Fars nye kone
Mette holdt et bryllupsinvitation i hånden og kunne næsten ikke tro sine egne øjne. De gyldne bogstaver på den cremeduggede papir meddelte, at hendes far, Jens Henrik Hansen, skulle giftes med en eller anden Pernille Marie Jensen. Datum var om en uge.
«Om en uge,» mumlede hun og vendte kortet. «Han kunne ikke engang fortælle os ordenligt.»
Telefonen ringede og afbrød hendes tanker. På skærmen stod navnet på hendes yngre søster, Lise.
«Met, har du fået den der… invitation?» Stemmen lød forvirret.
«Ja. Vidste du noget om det?»
«Ingenting! Overhovedet ingenting! Jeg troede bare, far datede nogen. Men nej – så er der pludselig bryllup!»
Mette gik ud i køkkenet og satte vand over. Udenfor dryppede det en smule, og hun følte sig lige så grå og trist som vejret.
«Lis, har du nogensinde set hende? Den der Pernille?»
«Kun én gang. De kom ud fra en café, og jeg kørte lige forbi. Hun er ung, maks 35, blondinet med en masse guld og pels.»
Mette rynkede ufrivilligt panden. Hendes far var 68 – en aldersforskel på over 30 år.
«Tror du, det er pengene?» foreslog Lise. «Husker du, far sagde, han havde solgt sommerhuset? Og så har han jo også den der lejlighed på Østerbro.»
«Det ved jeg ikke,» sukkede Mette. «Vi må ned til ham og snakke.»
«Jeg tager med. Jeg tager tidligt fri i morgen.»
Næste dag mødtes søstrene uden for fars lejlighed. Jens Henrik var lige flyttet hertil efter at have solgt deres barndomshjem. Dengang havde han sagt, det var for at bo mere centralt – nu havde Mette sine tvivl.
«Pigerne mine!» Han mødte dem med åbne arme. «Så dejligt, I kom! Jeg vil gerne præsentere jer for min lille Pernille.»
Han så yngre ud, med et nyt frisure, en flot skjorte og en mere energisk gangart.
«Far, vi skal tale,» sagde Mette alvorligt.
«Selvfølgelig! Pernille er lige ved at lave aftensmad. Hun er fantastisk til at lave mad.»
Fra køkkenet lød der klirren af tallerkener og en kvindestemme, der nynnede. Faren førte dem ind i stuen og bad dem sætte sig.
«Kære piger, jeg er så lykkelig for, at I skal møde Pernille. Hun er en vidunderlig kvinde, omsorgsfuld og sød. Troede aldrig, jeg kunne forelske mig igen i min alder.»
Mette og Lise udvekslede et blik. Ord som «forelske» lød mærkeligt i munden på en 68-årig mand.
«Far,» begyndte Lise, «hvor længe har I kendt hinanden?»
«Fire måneder. Vi mødtes på lægecentret, i kø til kardiologen. Hendes mor var indlagt, og hun var helt ulykkelig. Jeg trøstede hende og fulgte hende hjem…»
«Fire måneder, og allerede bryllup?» brød Mette ind. «Er det ikke for hurtigt?»
«I vores alder er der ingen grund til at trække tiden,» sagde faren lidt stift. «Vi er ikke unge længere – vi ved, hvad vi vil.»
Lige da kom kvinden ind, og Mette så med det samme, at Lise havde ret. Pernille så maksimalt 35 ud – måske yngre. Hun var høj, slank, med fyldigt hår i honningfarve og kraftig makeup. Hendes kjole sad stramt, og hun havde en masse smykker på.
«Piger, mød Pernille!» Faren sprang op. «Dette er min søde Pernille, og det her er mine døtre, Mette og Lise.»
«Så hyggeligt,» sagde Pernille og rakte hånden frem med lange, lakkerede negle. «Jens har talt så meget om jer!»
Stemmen var melodisk, men Mette kunne allerede nu ikke lide den sødladende tone.
«Aftensmaden er klar,» meddelte Pernille. «Kom nu ind og spis.»
På bordet stod der dækket med dyrt porcelæn – noget Mette ikke huskede fra fars hjem – lys og blomster. Alt så flot ud, men lidt kunstigt.
«Pernille, fortæl pigerne lidt om dig selv,» bad faren og skænkede vin.
«Åh, der er ikke så meget at sige,» lo Pernille. «Jeg arbejder på en neglesalon, er pedikyr. Bor alene, ingen børn. Har været gift, men min mand var… ikke den bedste.»
«Hvordan det?» spurgte Lise.
«Han drak, slog mig. Så jeg blev skilt. Har været bange for mænd siden da – indtil jeg mødte jeres far…»
Hun så på Jens med sådan en beundring, at Mette rystede ubevidst.
«Har du forældre?» fortsatte Lise.
«Min mor lever. Min far er død. Mor er syg, jeg plejer hende. Jens hjælper mig endda med penge til medicin. Han er så god!»
Faren strålede af stolthed.
«Far,» sagde Mette, «kan vi lige snakke et øjeblik?»
De gik ud i entréen, mens Pernille blev i køkkenet.
«Hvad vil I sige?» Faren lød på vagt.
«Far, forstår du, at hun er ung? Hun er på min alder.»
«Og hvad så? Jeg tvinger hende da ikke. Hun vil gerne giftes med mig.»
«Har du overvejet, hvorfor?» sagde Lise. «Far, se lige virkeligheden i øjnene. En smuk ung kvinde gifter sig med en mand, der kunne være hendes far…»
«Hold op!» råbte faren. «I er bare misundelige, fordi I har problemer i jeres eget kærlighedsliv!»
Mette mærkede, hvordan kinderne brændte af forargelse. Hun var netop kommet ud af et skilsmisse, og far vidste det.
«Misundelige?» sagde hun. «Far, vi er bekymrede for dig!»
«Det skal I ikke være. Jeg ved, hvad jeg gør.»
Jens vendte sig og gik tilbage til køkkenet. Søstrene fulgte modstræbende efter.
Aftenen fortsatte i en anspændt stemning. Pernille fortalte om bryllupsplaner, viste billeder af kjolen. Faren nikkede bare og så på hende med forelskede øjne.
«Hvor skal I bo efter brylluppet?» spurgte Mette.
«Her,» sagde Pernille. «Jens har allerede ryddet plads til mine ting. Så omhyggelig!»
«Men din mor? Du sagde, du plejede hende.»
Pernille tav et sekund.
«Mor… har en hjælper. Jeg besøger hende, men behøver ikke være der hele tiden.»
På vej hjem var søstrene stille, indtil Lise sagde:
«Hun lyver.»
«Om hvad?»
«Jeg ved det ikke helt. Men noget hænger ikke sammen. Før siger hun, hun plejer sin mor – nu har mor pludselig en hjælperPå dagen for jordfæstelsen stod Mette og Lise alene med en tom flaske snaps og den erkendelse, at kærlighed ikke kan købes, men at ensomhed nogle gange får os til at tro det modsatte.
