Feen
Allerede i 6. klasse stod det klart, at Lise Bæk ville blive en fremragende læge. Dengang var der en dreng fra opgangen, som faldt ned fra gyngen på legepladsen og slog sit knæ og hoved slemt. Synet var ikke for svage sjæle, men den 12-årige pige stod urokkelig.
-Inger, hent lidt vand, en forbinding og noget brintoverilte! sagde hun til sin veninde, som boede i opgangen lige overfor legepladsen, og Inger løb straks hjem.
Inden drengens mor, fru Tanja, panikslagen kom farende ingen vidste, hvordan hun havde fået nys om det havde Lise allerede professionelt vasket, behandlet og forbundet sårene. Da moren fik at vide, at det var Lise, der havde ydet førstehjælpen, var hendes forbavselse enorm. Hun slog armene om Lise og sagde:
-Du bliver læge, Lise. En af de gode! Nogle læger kan man vente forgæves på, men du Du tøvede ikke. Dygtigt!
På lejrturene var Lise guld værd. Ingen ønskede at komme til skade, men med Lise Bæk i nærheden følte man sig i trygge hænder.
Senere kom medicinstudiet, praktik, speciale og de evige efteruddannelseskurser. Lise, nu formelt kendt som Lise Andersen efter at være blevet gift, fik engang prøvet at være afdelingsleder for den funktionelle diagnostik.
På arbejdet blev Lise respekteret og værdsat. Hun indgik i et fantastisk team bortset fra ledende overlæge Poul Steffensen, en ældre mand med tilbøjelighed til kværulering og skænderier. Han næredes nærmest af konflikter. Lise forsøgte at forholde sig roligt, men kun hun selv vidste, hvor meget det kostede hende.
Det eneste, der trøstede Lise, var at deres veje kun krydsedes en gang om ugen til møder, hvor diagnoserne for nyindlagte patienter blev diskuteret. Men selv de få minutter var ubehagelige.
Steffensen diskuterede altid med hende og tillod sig bitre kommentarer. Han kunne se, hun forsøgte at ignorere ham, og det provokerede ham kun endnu mere.
Den mand er ikke til at holde ud, klagede hun en aften til sin mand, Mads, over middagsbordet. Jeg forsøger at holde humøret, men Steffensen presser mig hele tiden.
Du klarer dig, svarede Mads med et smil. Du er min diplomat.
Mor, hvis du bliver træt af lægefaget, kan du altid blive diplomat! sagde deres søn Christian på 13 år. De tjener jo mere!
Det må jeg tænke over, grinede Lise.
Hun var diplomat til fingerspidserne men stadig menneske. Og et menneskes tålmodighed er ikke uendelig. Hun følte på sig, at en dag ville hun ikke længere kunne stå imod.
Allerede næste dag, til det sædvanlige møde, gik alt som vanligt. Indtil Lise, som det nu var hendes tur, skulle fremlægge journalen for en ældre patient fru Veronika på ca. tres år der sad på briksen overfor dem.
Normalt kørte det strømlinet: Efter fremlæggelse gik patienten, hvorefter ledelsen diskuterede sagen alene. Men denne gang spurgte Veronika:
Sig mig bare én ting. Er det alvorligt? Kommer jeg mig igen? Jeg skal jo tage mig af mit barnebarn.
Kvinden skælvede på stemmen og var ved at græde. Håbet lyste bag hendes slidte øjne.
Lise åbnede munden for at berolige hende, men Poul Steffensen blæste igennem:
Med den diagnose, frue?! Processen er så fremskreden, at ingen læge med forstand kan give dig garantier! Hvad har du tænkt på?
Patienten stivnede, hendes læber bævrede. Men Steffensen blev ved:
I venter altid for længe, prøver egen medicinering og når det går galt, så kommer I til os! Vi er altså ikke magikere
Kvinden brød grædende sammen og forlod rummet. Senere bebrejdede Lise sig selv for ikke straks at have stoppet Steffensen. Men hun var lamslået. Sådan taler man da ikke til et menneske slet ikke en ældre kvinde, der allerede kæmper nok. Også afdelingssygeplejersken rystede på hovedet.
Inderst inde vidste de, at Steffensen havde ret i en ting tidligere behandling giver bedre chancer. Men skulle det siges sådan, uden respekt?
Nu kunne Lise ikke længere tie. Det var for meget!
Poul Steffensen, med al respekt hvordan kan du tillade dig sådan en tone?
Jeg siger jo bare sandheden! trak han på skuldrene. Jo før de lærer, at vi ikke er trollmænd, jo bedre.
Hans smørrede smil fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Lise. Hun så, at han troede, han havde fået hende op i det røde felt og derfor talte hun nu klar tale:
Ja, tidlig indsats er bedst, det ved alle. Men har du nogen anelse om, hvor svært det var overhovedet at få den kvinde til at tage imod behandling? Hun stolede på, det skulle nok gå. Og du? Du knuste alt håb på et øjeblik. Flot!
Hun rystede på hovedet og vendte sig væk. Steffensen ville svare igen, men opgav. Han havde for længst indset, at Lise var ikke én, man kunne kue. Hun kendte sin værdi og lod sig ikke tryne.
Han brølede videre, men hun hørte det ikke. Lise stirrede mod hjørnet, kvalt af frustration. Hvordan kunne man arbejde i sådan et klima?
Tårerne pressede sig på, men hun nægtede ham tilfredsstillelsen. Hun gik hen til vinduet, og først da døren klappede, opdagede hun, hun var alene.
Hun satte sig ved skrivebordet og fandt journalen frem. Arbejdet stod jo ikke stille.
Lise, lød en blid stemme. Hun kiggede op det var faktisk Steffensen selv. Han stod der med en flaske baldrian og så forvirret og sølle ud. Mærkværdigt nok følte Lise ikke triumf, kun medlidenhed. Hun havde hørt, han var alene i verden måske var det dér hans barske facade kom fra?
Her, tag denne, sagde han tøvende. Og undskyld, Lise. Du havde måske ret.
Din pointe er ikke helt forkert, svarede Lise blidt. Men vi skal også give mennesker håb. Nogle gange virker troen alene som medicin det ved du jo også.
Ja ja, selvfølgelig, mumlede Steffensen.
Forvandlingen var slående. Men Lise havde ikke tid til at undre sig. Hun tonede replikken med alvor:
Poul, husk én ting: Ingen ingen! må hæve stemmen eller stille min faglighed i tvivl i nærvær af patienter. Ikke overfor en rengøringsassistent, og heller ikke overfor sundhedsministeren.
Helt enig, nikkede Steffensen straks.
“Vi får se,” tænkte Lise, og kiggede på uret. Dagen var kun lige begyndt.
En time senere var hun ved sygesengen hos fru Veronika, som straks smilede og pegede på en buket tulipaner på natbordet.
Tænk, din chef har været her og sagt undskyld og givet mig blomster! Han lovede, de ville gøre alt, hvad de kunne for at hjælpe mig.
Det lover jeg også, sagde Lise og tog den ældre dames hånd. Du har stadig meget tilbage at opleve!
Dig skal man ikke spøge med, grinede patienten.
En måned senere var Veronika i bedring. På udskrivningsdagen kom Steffensen forbi med en æske eksklusive chokolader.
Til barnebarnet, sagde han forlegent.
Tusind tak!
Og disse roser er til dig, sagde han, og overrakte blomster.
Det er første gang i mange år, jeg får blomster. Hvor er I dog gode, alle sammen.
Man får lyst til at sige: “Kom snart igen,” lo Steffensen, men nej, kun på besøg!
Personalet kiggede forbløffet på overlægen hvem skulle have troet, han kunne tale så pænt?
Efterhånden fik Lise og Steffensen et solidt, venskabeligt forhold. De nød ofte en kop kaffe efter møder, og hun så ham enkelte gange på en café nær hospitalet.
Der er vist ikke meget lykke tilbage i mit liv, sukkede Steffensen engang. Derfor er jeg måske så besværlig. Jeg nåede aldrig det vigtige, tror jeg.
Nå, du har da nået meget i karrieren, sagde Lise.
Jovist. Men lykke er ikke jobtitler. Den smuttede for mig.
Lise blev stille. Nu var det tydeligt han var en ensom sjæl. Medvinden fra den forgangne måned havde gjort deres samtaler mere fortrolige, og hun indså, at han faktisk var hende sympatisk.
Hele hospitalets kvindelige personale bemærkede forvandlingen. Til deres ugentlige kaffebord diskuterede de det:
Hvad har du dog gjort ved ham, Lise? spurgte sygeplejersken Alba. Han smiler jo, indimellem!
Hver fredag nød alle kvinder læger, sygeplejersker, rengøringspersonale hjemmebag og kaffe i hospitalets køkken. I dag fik de også Oles hjemmelavede blomme-marmelade.
De stirrede på Lise, som om hun bar på svarene til alle hemmeligheder.
Det handler bare om selvtillid og værdighed, smilede Lise. Alle fortjener respekt uanset om man vasker gulve eller er overlæge.
Det kan du sagtens sige, kommenterede den unge rengøringsdame Johanne. Jeg frygter ham!
Nej, nej, svarede Lise. Tro på dig selv så mister han grebet.
Helt enig, indskød psykiateren Gitte. “Energi-vampyrer” styrer kun dem, de kan tryne.
Jeg tror bare, han er et ulykkeligt menneske, sukkede kokken Vera.
De fleste nikkede, Lise vidste definitivt, det var sandt.
Da dørvogteren Katrine kom løbende ind, sukkede Gitte:
Du kommer til tiden vi snakker om Steffensen.
Har I hørt det? udbrød Katrine. Steffensen skal giftes!
Tror du selv på det? lød det forbløffet rundt om bordet.
Det er sandt, hævdede Katrine. Med en patient, så vidt jeg ved.
Damerne begyndte straks at gætte, men Lise smilede bare hun havde en anelse.
Skal vi ikke skåle på det? foreslog hun. Næste gang står den på rødvin det må fejres!
De stemte glad i.
Næste dag, over morgenkaffen, kom Steffensen selv springende sprudlende glad.
Hvor ser De veloplagt ud i dag, Steffensen!
Jeg skal giftes, Lise!
Nej, hvor! Med hvem?
Med Veronika ja, hende du forsvarede sidst. Jeg blev forelsket, og hun sagde ja.
Det er da vidunderligt!
Du og din familie er selvfølgelig inviteret uden dig havde jeg aldrig turdet.
Hvis det er meningen, finder man hinanden, lo Lise.
Brylluppet stod smukt. Brudgommen iført jakkesæt, bruden nu friseret smart og med kastanjebrunt hår strålede. Om nogen få måneder lignede Veronika mere en livskraftig kvinde end en syg patient.
Hun krammede Lise og takkede hende ved hver lejlighed.
