med hende. Hvem gider snakke med en gammel dame? Svigerdatteren skældte hende konstant ud og kaldte hende en byrde. Hvad kunne hun gøre? Alderdommen er ingen dans på roser. Olivia havde ikke noget valg hun måtte bare blive.
Sønnen besluttede at sætte sin mor på et plejehjem.
“Der kan hun i det mindste få nogen at snakke med,” tænkte han for at dæmpe sin samvittighed. Da de skulle køre om morgenen, huskede Olivia pludselig sin kasse.
“Fritz, hent min kasse. Jeg glemte den,” sagde hun blidt til sin søn.
“Hvilken kasse?” spurgte han.
“Den med mine skatte,” svarede Olivia og beskrev, hvordan den så ud. Fritz fandt den. Den gamle kvinde krammede den til sig med et tilfreds smil.
“Mor, hvad er der i den?” Olivia åbnede kassen.
Der lå en lok af hendes hår og en mælketand. Manden gik væk fra bilen og satte sig på kantstenen. Han sad der længe og mindedes sin barndom, hvor hans mor altid havde været der for ham, passet på ham, holdt ham i hånden. Hun havde aldrig svigtet ham.
“Skal vi ikke køre, min dreng?” Olivia steg ud af bilen og gik hen til ham.
“Vi skal ingen steder, mor. Du bliver hjemme.”
