Mette Sørensen sad ved køkkenbordet og bladrede gennem billederne på sin telefon. Fyrre år – en rund fødselsdag. Hun havde lyst til at holde en ordentlig fest, invitere venner, kolleger, måske endda bestille en kage fra konditoriet. For første gang i lang tid havde hun faktisk lyst til at fejre sin fødselsdag i stor stil.
»Mette, er du blevet helt skør?« Grethe Nielsens stemme skar gennem stilheden i lejligheden som en kniv. Svigermor dukkede op i køkkenet med sin sædvanlige buket fra haven.
»God dag, Grethe.« Mette så ikke op fra telefonen. »Kom indenfor. Theen står på komfuret.«
»Hvilken te! Fortæl mig, hvad er det for noget vrøvl, du har bildt Anders ind om din fødselsdag? Fyrre år — det er ikke noget, man fejrer! Det bringer uheld!«
Mette lagde langsomt telefonnen fra sig og så på svigermor. Grethe stod i sit sædvanlige grå kardigan, som hun havde haft i mindst ti år, og stirrede på sin svigerdatter, som om hun lige havde foreslået at danse nøgen på Rådhuspladsen.
»Det er min fødselsdag, og jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil fejre den,« sagde Mette roligt.
»Bestemmer selv!« Grethe slog ud med hænderne. »Fyrre år – det fejrer man ikke! Alle ved, at det er uheldigt. Min bedstemor sagde, at hvis man fejrer fyrre, så går det galt i livet.«
Mette smilede skævt:
»Din bedstemor sagde sikkert mange ting. Tiden er skiftet.«
»Tiden, tiden…« Grethe gik hen til komfuret og hældte te i sin yndlingskop – den samme, som Mette ikke kunne lide, fordi svigermor havde taget den med fra sit eget hjem og stillet den i deres køkkenskab uden at spørge. »Ved du, at naboen Lise fejrede fyrre i fjor? En måned efter døde hendes mand.«
»Grethe,« Mette rejste sig og gik hen til vinduet, »Lises mand døde, fordi han havde drukket som et svin i tyve år. Ikke fordi hun fejrede sin fødselsdag.«
»Du ved alt bedre! Altid skal du være klog!« Svigermors stemme blev skinger. »Jeg har ikke opdraget min søn til at han skulle ende med sådan en… sådan en moderne type.«
Hun sagde »moderne«, som om det var en skældsord.
Mette vendte sig mod hende:
»Og hvad er der galt i, at jeg er moderne? Jeg arbejder, tjener penge, styrer hjemmet…«
»Styrer hjemmet!« fnøs svigermor. »I går kom jeg forbi – der var støv på hylderne, Anders’ skjorte hang ustrøget, og du sad og hamrede løs på computeren.«
»Jeg arbejdede. Hjemmefra. Det hedder en karriere.«
»Karriere…« Grethe nippede til teen. »Og hvad med familien? Hjemmet? Hvor er børnebørnene?«
Det spørgsmål kom hver gang svigermor besøgte dem. Og det gjorde hun ofte – næsten dagligt. Hun havde sin egen nøgle til deres lejlighed, som Anders havde givet hende »i tilfælde af nød« allerede i deres første ægteskabsår. Nøden måtte have været permanent.
»Grethe, Anders og jeg prøver,« sagde Mette og satte sig igen. »Men lige nu har vi det fint sådan.«
»Fint! I din alder burde du tænke over det. Fyrre år, og du leger stadig rundt.«
»Netop derfor vil jeg fejre denne fødselsdag. Flot, med venner, med et godt bord.«
Grethe hamrede koppen i bordet, så teen sprøjtede:
»Nej! Det tillader jeg ikke! Jeg snakker med Anders. Han må standse dig.«
»Anders støtter mig,« løj Mette, for manden vidste endnu ikke omfanget af hendes planer.
»Vi skal nok se,« truede svigermor og gik mod døren. »Vi skal nok se, hvad han siger.«
Alone tilbage lænede Mette sig på bordet og lukkede øjnene. Otte år. Otte år havde hun holdt disse daglige besøg ud, lærepenge, råd med og uden grund. Hvordan man lavede suppe (»Du salter forkert, Anders kan ikke lide for salt«), hvordan man stryger skjorter (»Begynd med hjørnerne«), hvordan man mødte manden, når han kom hjem (»En mand skal se, at der ventes hjemme på ham«).
Først prøvede Mette at sige imod blidt, så hårdere, til sidst tav hun bare. Men det blev sværere at tie for tiden. Især når Grethe begyndte at flytte rundt på deres ting, bytte tallerkener eller, som sidste måned, smide blomster ud, der ifølge hende »allerede var visnede« (selvom de stod i fuldt flor).
Om aftenen, da Anders kom hjem fra arbejde, vidste Mette, at samtalen ville være svær. Manden var træt og irritabel, og det første, han sagde efter at have taget jakken af, var:
»Mor ringede. Hun siger, du har fundet på noget mærkeligt med fødselsdagen.«
»Hvad for noget mærkeligt?« Mette stod ved komfuret og rørte i aftensmaden.
»Altså… at fejre fyrre år. Mor siger, det er uheldigt.«
»Anders,« Mette vendte sig mod ham, »tror du virkelig på den slags overtro?«
Anders trak på skuldrene:
»Ved ikke. Men mor siger det ikke uden grund. Hun har set meget i livet.«
»Hun har set meget,« gentog Mette. »Og jeg? Har jeg ikke set noget? Jeg bliver snart fyrre, jeg vil gerne fejre det ordentligt. Invitere venner, kolleger, dække et godt bord. Hvad er der galt i det?«
»Ikke noget,« Anders satte sig ved bordet, »men hvorfor gøre mor ked af det? Vi kan jo fejre det stille, kun os.«
»Vi fejrer det stille hvert år. I år vil jeg gøre det anderledes.«
»Mette,« Anders’ stemme blev formanende, »hvorfor give dig selv hovedbrud? Gæster, stress, madlavning…«
»Jeg står for maden. Og stresset også.«
»Og mor?«
»Hvad med hende?«
»Hun bliver ked af det, hvis vi ikke følger hendes råd.«
Mette satte panden på bordet hårdere end planlagt:
»Anders, det er min fødselsdag. MIN. Ikke din mors. Og jeg bestemmer, hvordan den skal fejres.«
Manden så på hende, som om han så hende for første gang:
»Er du vred på mor?«
»Jeg er ikke vred. Jeg er træt.«
»Træt af hvad?«
»Af at jeg i mit eget hjem ikke kan tage en eneste beslutning selv. Af at din mor føler sig som ejer af vores lejlighed. Af at hver eneste handling bliver diskuteret og kritiseret.«
Anders tav og pillede ved kartoflerne på tallerMette tog en dyb indånding og vidste, at fra nu af ville hun leve sit liv som den stærke, selvstændige kvinde, hun altid havde været inderst inde.
