– Tænk, som hun har klædt sig ud! Almindelige mennesker går som sig hør og bør på arbejde om morgenen, men hende der?! Hvad skal hun dog i hvide bukser gennem al den danske efterårsgrød?
– Ja, men hun går jo heller ikke. Det hele er den dér bil, hun altid kører rundt i! En bus stor som et hus!
– Vær nu glad for, at hun i det mindste er tøj på! Så du, hvad hun har om halsen?
– Nej. Hvad da?
– En tatovering! Det var dét! Hvem render rundt med sådan noget?! Man sku tro, hun havde siddet inde, ærligt talt! Så ung, og allerede så mærket! Hendes mor ville da vende sig i graven, hvis hun så hende sådan! Ja, ingen til at se efter hende tabt sjæl er, hvad hun er
Bænken foran opgangen summede lavmælt, mens de ældre damer fulgte eftertrækkende med blikket Signe, der netop forsvandt rundt om hjørnet.
Og hvorfor ikke få sig en lille sludder, når indkøbsposerne allerede står ved fødderne, og man nok ikke gider hjem, hvor kun det velkendte venter? Man må trække vejret ud, når hverdagen ellers kun byder på madlavning, rengøring og børn små såvel som voksne. Glæder er der ikke mange af, bortset fra de rare højtider, for hvor skulle den rette glæde egentlig komme fra? For almindelige folk er lykken ikke ligetil at finde. Man går bare op i bekymringer, fodring af børn og hjælper til, hvis der er brug for det. Tager en lille gave med til børnebørnene, kysser deres varme isser og får et øjebliks lykke. Men ikke alle har det sådan. Se bare på Magrethe nedenunder hendes børn har sagt, at der ingen børnebørn kommer, for nu om stunder vil de hellere rejse til Mallorca end stifte familie. Hvordan gør de egentlig? De er vel lidt ligesom Signe dér, Anne-Maries datter.
Og hun var ellers en god pige! Gik i skole, lavede sine ting, og hilste altid pænt. Men efter moren ikke var der mere, har hun helt ladet stå til. Tuller rundt hele dagen. Arbejder ikke. Læste hun dog i det mindste videre, men nej! Hanne sagde, at Signe har åbnet egen salon! Laver tatoveringer til folk! Hvordan kan det passe?
Der gik nogle år, og Signes far dukkede op, og alle troede, han ville føre hende på rette vej. Vise hende, hvordan livet skal leves. Hvad gjorde han? Købte hende den frygtelige store bil, som tager hele indgangen, og så tog han ellers sydpå igen pigen måtte klare sig selv. Og hun er jo stadig så ung! Knapt fyldt 20. Hvordan kan man bare lade sån en pige i stikken? Tænk hvis hun slæber forkert selskab indenfor? Så mister hun både lejlighed og bil til sidst.
Der! Nu kører hun! Hvor mon hen? Ingen ved det! Ikke engang et blik tilbage! Diva! Som hun trækker gennem byen i hvide bukser
Men Signe havde ikke tid til at bekymre sig om de gamle damers snak; hun havde sine egne problemer at tænke på. Hendes dag var planlagt ned til mindste detalje. Kunne dagene dog bare have lidt flere timer! Mor havde altid sagt, at Signe skulle lære at værdsætte sin tid bedre.
– Signe, det betyder meget. Nogle farer alene rundt og når ingenting. Brokker sig, misundelige. Men hemmeligheden er ikke svær: Venner du dig med din tid, når du næsten alt.
– Hvordan, mor?
– Brug den klogt. Bestem, hvad du synes er vigtigt. Giv tid til arbejde og lidt til sjov. Det er nødvendigt. Glemmer du at grine, bliver alting surt.
– Hvorfor?
– Du er jo ikke lavet af stål! Sætter du dig selv for hårdt, brænder du ud. Og hvem har glæde af det? Dig selv? Nej. Træt, sur og utilfreds Sådan bliver det. Men der er altid nye pligter selv hvis du arbejder dig gennem hele listen. Vågn op, giv dig selv plads til at hvile, og overskrid ikke dit eget loft. Så går det alt sammen, min pige.
Signe huskede mors råd, men det var svært at følge dem. Hun havde endda prøvet med kalender og lister, men opgaverne hobede sig op alligevel. Denne dag kunne hun reelt kun nå én af tre forelæsninger, da to kunder var sat ind på samme tid, og hun også skulle forbi Maria og med Maria følger Peter, så det bliver aldrig bare fem minutter. Hun skulle også forbi Kasper og hjælpe ham med at pakke, og tale med et hold nye børn, der allerede om næste uge skulle på tur og hun kendte ikke engang deres navne endnu!
Køen, hun sad fast i, bevægede sig lidt, og Signe trådte på speederen. Bilen spandt lydløst, som om den ville trøste hende. Vi når det hele, bare rolig. Faren købte mig netop til dig, for at spare din dyrebare tid.
Signe klappede rattet let.
– Tak, far!
Hvis nogen for nogle år siden havde fortalt hende, at hun ville takke sin far, havde hun bare grinet. Hun havde hadet ham næsten ligeså længe, hun kunne huske.
Nej, mor sagde aldrig dårligt om ham. Tværtimod fortalte hun, hvor klog han var, og at Signe havde hans sind.
Men hvordan kunne så klog en mand forlade sit spæde barn og aldrig vende tilbage?
Hun havde tænkt de tanker i mange år, og bitterheden mod ham, der burde have været der for hende, voksede og forgiftede hendes sind.
I børnehaven sad Signe på bænken og så på, at de andre piger dansede med deres fædre. Det gjorde ondt, men hun fældede aldrig tårer. I folkeskolen bet hun tænderne sammen og slog igen, misundelig på pigerne, der truede med: Jeg siger det til min far bare vent!
Kort før afslutningen blev hun uvenner med sin bedste veninde, hvis far havde lovet at betale for ethvert universitet hun ønskede og købe en bil for pengene, hvis det lykkedes hende selv. Signe havde været venner med hende, siden de var små, men i det øjeblik vidste hun, venskabet var slut.
Det handlede ikke om misundelse, men om at Signe følte sig trådt på. Vennen kendte jo alt til, hvor meget hun savnede en far og alligevel stak hun kniven ind i værste øjeblik.
Signe havde aldrig misundt nogen. Hvorfor? Hun og mor havde det godt og havde endda været på ferier i udlandet. Hun fik moderigtigt tøj, og på sin sekstende fødselsdag gav mor hende en moderne telefon.
Men det var ikke dagens vigtigste gave. Hun stod stadig og drejede på pakken, da manden hun længtes efter at se, pludselig stod i døren.
Hun lavede et forfærdeligt postyr; råbte, græd, skubbede mor væk og hvæsede med tårer i øjnene:
– Du er foreder! Hvorfor er han her?! Jeg vil ikke se ham!
Hun kunne jo ikke vide, at mor allerede stod med en alvorlig diagnose, og at deres liv snart ville fryse på et højdepunkt, mørkt som tjære, før det styrtdykkede. At fundamentet forsvandt under dem, at alt ville falde fra hinanden, mens Signe stod og hadede hele verden uden at vide.
En aften trak mor hende til sig og sagde:
– Det er mig, Signe. Mig, der brød med din far, mig, der nægtede ham dig Hvis du har vrede, så ret den mod mig.
– Hvorfor? Mors kolde, klamme fingre holdt hende fast, og Signe forstod, at et eller andet vigtigt ville blive sagt nu.
– Jeg var såret, det var bagateller, men føltes så alvorligt. Så mange sagde det til mig, så jeg besluttede hvis det er sådan, så lad det være sådan!
– Men hvorfor mor? Hvem ønskede det?
– Alle Jeg ville beskytte dig, så du ikke skulle høre den nedgørelse, jeg oplevede. Ingen børn fortjener at vokse op i had. Jeg handlede, så godt jeg kunne. Nu er jeg ked af, at det blev sådan, men dengang virkede det rigtigt…
Signe trak sin hånd fri, gik hen til vinduet og slog hånden i karmen, så den gamle kaktus, hun fik af veninden engang, skvattede ned. Jorden bredte sig over vindueskarmen, og hvert granulat syntes at hviske mors ord de spredte rod, snavsede af, og Signe vidste, det ville tage lang tid at gøre rent efter det.
Hun tørrede op. Satte sig så ved sengekanten som i barndommen og sagde fast:
– Fortæl alt. Ikke flere løgne.
– Det lover jeg…
Og således hørte Signe hele sandheden. Selvom der var flere spørgsmål end svar, forstod hun nu, at livet er som skæve gamle ruder: Den ene dag ser alt klart ud, den næste slår det revner, når sandheden slipper igennem. Og ingen ordner op for dig du må selv tage affære.
Om Signe nogensinde tilgav sin mor, ved hun vist stadig ikke. Nok. Eller næsten.
Men hun var taknemmelig for, at mor til sidst sagde det. Om det vigtigste blev sagt, var hun dog ikke sikker på. Epilogen fandt sted i soveværelset, når far på sygebesøg i Danmark holdt moderens tynde hånd efter morfinens virkning var sluppet i de stumme tårer, kun Signe så.
Hun spurgte aldrig far bagefter, hvad de sagde derinde. Ville ikke rode op.
Nej, for pludselig skulle de lære at bo sammen. Hun skulle ikke bo hos tanten det nægtede far.
– Jeg flytter, hvis du ønsker det, men først når du er voksen. Indtil da slår jeg rødder her.
– Nej, far. Bli nu. Jeg vil gerne Far
Natalia, Signes mor, holdt næsten to år ikke de måneder, lægerne sagde. Det var en barsk tid, men også lykkelig på sin måde. Signe var vred over tidens grusomhed, der gav så lidt sammen.
Det var da, Signe begyndte at tegne.
Hvorfor ikke før? Hun vidste det ikke. Hun tegnede småt i skitsebøger, men aldrig med alvor.
– Du er jo god! sagde far, da han så en dag så hendes kruseduller.
Han hev t-shirten over skuldrene, og Signe gispede. På hans ryg stod en farverig tatovering langt flottere end hendes egne forsøg.
– Min ven lavede den. Vil du, jeg snakker med ham? Måske vil han lære dig det.
– Ja!
Ingen ænsede, at Signe forsvandt til København et år for at lære håndværket, før hun længtes hjem.
– Jeg vil hjem igen, far
Og far forstod. Tvang hende ikke, men bad hende blive et par uger, så han kunne ordne noget. Da han kom tilbage, hjalp han med at pakke og afleverede bilnøgler og en mappe med papirer:
– Her. Bilen er din, og dette dit værksted. Jeg har solgt lejligheden og fundet nyt lokale her midt i byen. Lær dit fag, men husk at uddannelse aldrig er spildt. Du klarer dig.
Selv nu, da alt var på plads, og hun havde indviet lokalet, kunne Signe næsten ikke tro sit eget held.
Far hjalp med det hele istandsættelse, reklame, indretning og rejste så videre hjem til Jylland.
– Hvorfor nu? spurgte hun.
– Min familie har brug for mig. Men du ved jo…
– At du er her Men far, jeg vil have, du bliver…
– Jeg ved det, min pige, men jeg må.
Signe kastede sig over arbejdet, fik fyldt kalenderen og måtte tage to assistenter til for at nå det hele.
Det var i denne travle tid, Signe mødte Maria.
Hun kom ind netop som Signe ventede på en forsinket kunde.
– Undskyld, må jeg tale med tatovøren?
– Det kan du. Det er mig.
– Sikke en spøg. Får jeg den voksne?
Signe så nærmere på hende og forstod nu: Under det dyre ydre gemte sig et trist, træt menneske.
– Her. Se selv min mappe. Hvis det passer dig, fortæl hvad du vil ha lavet.
– Navnet her
Maria trak ærmet op.
– På armen, så jeg altid kan se det
Hun var ved at græde, og Signe lukkede døren, mens endnu en kunde kørte op.
– Set dig ned! Signe rullede persiennerne.
– Det gør ondt? Det ved jeg.
Maria satte sig. Kun ét ord røg ud den dag:
– Freja
Signe spurgte ikke. Hun fandt først senere ud af, at det var Marias datter, da de mødte hinanden ved hospitalet.
– Det blev flot, ikke? Freja synes også
– Freja?
– Min datter.
Maria rakte håndfladen frem:
– Maria.
– Signe.
– Vil du møde min Freja?
Selvfølgelig, sagde Signe, uvidende om, hvor meget det ville betyde.
Den lille pige i store briller havde straks overtaget styringen.
– Har du nødder? Eller solsikkekerner? Hvad fodrer du ellers egernene med?
– Hvilke egern?
– Dem her i parken! Vi fodrer dem næsten hver dag! Mor siger, de bliver tykke af mig!
– Nej, de hopper så meget, så det gør de ikke.
– Er du sikker? Hun fniste. Du er klog!
– Ikke helt. Jeg går jo i skole endnu.
– Ah, så forstår jeg. Jeg hedder Freja.
Signe tog forsigtigt den lille hånd uden at berøre tape og forbinding.
– Signe Mortensen.
– Nu er vi venner!
Frejas latter ringede i den grønne park. I næste møde havde Signe lommerne fulde af nødder.
Mod og håb voksede mellem dem, og langsomt fortalte Maria om behandlingen.
– Kan der gøres noget?
– Ja. Det er ikke længere en dødsdom. En ny kirurg Kasper kom, og han siger, der er mere at prøve
– Hvorfor græder du så?
– Freja blev opereret i går. Hun er på intensiv, og jeg kan ikke være der nu. Jeg er bange, Signe. Jeg har ingen at tale med om frygten. Frejas far? Han gik, før hun blev født. Jeg fik hende alene, valgte selv faderen, men jeg elskede ham ikke. Og da barnet kom, gik han sin vej.
– Det er ligegyldigt. Fortid. Nu har du Freja
– Ja, det har jeg.
– Tab ikke modet! Ser du ikke? Hver gang du ser på armen, kan du læse hendes navn. Du har ansvar for, at det ikke kun er et minde, men bliver virkelighed!
Maria begyndte at græde, og Signe blev siddende. De talte natten igennem og græd og grinte. Næste dag fulgte Signe sin veninde på hospital.
– Jeg går med dig.
– Har du tid?
– Fuldstændig tosset, Maria. Her re din børste, re håret så bliver Freja glad!
Det gik godt. Kaspers hænder gjorde mirakler.
– Hvornår kan jeg se egernene igen? mumlede Freja.
– Snart. Når du er udskrevet, tager vi til København med Signe. Der er masser af egern.
– Hvorfor?
– Fordi øjnene skal have flere behandlinger København er bedst. Signe fik aftalt, I kan bo der.
Men Freja var snart ligeglad blot hun kunne køre med Signe og slippe den grå hospitalsstue.
– Mor!
– Hvad?
– Går Kasper med?
– Nej, han skal arbejde!
– Må jeg godt sige Kasper”?
– Nej, man skal bruge hr.”
– Men jeg må! For han elsker jo min Signe! Freja gnækkede, da mor Maria gloede overrasket.
– Tåbelige voksne! Jeg siger dét til hende, hun tror mig ikke!
Kasper skjulte dårligt sine følelser; det var tydeligt for enhver, når han mødte Signe. Men de to forblev formelle. Først da Freja kom hjem og forlangte at se Kasper.
– Hvorfor siger du det ikke til hende?
– Hvad?
– Til Signe. At du elsker hende.
– Det er svært…
– Hvorfor? Du ved hun kan li’ dig!
– Ja, men jeg har hverken hus eller penge. Hun har arbejde og egen bil.
– Skal kærlighed ikke være nok?
– Nogle gange er det ikke nok
Freja forlod ham halvt fornærmet. Tvang Maria med til Signe med ordene:
– Hun savner os!
Signe var modig den aften, hun lukkede værkstedet og gik de få skridt, hvor hun så Kasper stå i mørket.
– Hej!
Flere måneder senere summede bænken igen.
– Så har hun fundet sig en kæreste! Hvem er han dog? Han bar hendes kasser op men véd nogen noget om ham? Hun er jo alene.
– Han virker nu fin!
– Magrethe, du tror alting!
– Måske skal vi sige det til hendes far!
– Han er her!
– Nej! Kom han tilbage?
– Såmænd, så vi får se
Og det gjorde de.
De så Signe i hvid kjole, så hele bænken opdagede tatoveringen på ryggen, og endda de fremme i skoene blev tavse. De så Kasper, som førte sin brud, truede drillende Freja som netop havde solgt Signe til ham og var enormt stolt.
Maria græd af glæde og justerede sløret Lad mig nu græde, det er kun lykke!
Fremmede folk kom med blomster og omfavnede Signe som var hun familie.
Ingen vidste hvem de var, hvorfor Signe, før hun gik til bilen, tog kjolen op, stak skoene af og insisterede på kondisko for i brudesko kører ingen bil.
Så spændte Kasper snørebåndene på gummiskoene, Maria havde hentet og opgangsbænken summede:
– Aldrig som folk plejer!
– Hun er nu engang en vaskeægte diva!
