Det er altså ikke i orden!!! Hun er trods alt hans mor! Han kan da tage hende hjem til sig selv! Sådan lyder det ofte fra folk i nærheden af min mand. Jeg ved, at mine venner egentlig mener det samme, men ingen tør sige det direkte til mig. Årsagen er situationen med min svigermor.
Birgit er 83 år, vejer over hundrede kilo og er ofte syg. Hvorfor tager du ikke Birgit hjem til dig? spurgte min fætter for nogle år siden Det er da fint, at du hjælper hende hver dag, men hvad hvis der sker noget om natten? Det er hårdt for hende helt alene. Daniel er jo hendes eneste støtte.
Det er jo klart, at farmor bliver passet af sin eneste søn, hans eneste kone og hendes eneste barnebarn. De sidste fem år har Birgit ikke så meget som sat et ben uden for sin lejlighed i København. Benene gør ondt, og det er svært at røre sig rundt med al den vægt. Det begyndte for over tredive år siden. Dengang var min svigermor energisk, ung, frisk og ikke mindst stædig.
Hvem har du slæbt med hjem? protesterede min kommende svigermors mor, da hun mødte mig. Er det for sådan én, du har ofret hele dit liv?
Efter de ord gik jeg i tavshed til bussen. På det tidspunkt boede Daniels mor på et fornemt landsted nær Roskilde, i en stor og flot villa. Hendes mand havde en respektabel stilling, så Birgit havde levet godt, selv efter hun havde mistet ham. Den dag fulgte Daniel trofast med mig. Jeg havde virkelig været heldig med min mand: han lyttede ikke bare blindt til sin mor. Men han respekterer de ældre og forsøgte at berolige mig, og forklarede at hans mor bare havde den slags temperament.
Efter vi blev gift, begyndte vi at spare sammen til vores egen lejlighed. Daniel stak af og var væk i et halvt år. Han arbejdede. Efter nogle år lykkedes det os at købe et hus i Greve og få det færdiggjort. Endelig var der styr på det. Vi besøgte ikke Birgit særlig tit. Hun havde dog travlt med at fortælle Daniel og alle hun kendte, at jeg forhindrede ham i at hjælpe hende. Hvordan skulle jeg forhindre ham? Sådan blev det ved.
Birgit besluttede sig for at flytte til byen, men pengene for huset slog ikke til. Hun foreslog, at vi bidrog, og lovede, at lejligheden ville gå i arv til vores søn hendes barnebarn. Men hos notaren insisterede hun pludselig på, at det skulle være hende, der stod som arving fordi en veninde havde fortalt, at bedsteforældre ofte ender uden tag over hovedet. Så sagde hun, lejligheden ville arves af den, der kunne passe på hende, når hun blev gammel. Hun ville være husets dronning! Hun mente, vi ville snyde hende og efterlade hende med ingenting.
Det er snart tyve år siden. Hele kontoret hos notarerne hørte hendes jamrende, og vi følte os temmelig til grin. Vi lod sagen ligge. Hun flyttede hurtigt ind og nægtede at lade os gøre selv små forbedringer i lejligheden. Birgit boede dér i knap en måned, før klagerne begyndte: alt var gammelt, det faldt fra hinanden og gik i stykker. Min svigermor gav mig skylden for alt: jeg havde skaffet hende den forkerte lejlighed og ville snyde hende.
Birgit elskede hendes fætters børn, men ignorerede sit eget barnebarn. Hun lod som om, hun ikke kunne huske hans fødselsdag! For et par år siden blev hun mere syg. Hun havde taget så meget på, at hun ikke længere kunne bevæge sig rundt i lejligheden. Jeg tog sund mad med, som lægen havde ordineret. Birgit bandede og nægtede at spise, påstod kun hendes kusine gav hende rigtig mad jeg sultede hende.
Sidste år begyndte Daniel at bede mig om at tage Birgit hjem. Ifølge ham havde hans mor forstået det hele og indset, at hun skulle høre på lægen.
Fint sagde jeg. Men jeg har betingelser: Køkkenet er mit domæne, kun jeg laver mad, bestemmer hvad vi skal spise, og ingen af hendes kusiner kommer og blander sig.
Birgit blev fornærmet og nægtede, for hun troede, hun skulle komme og styre det hele. Men der er altså kun én ægte husfrue her! Og det er mig! Jeg måtte besøge hende, gøre rent, lave mad og til tider blive natten over. Den foretrukne kusine nøjedes med at udtrykke bekymring over telefonen.
Min svigermor klagede til alle: jeg sultede hende, hun fik ingen slikkepinde eller wienerpølser. Hun bad mig komme med kager. Men hendes travle kusine udsatte sit besøg, selv om hun boede tre gange nærmere end mig. Hun kom kun en gang om måneden med usunde snacks, mens jeg stod for det daglige.
En dag ringede Birgit til sin kusine og klagede over, at hendes halskæde og kors var væk. Hun fortalte, at vi begge havde været på besøg den dag, men hun var sikker på, at det var mig, der havde taget dem.
Uden et ord lagde jeg maden på hendes bord og fandt kæden og korset, som var faldet ned bag natbordet. Hjemme fortalte jeg det hele til Daniel og besluttede at jeg ikke skulle besøge Birgit længere. Jeg foreslog, at vi fandt en god ældrebolig og Daniel var enig.
