Jeg husker, hvordan min hustru en dag kom med en kuffert fuld af tøj, som hun havde samlet.
Tal ikke vrøvl! sagde hun, men det fik mig til at tænke på at anskaffe et videokamera. Ikke blot tænke, men montere det overalt i lejligheden. Ingen sagde noget til min mand; det skulle blive en overraskelse, og overraskelsen blev virkelig god.
Lærke, den gravide, lå i sin lænestol og tænkte sødt, hvor heldig hun var, at hun havde giftet sig med Viggo i stedet for den klodsede Kjeld Kolby. Hun forestillede sig, at hun ellers ville bo i en lille kollegieværelse uden for Ring 2. Kjeld var aldrig blevet meget mere end den, folk kaldte ham Kjeld i stedet for Søren som man siger, man kan ikke gøre et skib til noget, hvis man kun giver det et dårligt navn.
Ingen ville nogensinde tænke på at kalde den store krigsherre Kjeld Macedonsk. Det ville være som at kalde Læren Lenin for Vova helt ubeskriveligt. Men Søren Bænkebrud lød på sin egen måde naturligt. En film med titlen Operation I og andre eventyr af Alexander ville blive betragtet som en tåbelighed, og den ville gå til grunde; kun Søren ville have haft en chance.
De havde været venner siden skoleårene, begge forelsket i den søde Lærke, og de gik ofte rundt i tre. Søren tabte altid til den charmerende og kvikke Victor, men han så ud til ikke at mærke det. Dette tydelige nederlag forstyrrede ikke deres venskab; Søren var god til at holde sammen på tingene.
Da Lærke efter dimissionen endelig valgte Viggo, gik hun videre, og den tredje måtte gå det var Kjeld, der endte som den tredje. Tre måneder efter universitetet gik Viggo fra hende, da han forelskede sig i en medstuderende. Lærke ringede så til Søren, for første gang kaldte hun ham Søren. Den trofaste Kjeld kom løbende, ljusede hendes ensomhed og trak hende ud af en depression.
Der var intet mere mellem dem, men det var nok for Kjeld at kunne stå ved siden af den, han elskede. Om foråret faldt Lærke i kærlighed til Victor igen; han blev fortrængt fra hendes hjerte, og en ældre studerende, Arne, blev hendes nye udvalgte. De mødtes på universitetets bibliotek, hvor bøger stadig lå på hylderne og ikke kun på skærme. Søren forsvandt fra hendes tanker, mens al hendes opmærksomhed gik til Arne.
Arne, som havde studeret byplanlægning og arkitektur på Københavns Arkitektskole, bar altid på noget af sit søppe metalklirren fra maskineriet, som Lærke mente var bøvlet. Jeg tager bare et år mere, så får jeg et fag! sagde han, da hans store familie så på ham som en økonomisk sikkerhed. Lærke kiggede på den solide, men lidt stive unge mand og længtes efter kærlighed og kram, men ikke fra ham.
Det var tematiske temaer, som førte dem ind i en verden af følelser og lyst til at gifte sig de havde allerede været sammen i et år, Arne var ved at afslutte, Lærke var på andet semester. Hvorfor ikke gifte sig? Da Arne fik sin eksamen, lovede de at gøre det.
Men så ringede Søren med en invitation til gymnasieholdets årsmøde. Kommer du, Lærke? spurgte han. Lærke sagde ja; lad Viggo se, hvad han havde mistet. Hun ville stolt vise sin tidligere bejler, at hun snart skulle giftes. Søren var allerede ansat i en anerkendt byggefirma og tjente fint. Han og Viggo holdt stadig venskabet i live, mens Lærke opdagede, at hendes ekskæreste nu var fri og også ville til årsmødet.
Aftenen blev sat til den første lørdag i februar. Lærke planlagde sin påklædning omhyggeligt: en yndig kjole, en minkhalvfrakke ovenpå, og så kørte Søren hende i sin egen bil. Da hun så sit tidligere kærlighedsobjekt, indså hun, at hun havde bedraget sig selv intet var gået forbi. En indre flamme havde ventet på sit øjeblik, og nu var det tid.
Viggo var også glad for at se Lærke; hun så meget pænere ud efter halvandet år. Søren så det ikke; for ham var Lærke altid den smukkeste, og han behøvede ikke mere. De så på hinanden, gik uden ord videre til hans lejlighed, og indhentede alt det, der var gået tabt. Søren endte igen som den tredje.
Brylluppet med Arne gik i vasken; i august, mens hun var gravid, giftede Lærke sig med Viggo. Victor friede til hende, og nu ventede de på deres første barn en lille pige ifølge ultralyd. Victor blev en god ægtemand; kort efter giftermålet skiftede han til aftenarbejde som budbil, et job, der i de senere år var eftertragtet og betalte rimeligt i kroner.
Lærke bestod sine eksamen som ekstern på andet semester af tredje år, med hjælp fra sine forældre. Det var et almindeligt liv for en lykkelig familie. Snart kom den lille Lene, som var sund og rask. Tiden gik, og Lærke skulle snart begynde på sine studier igen. Pigen voksede og begyndte at gå.
De besluttede ikke at sende hende i vuggestue; man vidste ikke, hvad der kunne ske der, og en lille baby ville aldrig kunne fortælle, hvis noget gik galt. Så de hyrede en barnepige, fordi bedstemorene stadig var unge og stadig arbejdede, og faren var alt for travl til at skifte bleer.
Efter en grundig udvælgelsesproces blev den 22årige Agnete ansat. Hun gik på aftenundervisning og arbejdede ved siden af som barnepige. Hun havde gode referencer, men Lærke syntes, hun så ikke særlig tiltrækkende og det var i orden; man behøvede jo ikke at grave sig ned i noget, man ikke ønskede. Agnete gik med i en lavere løn, så budgettet hang sammen.
Lærke gik tilbage til studierne, og Agnete begyndte sit arbejde. Barnepigen fandt hurtigt en fælles tone med lille Lene; pigen holdt sig trygt ved hendes side og gik på hånd. Hvis Lene havde haft det dårligt, ville hun udtrykke det med gråd eller skrig, så forældrene kunne slappe af.
En dag, mens Lærke badede Lene, opdagede hun en udsletning, som ikke hørte hjemme i nutidens bleer. Hun fortalte ikke Agnete om det, for hun ville ikke skabe unødig bekymring. Der var mange cremer og pudder i dag, så hun klarede det selv.
Senere udviklede udslættet sig, og de ringede til børnelægen. Det var en allergisk dermatitis. Lene var allergisk overfor visse fødevarer, men barnepigen var blevet advaret, og de blev aldrig serveret. Agnete svor på, at hun ikke havde givet noget; hun havde nemlig sygeplejerskeuddannelse og vidste, hvad hun lavede.
Viggo mumlede: Tal ikke vrøvl! Lad os tage prøver for allergener, så får vi klarhed, men lad dig ikke fylde op med bekymringer. Lærke tænkte på videokameraet igen, købte og installerede det overalt i hjemmet, men sagde intet til Victor overraskelsen skulle være der.
Det viste sig, at lille Lene stort set var på egen hånd, for da Lærke gik på sine studier, begyndte de virkelig spændende ting. Victor og Agnete gik i seng med hinanden, mens den lille gik fra rum til rum; de boede i en lejlighed med kun to værelser udover soveværelset.
Der var spredt rundt om i huset chips og anden snacks Victor elskede dem, og Agnete spiste dem også. Således endte lille Lene med at spise lidt af det hele. Da Lærke kom hjem, havde alt blive ryddet; de havde gjort et godt stykke arbejde.
Det gik også op for Lærke, at Agnete havde været Victors første kærlighed på universitetet, før han gik fra Lærke. Da han forlod Agnete, havde hun taget sine papirer og begyndte som barnepige. Sådan blev de sammenflettet måske ved et tilfælde, måske med en skjult plan, for Viggo havde peget på hende som kandidat.
Lejligheden tilhørte Lærkes forældre, så de elskende måtte holde sig væk fra den. Barnepigen fik venlige ord med lidt bande, og Viggo fik også et bundet pakke med en kuffert fuld af ting; Lærke ville ikke tilgive.
De gik væk, sammen, og Viggo forsøgte ikke at undskylde. Måske så han ikke noget galt i sin opførsel; alt var som Gud selv havde bestemt. Lærke følte sig svimmel, som om en flue slog hende i hovedet igen, og så kom hun i tanker om den klodsede, men trofaste Søren. Han ville altid kunne hjælpe med sine skæve jokes og samtaler.
Men denne gang kunne han ikke komme; Det går ikke, Lærke! hørte hun i stedet for det vante Forstået, Lærke jeg er på vej! Søren sagde, at han skulle til sin kone på fødeafdelingen, for han havde fået en dreng, så han havde travlt og ingen tid til at sladre.
Lærke tænkte forbløffet: En dreng? Hvilken dreng? En kone? Han elsker jo hende, Lærke! Men faktum var, at hans klassesvend Kjeld havde fået et barn, og han havde andre ting at tænke på.
Hvad ville hun egentlig? Hvorfor skulle en voksen mand hoppe foran hende til sin pensionsalder? Viggo havde fortalt, at han var blevet forfremmet og nu ledede en afdeling. Lærke mærkede en brændende utilfredshed og en følelse af forræderi alle havde forladt hende, både manden og vennen, som hun havde kaldt for ikkesågod.
Særligt Viggo, der nu stod med en børnefødselsdag, og så ud til at kunne gøre hvad som helst med sit eget barn. Hvad nu, hvis lille Lene havde fået noget i halsen? De ville aldrig have hørt det fra et lukket soveværelse.
Søren ville nok aldrig have svigtet hende…
