*Dagbog*
Farvel, min kære, husk mig…
Jonas standsede sin bil ikke langt fra det høje metalskilte. Engang var det et gammelt træhegn. Han tvivlede et øjeblik, om han huskede forkert. Men nej, det var det andet hus før svinget. Han kunne huske det tydeligt, for han havde tænkt på det mange gange. Fra bilens vindue kunne han ikke engang se hustaget.
Han kiggede igen og igen i spejlene for at se, om der kom nogen. En bil med en chauffør på en øde gade ville vække alt for meget opmærksomhed. *Hvad laver jeg her? Hvorfor?* spurgte han sig selv. Og jo længere han sad og stirrede på hegnet, jo mere svandt modet til at gå ind.
Pludselig kom en pige ud fra porten med en labrador. I første øjeblik troede Jonas, det var Freja. Det samme kastanjebrune krøllede hår, den samme figur. Han nåede ikke at se hendes ansigt. *Det kan ikke passe. Der er gået femten år. Hun skulle være tæt på de fyrre, men denne pige er højst tyve. Moderne foryngelseskure gør underværker. Eller er det hendes datter? Men hun havde ingen datter dengang. Skulle han nå at spørge hende? Men hvad skulle han sige? Det ville se mærkeligt ud – en mand på fyrre, der forfølger en ung pige…*
Han lænede sig tilbage i sædet, tændte for radioen og ventede. Efter cirka tyve minutter dukkede pigen og hunden op igen. Da hun nærmede sig, så han tydeligt, at hun ikke lignede Freja. Da der var omkring hundrede meter mellem dem, steg han ud af bilen.
Labradoren trak i snoren og skyndte sig hen mod Jonas.
“Rolig, Balder,” sagde pigen og holdt hunden tilbage.
“Undskyld mig. Boede Freja ikke her engang? Eller husker jeg forkert?” Jonas gik i stå, da han indså, at han ikke engang kendte hendes efternavn.
“Freja er min mor. Hvem er du?” spurgte pigen og så ham direkte i øjnene.
“Jeg er lige kommet tilbage byen. Jeg vidste ikke, hun havde en datter.” Jonas skottede til hunden og besluttede at blive stående.
“Hvor længe siden er det, du var her sidst?” spurgte pigen og kneb øjnene sammen.
“Femten år.”
“Så kan du i hvert fald ikke være min far.” Hun lo højt af sin egen vittighed. “Jeg er faktisk adopteret. Mine forældre kommer snart hjem. Vil du vente på dem?” Hun gik hen mod en smal dør ved siden af porten.
Jonas trak på skuldrene.
“Er du ikke bange for en fremmed mand…?” begyndte han.
Hun blev alvorlig.
“Nej, det er jeg ikke. Hvorfor tror du, der ikke er nogen hjemme? Balder ville ikke lade nogen gøre mig noget. Og der er overvågningskameraer. Skal du ikke med ind?” Hun åbnede døren og ventede på ham.
Jonas tændte bilens alarm og fulgte efter hende. Hun holdt døren åben.
Haven foran det toetagers hus var velholdt, men ikke pedantisk. Buskene var ikke perfekt klippede, græsset kunne godt trænge til en klipning. En brede, grå flisebelagt sti førte fra porten til huset.
Huset havde tydeligvis forandret sig gennem årene, men det var det samme. For femten år siden havde det virket kæmpestort på Jonas. Dengang boede han i et værelse i en kollegiebolig, og før det havde han delt en lille lejlighed med sine forældre og lillesøster. Derfor havde dette rummelige hus gjort så stort et indtryk dengang. Nu boede han selv i et lignende, endnu større.
Indretningen var tidligere mere beskeden. Nu stod der dyrt, smagfuldt møbler, og et stort tv hang på væggen. En blød tæppe dæmpede lyden af hans fodtrin.
“Der er en bar, hvis du vil have noget at drikke,” sagde pigen og pegede mod et hjørne, før hun gik op ad trappen.
“Jeg kører,” mindede Jonas sig selv om. “Hvad hedder du?”
“Line. Jeg må lige skifte tøj – jeg er tilbage om et øjeblik.” Hun forsvandt op på første sal.
Jonas blev alene tilbage og så sig om. Der var ikke et eneste fotografi på hylderne. Han satte sig i en blød lænestol foran pejsen, som heller ikke havde været der før, og begyndte at tænke…
*Flashback*
“Kom nu, Jonas, du skal med. Cecilie har inviteret en veninde. Hvad skal jeg lave der alene?” insisterede Mads.
“Jeg har eksamen i morgen,” mumlede Jonas, begravet i sin bog.
“Et par timer gør ingen forskel. Du når det alligevel ikke. Det er bedre at møde op med et frisk hoved. Kom nu, Jonas, please. Cecilies veninder er altid søde,” fortsatte Mads.
“Okay. Men ikke længe.” Jonas smækkede bogen i.
“Sådan! Det er en ven. Du bliver ikke skuffet. Bare kig ikke for meget på Cecilie – hun er min,” advarede Mads.
De ankom til parcelhuskvarteret, hvor Cecilie boede, lidt for sent. Musik spillede i huset, og på salonsbordet foran den store lædersofa stod allerede en flaske vin, glas, en tallerken med pålæg og en frugtskål.
“Hvorfor kommer I så sent?” Cecilie sukkert. Hun var smuk, med mørkt hår og intens udstråling.
“Jonas skulle overtales. Vi har eksamen i morgen,” forklarede Mads og slog armen om hendes talje.
“Så skal vi ikke spilde tiden,” sagde Cecilie og trak ham med sig hen mod bordet. “Hæld op. Freja, hvor er du?” råbte hun op ad trappen.
Lidt efter kom en sød pige ned i en simpel blomstret kjole. Hun var ikke lige så smuk som Cecilie, men Jonas følte sig straks tiltrukket.
“Det her er min veninde, Freja,” præsenterede Cecilie og skruede op for musikken.
De drak et glas, og Mads og Cecilie begyndte at danse.
“Skal vi også?” foreslog Jonas og tog en vindrue.
“Selvfølgelig. Men lad os være dus,” svarede hun uden at gøre det besværligt.
Freja dansede godt. Med hænderne om hendes talje betragtede Jonas hende. Ikke en smule makeup. Hendes mørkeblå øjne, omgivet af lange øjenvipper, mødte hans af og til. Afhængig af lyset så de næsten sorte ud som flodens vand eller blå som kornblomster. Han undgik at kigge på hendes fyldige læber.
Musikken skiftede, men de dansede videre, langsomt.
“Hvor er Cecilie og Mads?” Freja stoppede og så sig om.
Parret var forsvundet. Jonas og Freja blev alene tilbage og følte straks en akavethed.
“Jeg må hellere gå. Og du har eksamen i morgen,” sagde Freja.
“Jeg følger dig hjem,” tilbød Jonas.
De nåHan startede bilen og kørte væk, vidste at denne gang ville han aldrig vende tilbage.
