Feen
Når jeg bliver stor, så bliver jeg en fe!
Freja, hvorfor vil du være en fe?
Fordi det vil jeg bare!
Freja hoppede ned fra sin mors arm, hvor hun lige havde modtaget lykønskninger med sin femårs fødselsdag, og rettede på sin fine tylskørt.
Mor, feer er både smukke og kloge! Og de kan alting! Det kan jeg også!
Selvfølgelig kan du det! Katrine rakte ud efter sin datter, men Freja trippede et skridt væk.
Hvad med kagen?
Kagen kommer snart! Gå du bare ud og leg med de andre børn imens. Jeg kalder på dig, når den er klar, ikke?
Okay!
Katrine smilede, mens hun betragtede de lyse krøller, hun med besvær havde sat tidligt om morgenen, hoppe på datterens skuldre.
Hun er så målrettet, vokser op med hovedet på rette sted. Hvilket barn på fem kan sige, hvad hun vil med så stor sikkerhed? Imponerende! Selvfølgelig kan jeg alting, siger hun bare.
Det må man bare ikke tage fra hende, sagde Mette, Katrines bedste veninde, og nikkede. Nogle forældre begynder straks at fortælle deres børn om realiteterne, hvor svært livet er, og at man bør være fornuftig. Men det er vigtigere bare at tro på sit barn så kan det klare alt. Jeg ved det. Da min lille Anne gik til sin første dansetime …
Ja ja, din Anne er bare så dygtig! Men piger, vil I ikke hjælpe mig? Det er på tide at skære kagen. Katrine snurrede let rundt på sine hæle og gik mod køkkenet.
Det store lyse hus var fyldt med børnelarm. Gulvet var dækket af farverigt konfetti og rester fra sprængte balloner. En forpjusket buket tulipaner lå smidt i hjørnet, hvilket Katrine rynkede brynene over, da hun gik forbi blomsterne var en gave fra hendes mor, Hanne, til barnebarnet. Hanne boede nu i huset, men førhen kom hun sjældent forbi, for hun så helst Freja i sit eget hjem.
Jeg føler mig utilpas her, min pige. Jeg er bange for at komme til at ødelægge noget. Det er alt for fint.
Mor, hold nu op! brokkede Katrine sig. Det er ikke for fint, det er bare sådan vi har gjort det. Christian knokler, jeg knokler. Vi har ret til at unde os selv lidt.
Jeg har det nu stadig bedst hjemme hos mig selv.
Som du vil, mor. Det vigtigste er, at Freja har det godt.
Hanne havde passet barnebarnet fra fødslen.
Jeg har så travlt, mor. Katrine lagde make-up i en fart før arbejde. Hvis jeg stopper nu, er alt det, jeg har bygget op de sidste fem år, hurtigt spildt. Sådan er tiden. Alt går stærkt. Det handler om penge, ja, men også om de mennesker, der arbejder for mig. Men vigtigst af alt skal jeg tænke på Frejas fremtid.
Men er det ikke vigtigere, at du er tæt på hende, mens hun stadig er lille?
Mor, lad nu være! Jeg ved, hvad jeg gør! Hvem, hvis ikke mig, tager sig af Freja og sørger for hende?
Hvad med Christian?
Mor, nu tager du gas på mig, ikke? Selvfølgelig, han er hendes far, men han er en mand. I dag er han her, i morgen kan han være væk. Og hvad så?
Hvor får du de skøre tanker fra, skat? Hanne jamrede. Har han en anden?
Hvordan skulle jeg vide det? Jeg har ikke haft tid til at spekulere over det. Måske, måske ikke. Jeg har været så optaget af graviditet og Freja, at jeg helt faldt ud af mit gamle liv. Nu må jeg indhente det tabte, mor. Du må hjælpe! Ikke?
Selvfølgelig, skat. Hanne lænede sig over vuggen og så på det lille menneske. Så lille… Du var større som baby.
Og hvad så? Lille er bare lille. Hun vokser til.
Freja var spinkel og tit syg. Den ene forkølelse fulgte den anden, men Hanne ringede roligt til sin læge i stedet for at gå i panik som de første gange. Katrine havde ikke tiden til de praktiske detaljer.
Mor, hun har jo ikke engang 40 i feber! Tag et par Panodiler og hvil jer, jeg er til møde.
Freja omfavnede Hannes hals med varme hænder, puttede næsen i hendes skulder og peb svagt.
Såså, lille skat. Jeg laver saft og så skal du nok få det bedre. Vil du have en historie?
Om en fe?
Ja, selvfølgelig kan vi læse om feen.
Ja!
Frejas far, Christian, havde haft en flot bog med hjem fra London med fine illustrationer.
Men Christian den er jo på engelsk! Hanne bladrede igennem.
Hvad er problemet? Hun kan lige så godt lære at høre det. Du har selv undervist på universitetet, så en børnebog klarer du sagtens.
Jo, jo, den går nok. Så må jeg begynde at lære Freja det tidligere end tænkt.
Samværet med barnebarnet fyldte Hannes dage og gav hende endelig livet og glæden tilbage. De sidste ti år, siden Katrine blev student og gift, var for Hanne gået i en slags tåge. Katrine havde sjældent tid til hende, og til sidst ophørte Hanne med at insistere. Hun længtes bitterligt efter de tider, hvor Katrine kom hjem fra skole eller studie og smed sig på den lille sofa i køkkenet, satte fødderne op og sludrede over en kop mynte-te, som Hanne bryggede særligt til hende. Hele Hannes liv var samlet i datteren.
Hun fik Katrine som kun nittenårig. Hun giftede sig for hurtigt, og ægteskabet endte efter kun et år, så Katrine blev det eneste minde om den storm af følelser, Hanne ellers aldrig mere oplevede. Da Katrine fyldte to, blev Hannes mor alvorligt syg og de følgende tolv år blev et langt mareridt. En sengeliggende mor, der langsomt mistede hukommelsen, et lille barn … Hvornår havde hun plads til noget andet? Hun følte sig ikke smuk, aldrig egentlig pæn, men hendes skarpe kindben og næse fangede alligevel blikket.
Hvis Hannes skønhed var antydet, så var Katrines tydelig. Ser hun på sin datter, måtte Hanne undertrykke smil. Så meget held! Nu skulle bare alt lykkes. Hun gav Katrine mulighed for at udfolde sig, fra dans og musik til sprog. Da Katrine blev student, kunne Hanne uden tøven sige, at hendes datter var det bedste resultat af alt hendes arbejde. Dog var Katrine benhård, når det gjaldt hendes egne interesser. Hun tolererede ingen uret og lod ingen kue sig. Hun satte sine ønsker først, også hvis det betød, at familien måtte gemme sig væk.
Mor, jeg SKAL bruge de sko. Kan du forstå det? Jeg kan ikke tage til jobsamtale i de gamle. Jeg skal se ordentlig ud. Det er vigtigt!
Hanne hentede de penge, hun havde lagt til ferie, og gav Katrine. Vandet og solen kunne vente det vigtigste var, at det gik Katrine godt.
Brylluppet med Christian blev kulminationen på alt arbejdet. Hanne tørrede søde tårer væk, mens hendes smukke datter gik ned ad gulvet i byens dyreste restaurant. Men Christian gjorde hende ikke et øjeblik tryg. Noget i ham gjorde hende urolig men hun slog det hen, folk er jo forskellige, og han var jo fra forretningslivet, som var hende fremmed.
Mor, ægteskabet er ikke kun for kærlighed. Vi har også en aftale. Det er vigtigt. Ægteskaber er stærkere, når begge får noget ud af det.
Mener du det?
Ja!
Hvad så med aftalen?
Vi er ligestillede partnere fra bryllupsdatoen. Alt, hvad han har fra før, lægger jeg ikke næse i. Mit bidrag er egentligt simpelt.
Og hvad er det?
Jeg skal give ham en søn. Så bliver aftalen genforhandlet til min fordel.
Det lyder så koldt.
Men det er fornuftigt, mor. Verden ændrer sig.
Jeg ved bare ikke, om det føles rigtigt. Bare du er lykkelig.
Det bliver jeg!
De vendte aldrig rigtigt tilbage til emnet. Katrine gik ind i den virksomhed, Christian havde sat hende i spidsen for, og jagtede nu sundhed og karriere på én gang.
Frejas fødsel var en overraskelse for Katrine.
Tænk at stole på alt det der ny forskning! Hun foldede det blå babytæppe, købt fordi det var helt sikkert en dreng. Tre gange! Mor! Tre forskellige scannere sagde dreng! Men hvor er han så? Synes du hun ligner en dreng?
Søde, er det at få en pige nu så slemt?
Nej, selvfølgelig ikke! Men … det var slet ikke det jeg forventede. Derfor er jeg irriteret og tiden løber bare fra mig …
Du får nok en søn en dag, Katrine. Bare lidt senere.
Det håber jeg …
Men tiden gik uden resultat. Flere klinikker blev prøvet uden held, og Katrine rystede fortabt på hovedet.
Jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre, mor. Jeg har prøvet alt.
Måske skulle du fokusere på den datter, du faktisk har?
Mor!
Hvad sagde jeg? Freja er jo næsten fem, hun er vidunderlig. Og hvem siger, at en far kun elsker sønner? Du er jo en klog pige så lav aftalen om.
Katrine overvejede. Måske havde hendes mor ret.
Så skal Freja også være hjemme hos os.
Katrine…
Det er ikke til diskussion. Hun er for meget hos dig.
Men hun er vant til mig!
Hvem siger, at hun skal afvænnes? svarede Katrine og bladrede i Frejas skitseblok. Hun tegner faktisk virkelig flot. Hun må også til billedskole.
Hun har gået til billedkunst et år, Hanne var ved at græde.
Mor, der er ingen grund til drama. Du er der stadig. Jeg vil hellere have dig end en fremmed nanny. Der bliver både chauffør og alt andet. Du kunne måske flytte ind permanent, der er rigeligt plads.
Nej! Hanne rystede på hovedet. Det vil jeg ikke. Men jeg vil fortsætte at være der for Freja som altid.
Som altid kom livet i vejen. Frejas første feberanfald, efter at det blev besluttet, at hun nu skulle bo fast hjemme, fik Hanne til spontant at flytte ind.
Mor, her er både plads og ro. Det er bedst for Freja og for dig!
Hanne så sig rundt i gæsteværelset, hvor hun nu havde boet en uge, og sukkede.
Ja … Freja er i nærheden.
Hun holdt sig beskæftiget med barnebarnet og prøvede at overse de spændinger, der nu var mellem Katrine og Christian. Men hun kunne tydeligt mærke, at de to voksne knap så bar sig om den lille, ofte forpjuskede pige, der sprang rundt i de store stuer.
Bedste, der er mere plads her end hos dig! Freja dansede i stuen. Kan jeg så godt få hund nu?
Det skal du nok snakke med dine forældre om, skat.
Hvorfor? Er det ikke også dit hjem?
Nej, min pige. Det her er din mors og fars hus. Jeg har min egen lejlighed, hvor jeg bestemmer. Her må jeg kun blande mig i småting. Ikke i store beslutninger som hunde.
Så du må ikke sige nej til det?
Jeg kan godt sige fra, hvis du hælder mælk ud over bordet, men om vi skal have hund, bestemmer jeg ikke.
Aha!
Freja satte sig tænkende på gulvet, og Hanne blev opmærksom. Det blik have hun set hos Katrine mange gange og det betød ofte, at ønsket ville blive opfyldt.
Jeg spørger far! Freja nikkede for sig selv og rejste sig.
Samtalen fandt sted samme aften. Hun trådte ind til sin far:
Elsker du mig?
Christian blev paf. Den lille pige i midten af kontoret var ham stadig meget fremmed. Han så hende sjældent, for samværet var ofte bare et Hej, skat! og ikke mere. Hendes direkte spørgsmål overrumplede ham.
Selvfølgelig gør jeg det. Forældre elsker deres børn.
Jeg mener ikke alle, kun dig.
Hvad vil du gerne have? En ny bamse?
Nej! Freja rynkede panden. Jeg vil have en hund!
En robot-hund?
Frejas øjenbryn skød op under hendes pjuskede pandehår:
Hvorfor en robot? Nej! En rigtig hund!
Christian lukkede øjnene, tog brillerne af og masserede næseryggen.
Stor?
Behøver ikke være så stor. Bare den er sød.
Så vælger du og så finder vi ud af det.
Katrine var dog ikke begejstret. De diskuterede længe bag lukkede døre om aftenen. Freja sad på gangen og lyttede. Hanne fik forhøjet blodtryk og måtte lægge sig.
Det er ikke bare en ting. Et dyr tager ansvar. Nogen skal passe den.
Din mor er der, og der er hushjælp. Betal dem mere. Hvor der er barn, kan der også være hund. De kan gå ture sammen, det er sundt.
Og dyrlæge? Udstillinger? Alt det andet?
Der er dyrlæger nok i København eller så start din egen. Tag en blandingshund, så slipper du for udstillingerne. Katrine, hvad vil du fra mig? Jeg ser næsten ikke min datter, fordi jeg altid arbejder, men sådan et lille ønske kan jeg vel opfylde.
Det er ikke bare et ønske. Det handler om ansvar og om ikke at få alt for nemt.
Er det så slemt for MIT barn? Hvorfor skulle hun ikke få det, hun ønsker?
Katrine tav. Freja listede væk fra døren. Hun skulle nok få sin hund. Og alt det andet var der intet ved for hende.
En lille dansk spids blev leveret til Freja nogle dage senere. Halvanden måned efter, lige efter Frejas fødselsdag, flyttede hun og Hanne tilbage til Hannes lejlighed. Katrine blev mat, drak sin kaffe stille og var væk hele dagen uden at sige noget.
Bedste, hvad sker der?
Det får du at vide, når mor vil fortælle det, mumlede Hanne og nussede både barnebarn og den lille hund.
Hvorfor skal vi bo her nu? Kun to dage?
Nej, skat, nu bliver det vist i lang tid …
Hanne forstod ikke meget selv. Da Katrine kort efter den store fejring kom ind på værelset, slog Hannes hjerte et ekstra slag. Uden ord trak hun sin mors kuffert frem.
Pak, mor. Vi flytter. Tag også Frejas ting. Jeg har ikke tid.
Hanne gik hen mod sin datter for at spørge, men tav, da hun så Katrines øjne.
Jeg klarer det … Giv mig en halv time.
Om aftenen satte Hanne datterens yndlingskop med te på bordet og prøvede at få øjenkontakt; Katrine sad, som hun plejede som barn, med benene under sig og stirrede ud i luften.
Spørg ikke, mor. Vi skal skilles.
Hanne trak efter vejret og så mod døren. Men Freja så fjernsyn og hørte intet.
Han har en anden. Og en søn …
Katrine skjulte ansigtet i sine knæ. Hanne gik mod hende for at trøste men Katrine lo.
Troede du, jeg græd? Nej, mor. Det gik bare ikke.
Hvordan og hvorfor Christian skiftede familie, forstod Hanne aldrig. Det blev dog et fredeligt brud: Christian havde pli nok, og skilsmissen gik hurtigt. Efter et halvt år flyttede Katrine i en stor ny lejlighed tæt på, og de fandt tilbage til en rutine smal, men tryg.
Freja voksede, var kvik og stædig. Alt, hvad der gjaldt hende, blev familiens centrum, og det blev aldrig diskuteret. Katrine gav efter for det meste, men indførte ingen grænser.
Katrine, sådan kan du ikke opdrage hende.
Mor, hvad vil du have? Hun er gæv, kan klare sig, skaffer sig, hvad hun vil. Den slags er nødvendigt i dag.
Jeg er bekymret. Hun tænker kun på sig selv.
Dét gør mig ikke noget. Hvis jeg havde tænkt på mig selv, var jeg måske stadig sammen med Christian. Men jeg tænkte for meget på ham. Dumt egentlig …
Det er dumt, kun hvis man slet ikke ser sit barn! Hanne blev vred. Hun har behov ud over ønsker, især behovet for sin mor.
Hun har jo dig.
Heldigvis! Men det var bedre, hvis hun også havde dig.
Hvorfor? Hun lytter kun til dig.
Det er fordi, jeg kan sige nej. Du gør det aldrig.
Jeg vil have, hun ved hun kan få, hvad hun vil, hvis hun arbejder for det. Jeg vil ikke være ham, der kun forbyder. Hellere veninde end Cerberus, ikke?
Hanne slap op og sukkede.
Hvad nu, hvis hun ikke altid får, hvad hun vil?
Det sker ikke. Hun ved, hvad hun vil. Hun er ikke dum, mor.
Jeg er bare bange, fordi livet ikke altid former sig, som vi vil. Eksterne ting spiller også ind … Du ved det selv …
Tak, mor! Katrines stemme blev kold, og Hanne stoppede. Jeg ved det udmærket. Jeg vil bare have, hun aldrig oplever det.
Hanne lod emnet falde. Hverken datter eller barnebarn lyttede. Freja fulgte sin retning, vis om mors støtte. Og bedstemors støtte var også givet ingen grund til bekymring.
Katrine havde travlt og så sjældent sin datter. Indimellem tog hun Freja med på shopping.
Du skal se ud som de andre. Du har ikke fået udseendet gratis, men det klarer vi med det rette tøj og make-up. Det skal du lære.
Her lyttede Freja. For Katrine havde udmærket stil. Selvom Frejas ansigt ikke mindede om sin mors, fik hun meget ud af at låne morskabets tøj.
Denne, den og måske den her. Ikke resten det er for voksent. Katrine pegede ud, hvad Freja måtte tage. Alt med måde.
Pigerne i klassen misundte Frejas make-up, forstod ikke at man kunne få så dyrt kosmetik af sin mor.
Din hud er vigtig. Hvis du bruger skrammel, takker den dig ikke. Brug det rigtige. Katrine smed en billig mascara, veninden havde givet, ud.
Det var en gave.
Det er ikke alle gaver, man beholder. Sig tak og smid ud bagefter. Du skal kende din egen værdi, Freja.
Hanne forsøgte at bløde op, men det lykkedes kun lidt. Efter studentereksamen fulgte universitet. Samme fakultet som mor og bedstemor. Freja var næsten aldrig hjemme hendes frihed var vigtigst. Hanne så hverken hende eller Katrine, og derfor hørte hun om de store forandringer sidst.
Hvad mener du gift?! Med hvem? Hannes hænder rystede, yndlingskoppen gled på gulvet og splintredes.
Kasper Møller … Freja grinede og smed benene op i sofaen, mens Hanne samlede stumperne. Bare Kasper! Min Kasper!
Hvem er han, skat?
En underviser. Ikke min! Lad nu være med at se sådan ud, bedstemor. Bare en underviser på universitetet!
Han er vel ikke…
Nej, ikke gammel. Han er helt okay.
At Kasper var gift hørte Hanne først senere fra Katrine.
Og det fortæller du bare nonchalant?
Hvorfor skulle jeg bekymre mig? Skal jeg tænke på hans kone eller barn? Jeg tænker på Freja, og hun VIL have ham.
Katrine… Hvor gik det galt?
Galt? At tage en mand fra en familie! Han er ikke nogen, man kan tage. Slap af, mor! Katrine rakte Hanne et glas vand. Tænk på din barnebarns lykke, ikke på andre.
Bliver hun overhovedet lykkelig? Hanne drak vandet og i arrigskab kastede hun glasset mod væggen.
Brylluppet var mat og lavmælt. Kaspers forældre kom ikke, ville ikke en gang møde familien. Christian, som var flyttet til Aarhus, kom heller ikke, men forærede en lejlighed. Katrine fyldte den med møbler uden at spørge, om Freja ville have dem. Det rørte dog ikke Freja.
Mor, se! Kjolen det er bare den, jeg vil have! sang Freja foran spejlet.
Kjolen hedder Feen.
Brudesalonens ekspedient hev sløret frem.
Det er et tegn, Freja! Kan du huske, du ville være fe?
Ja! Og nu bliver jeg det! Livet bliver et eventyr! Alt lykkes!
Alt lykkes… Katrine gentog tonløst og fingrede ved sløret.
Hanne tog en taxa hjem fra rådhuset.
Jeg har det ikke for godt, jeg vil ikke ødelægge festen.
Hun kyssede barnebarnet og gik til bilen. Da hun kiggede ud, så hun Freja hoppe med Kasper og vente på kameramanden for at slippe en hvid due fri og pludselig syntes Hanne, at Freja lignede den skræmte due i hånden: Klar til at flyve, men holdt fast.
Hvad kan jeg gøre, Gud … Hvad nu? Hanne snøftede, men tog sig straks sammen. Giv mig styrke. Det får jeg brug for endnu …
Freja blev skilt fra Kasper efter mindre end et år. Næsten med det samme efter datterens fødsel. Kaspers nye kæreste var Frejas medstuderende. Gravid kom Freja forbi universitetet for at ordne papirer og overraskede ham med den nye i et tomt auditorium. Hun blev stående lidt, men smækkede så hårdt med døren at ruderne klirrede.
Hvad er der sket?
Der var bare en kakerlak i lokalet, svarede Freja og gik.
Hun ringede til sin far for at bede om hjælp.
Så nu trækker du dig og stikker halen mellem benene? Katrine bebrejdede hende. Har du ikke tænkt på at tage kampen op?
Hvorfor dog, mor? Freja kiggede koldt på hende og foldede sin datters babytøj.
Fordi det er dit. Fordi det er rigtigt.
Rigtigt? Hvad er rigtigt, mor? Måske var det rigtigt for hende før mig, at håbe på en kæreste og en far til sit barn. Men så kom jeg og mente, hun ikke skulle have det. Nu siger nogen det samme om mig … Er det rigtigt?
Det er noget pjat! Jeg troede aldrig, du ville opføre dig som et såret barn, når det blev svært.
Nej, mor. Du forstår det ikke. Jeg er bare ikke et barn mere. Feen er blevet voksen … Vingerne bærer ikke længere.
Katrine sagde mere, men Freja lyttede ikke. Hun måtte beslutte, hvad hun ville nu.
Hanne pakkede, tørrede tårer væk og passede oldebarnet.
Det skal nok gå, min skat! Din mor er stærk. Vi klarer den sammen …
Katrine fulgte ikke med dem. Hanne gav hende nøgle til lejligheden og bad hende vande blomster.
Det er lige meget. Du skal bare passe på dig selv.
Nogle år senere gik en ung kvinde gennem Frederiksberg Have. En lille pige styrtede forud, tog hendes hånd og fortalte livligt.
Se mor! Det her lavede vi i børnehaven i dag! Pigen fiskede en pind med en stjerne af krøllet sølvpapir frem fra rygsækken. Åh! Den er blevet skæv …
Hvad er det, Ida?
En tryllestav! Ligesom feen i eventyret. Den er bare lidt krøllet.
Så hvad? Freja rettede stjernen og svingede staven. Se! Den virker! Så gør det ikke så meget.
Hvordan ved du det virker? Ida kiggede beundrende. Hvad har du ønsket?
At alt skal blive godt, og at vi alle er raske!
Det passede ikke Ida så ned. Bedstemor er jo på sygehuset.
Nej, hun er kommet hjem.
Virkelig? Ida begyndte at hoppe.
Ja. Når vi kommer hjem, kan du se det.
Må jeg låne staven? Så vil jeg også ønske noget! Ida greb staven og hviskede et ønske.
Hvad ønskede du?
Det siger jeg ikke!
Ej, så! Freja lo og rettede på Idas krøller. Jeg har jo sagt mit ønske.
Okay da! Ét får du. Jeg har mange.
Hvad ønskede du?
At vi altid skal være sammen … hviskede Ida, og Freja satte sig på hug.
Ida … Du mener bedstemor?
Pigen nikkede.
Jeg kan ikke love dig det, skat. Jeg er kun lidt en fe. Livet bestemmer mere end vi gør. Men vi kan være sammen så meget vi kan og elske hinanden også når vi ikke er sammen. Når du er i børnehave, eller jeg er på arbejde, holder vi jo stadig af hinanden. Vi tænker på hinanden hele dagen.
Ida nikkede og løftede staven igen.
Så ønsker jeg om!
Selvfølgelig.
Jeg ønsker, at bedstemor bliver helt rask, og at vi er sammen i lang tid. Må jeg det, mor?
Freja rejste sig, rystede sin nederdel og nikkede alvorligt.
Det SKAL du. Det er det rigtige ønske. Og nu går vi hjem og viser din tryllestav til bedstemor. Hun har nok også et ønske. Hun er nemlig den ægte fe.
Er hun virkelig?
Det kan du tro! Den bedste i verden!
