Hvor tungt kan et moderhjerte egentlig være? Hun sendte sit barn på fire år væk, til et børnehjem, fordi hun ikke ville tage sig af sin egen søns sygdom.
Jeg har en helt særlig veninde, hun hedder Alberte. Venskabet mellem os bærer allerede på tre årtiers glæde, sorg og fortrolighed. Hun er et helt igennem dejligt menneske og ville være blevet den omsorgsfulde mor, enhver kunne drømme om. Desværre lykkedes det aldrig Alberte og hendes mand, Søren, at få deres egne børn. Livet ville det anderledes, men deres ægteskab holdt, nærmest båret af den kærlighed, der bandt dem tættere sammen for hvert år.
Jeg selv har to døtre Frida og Agnete. Det har altid været naturligt for mig, at vælge Alberte som deres gudmor. Vi bor kun få kilometer fra hinanden her i Rolsted, og hun har ofte passet pigerne, når jeg har haft brug for hjælp. Jeg husker de aftener, hvor vi sad i mit køkken og græd i stilhed; min taknemmelighed blandet med hendes sorg over manglende moderskab.
Alt det ændrede sig den dag hendes familie ringede og fortalte, at en fjern kusine på faderens side ville bortadoptere sin søn. Drengen var blevet alvorligt syg, og moderen magtede det ikke hun var optaget af at leve sit eget liv, flakkede omkring efter nye mænd, og havde ikke overskud til et barn og hospitalsregninger. Drengen lille Emil stod til at blive sat på børnehjem, fordi pengene ikke slog til.
Alberte fortalte mig om sagenom hvordan hun følte et dybt kald til at besøge barnet. Jeg genkender stadig den måde Alberte beskrev det på: Da hun så Emils øjne, var det som et elektrisk stød gennem hjertet. Hun så smerten og ensomheden, og vidste med det samme, at hun måtte tage ham til sig. Søren var ikke sen til at stå ved hendes side.
Det blev et år i stormvejr. Rehabilitering, besøg efter besøg hos specialister og børnepsykiatere. Emil, det var diagnosen autisme. Men Alberte og Søren gav ikke op de forsøgte alt, gik til endeløse aftaler med terapeuter i Odense. Stille og roligt begyndte Emil at blomstre i deres kærlighed.
Ingen ville have troet det dengang, men i dag er Emil 24 år. Han har gennemført universitetet i Aarhus, hædret med fine diplomer og sportspriser, stærk og velfungerende.
I går stod jeg til hans bryllup. Jeg græd. Men denne gang, kun af lykke.
