Der hang en anspændt stemning i huset, som varslede om den kommende kaos. Mette kunne mærke det, før hun overhovedet havde sat sin fod over dørtrinnet. I opgangen lå der en skarp lugt af brændt, og trappen var oversvømmet af sæbevand, som efter en oversvømmelse. Da hun åbnede døren, smed Mette en buket blomster, hun havde taget med hjem fra arbejdet, på hylden, trak de trætte sko af og tog de gamle hjemmesko på. Selv om gummistøvler nok havde været mere passende – der var endnu mere vand i entreen end på trappen. Fra dybet af lejligheden lød der en dæmpet hylen fra katten, og et eller andet sted i huset lød der en susen, en summende lyd og en mistænkelig knitren.
“Jens, hvad fanden foregår der?” råbte Mette og mærkede, hvordan bekymringen kogte indeni.
Et øjeblik senere dukkede manden op i døråbningen. Kun i underbukser, barfodset, med et ansigt dækket af sod, dybe ridser og et imponerende blåt øje. På hovedet havde han et håndklæde bundet som en turban, som om han lige var flygtet fra et marked i Mellemøsten.
“Mettenille, er du allerede hjem?” mumlede Jens og nussede nervøst håndklædet. “Jeg troede, der var firmafest, du er jo chef, ville du ikke være der til sent og holde taler…”
Mette sukkede tungt, satte sig på den gamle puff ved indgangen og sagde, mens hun holdt irritationen tilbage:
“Fortæl mig, Jens. Hvad har du nu lavet?”
“Nå, Mettenille, min skat,” begyndte han og hakkede, “bliv ikke vred, jeg beder dig!”
“Jeg blev vred, dengang i 90’erne, da banderne chikanerede vores firma,” afbrød Mette skarpt. “Jeg bekymrede mig, da vores penge brændte op under finanskrisen. Jeg blev gal, da recessionen næsten knuste os. Efter det er jeg ligeglad, om så hele verden styrter sammen. Kom ud med det – hvad er det for en cirkusforestilling, du har lavet?”
“Okay…” Jens nølte og gned sit blå øje. “Jeg ville give dig en fest. En overraskelse, forstår du? Jeg besluttede at rydde op, vaske tøj, lave aftensmad. Jeg tog fri, satte vaskemaskinen i gang, gik ned på torvet… Nå ja, først gik jeg ned på torvet, købte kød, og så begyndte det at lække.”
“Kød?” spurgte Mette og kneb øjnene sammen.
“Nej, vaskemaskinen!” udbrød Jens. “Men ikke med det samme. Jeg satte kødet i ovnen, begyndte at rydde op, og så kom katten…”
“Lever den?” Mette løftede et øjenbryn.
“Selvfølgelig!” svarede Jens fornærmet. “Den er bare lidt våd. Forstår du, da jeg tændte vaskemaskinen, var katten ikke derinde, det sværger jeg på! Men så… endte den derinde.”
“Hvordan?” Mette lænede sig frem. “Hvordan kunne katten komme ind i en lukket vaskemaskine?”
“Det ved jeg ikke,” trak Jens på skuldrene. “Den må have teleporteret sig. De er snedige, de katte.”
Mette lukkede øjnene, sukkede dybt og sagde koldt:
“Fortsæt, Jens. Det bliver kun mere interessant. Men vis mig først katten. Jeg vil sikre mig, at den har det godt.”
“Øhm, skat,” nølede Jens, “vi er nødt til at gå derhen. Den er… derovre…”
“Jeg håber, dens poter er i én størrelse?” Mette kiggede på mandens ridsete ansigt.
“Ja, bestemt!” bekræftede Jens dystert og gned sin kind. “De er bare midlertidigt… immobiliserede. For dens egen sikkerhed.”
“Fint, vi tager den senere,” viftede Mette afværgende. “Hvad skete der så?”
“Nå, mens katten… øh, blev vasket, begyndte det at lugte af brændt. Jeg løb ud i køkkenet, åbnede ovnen – og kødet stod i flammer! Jeg brændte fingrene, spildte olie, og så gik det helt amok! Mit hår begyndte at ryge, røgen væltede ud, jeg prøvede at slukke, og så begyndte katten at skrige. Jeg løb tilbage til vaskemaskinen, og så så jeg dens øjne gennem glasset, som en fange. Jeg slukkede maskinen, ville åbne den, men den var låst. Katten skreg, komfuret brændte, mit ansigt gjorde ondt, håret røg… Jeg greb en kølle, og så begyndte vaskemaskinen at lække. Katten slap fri, løb rundt i lejligheden, skreg for fuld hals, ødelagde tre vaser, flåede tapetet ned, rev gardinerne ned, spildte den champagne, jeg havde købt til dig. Naboerne nedenunder hamrede på radiatorerne og råbte, at de ville kastrere enten mig eller katten. Men alt er under kontrol, Mette, bare rolig!”
Mette tørrede tårerne – måske af grin, måske af rædsel – og skubbede manden til side, inden hun trådte ind i lejligheden. Ødelæggelserne var episke. Gulvet var oversvømmet, på køkkenet røg der fra en forbrændt pande, tapetet hang i laser, og i luften hang en blanding af brændt kød og kattens hævn. Katten, der var bundet fast til radiatorKatten, der nu var fastgjort med en strikket hue over hovedet, stirrede arrigt på Jens, mens vandet dryppede fra dens pels og formerede endnu en sø på det allerede oversvømmede gulv.
