Mette gik utålmodigt frem og tilbage i sin lille lejlighed i Aarhus med mobilen klemt fast i hånden, hvor en ny betalingspåmindelse lige var dukket op. Hendes hjerte sank: hvordan skulle hun få råd til at forsøge sin familie nu, hvor hendes datter og svigersøn havde lagt en sådan byrde på hende? Det hele startede, da hendes ældste datter, Freja, kun 19 år gammel, fortalte, at hun ventede barn og ville giftes.
Førhen arbejdede Mette sammen med en kollega, Hanne, en klog og omtænksom kvinde. Hanne opdrog alene sine to døtre: Freja, 19, og den lille Ida, kun 10 år. Indtil da klagede Hanne ikke. Freja studerede flittigt på universitetet, og Ida klarede sig glimrende i skolen. Begge var lydige og fornuftige, og Hanne var stolt af dem, på trods af udfordringerne som alenemor.
Men i sit andet studieår mødte Freja sin første kærlighed, Mads. Han kom fra en anden by, men Hanne syntes godt om ham, da hun lærte ham at kende. Han virkede som en god dreng, oprigtig og ikke den type, der udnytter andre. Snart besluttede de to at flytte sammen. For at spare på huslejen tog de ind hos Hanne. Hun var ikke glad for at de skyndte sig sådan Freja var kun 19 og burde først færdiggøre sine studier og blive selvstændig. Men der var ingen andre muligheder.
Hanne boede i en treværelses, men værelserne var små, og der var allerede trangt. Da Mads flyttede ind, blev det kun værre. Hanne accepterede det, indtil hun fandt ud af årsagen til deres hastværk: Freja tilstod, at hun var gravid og de ville giftes. Hanne følte, som om gulvet vaklede under hende. Hendes datter, lige blevet voksen, skulle allerede blive mor.
Mads havde ikke et job. Ligesom Freja var han fuldtidsstuderende, og ingen af dem ville skifte til fjernundervisning. Alligevel planlagde de et stort, Hollywood-agtigt bryllup. De valgte en af de dyreste restauranter i Aarhus, inviterede en masse gæster, og Freja bestilte en højklasset brudekjole, som om hun skulle ned ad en catwalk. Hanne prøvede at protestere og forklare, at hun ikke havde råd, men Freja, med hånden på maven, begyndte at græde:
*”Mor, vil du virkelig tage noget fra dit barnebarn?”*
Hanne betalte alt sammen med sammenbidte tænder. Hun tømte sine opsparinger, sparede på alt, og tog endda et nyt lån. Hun håbede, at efter brylluppet ville de unge tage ansvar, finde jobs og blive selvstændige. Men hendes håb faldt sammen som et korthus. Freja og Mads blev boende hos hende uden at søge den mindste arbejdsplads.
Mads forældre havde givet dem en brugt bil. Parret kørte rundt i byen som på ferie, mens svigerforældrene betalte benzin, velvidende at deres søn ikke havde en krone. Men resten mad, regninger, tøj faldt tilbage på Hanne. De unge anede ikke engang, hvad en rugbrød koster. Når Hanne nævnte udgifterne, rullede Freja med øjnene:
*”Mor, vi studerer hvad skal vi ellers gøre?”*
Freja ville ikke spare på noget. Hun viste sin mor en katalog med barnevogne og babyudstyr de mest trendy og dyre modeller. På Hannes almindelige løn var det som at få en mavepuster.
*”Freja, jeg har ikke råd! Jeg har dit studielån, jeg skal forsørge Ida”*
*”Ej, mor, seriøst?”* protesterede Freja. *”Du bliver snart mormor, og du laver problemer?”*
Hanne mærkede en vred glød i brystet. De havde valgt at få et barn men skulle hun forsørge det? Hun bar hele familien, arbejdede sig til døde, og pengene var altid for få. Studielånet hang som et sværd over hovedet, Ida havde brug for opmærksomhed, og de unge levede som i en eventyrverden.
En dag gik det op for Hanne. Hun kom hjem efter en lang arbejdsdag, hvor chefen havde skældt hende ud for at komme for sent hun havde været nødt til at handle ind for hele husstanden. Derhjemme ventede en scene, der fik hendes blod til at fryse: Freja og Mads sad og grinede, mens de bladrede i et babyblad og udvalgte en barneseng til halvdelen af hendes månedsløn. I et hjørne sad Ida og tegnede stille, mens en bjerg af beskidt opvask fyldte vasken.
*”Skal jeg også gøre jeres opvask?”* råbte Hanne og smed poserne i gulvet.
*”Mor, altså!”* udbrød Freja. *”Vi skal jo tage os af baby!”*
*”I får en baby, men jeg skal betale?”* Hanne rystede af raseri. *”Det er nok! Enten finder I jobs, eller også flytter I!”*
Freja brast i gråd, Mads blev hvid som et lagen, men Hanne holdt fast. Hun gav dem en måned til at finde et job, hvad som helst.
*”Hvis ikke, kan I flytte hjem til Mads forældre. De kan forsørge jer.”*
Freja og Mads prøvede at bløde hende op, men Hanne gav ikke længere efter for tårer. Hun elskede sin datter, men indså det: uden grænser ville de ruinere hende. Ida, der så hendes smerte, krammede hende en dag og hviskede:
*”Mor, jeg gør aldrig sådan noget.”*
Hanne smilede gennem tårerne. For sin yngste var hun klar til at kæmpe. Men Freja og Mads? Virkeligheden ventede på dem og Hanne ville ikke længere være deres redningsbåd.
