Morfar er her ikke mere
Kirstine var lige trådt ind ad døren efter endnu en arbejdsrejse, havde knap nået at tage overtøjet af eller pakke ud, da hendes mobil ringede.
Hendes mor, Helle Jensen, lød mærkeligt forpustet og nervøs, men Kirstine tænkte ikke videre over det måske var det bare udmattelsen, der gjorde hende sløv.
Kirstine, skat, er du hjemme nu?
Hej mor. Ja, jeg er endelig hjemme. Lige kommet ind ad døren. Hvorfor ringer du? Er der sket noget?
Det er godt. Du er hjemme.
Det var tydeligt, at Helle Jensen havde noget at sige, men hun trak det ud ikke vidste hvordan hun skulle begynde, eller måske følte hun sig bare overvældet.
Kirstine nåede, træt som hun var, at irritere sig lidt. Højst sandsynligt havde mor igen samlet en stak sladder fra hele opgangen og kunne ikke vente med at dele.
Men i dag kunne Kirstine bare ikke. Hun trængte til at smide sig i sengen og få skønhedssøvn, for natten i toget havde ikke budt på megen hvile.
I nabokupéen havde en flok unge mennesker drønet rundt hele natten med høje grin, bajere og guitar.
Efter midnat brød de ud i højlydt fællessang og selvfølgelig sang de også om hende:
Se nu blomstrer æbletræet ude,
Disen danser over engen blå.
Kirsten gik ad stien, lille søde,
op på bakken hvor hun kunne nå
Normalt ville Kirstine måske have trukket på smilebåndet, men netop i nat ønskede hun bare, at guitarstrengene ville springe. Det gjorde de desværre ikke.
Mor, jeg tager lige et lille hvil. Skal lige lande og slappe af efter togturen, så ringer jeg tilbage lidt senere. Lyder det ikke fint?
Jeg tror ikke du får hvilet, sukkede hendes mor.
Undskyld? Hvad mener du, jeg ikke får hvilet? Først nu begyndte Kirstine at fornemme et eller andet ildevarslende i sin mors stemme.
Det bliver svært for dig at hvile.
Hvorfor? Jeg har lige været på arbejde i Aarhus en uge, jeg har ret til at hvile. Og jeg forventer ikke besøg og jeg har heller ikke planer om at tage ud. Er der noget, jeg ikke ved? Mor, du kommer vel ikke brasen ind på døren nu?
Kirstine, morfar er her ikke længere
Kirstine blev bleg. Med telefonen hårdt presset til øret, sank hun ned på sofaen. Det havde hun ikke set komme.
Hans nabo, Maren Madsen, ringede i morges. Hun ville ind med noget mælk men da lå Ejner, din morfar… lige inden for døren, hånden om hjertet, og trak ikke vejret. Han lå der hele natten, sandsynligvis. Vi skal til Himmerlands landsby og ordne begravelsen. Naboerne hjælper til, hvis der er brug for det. Hører du mig, Kirstine?
Kirstine var lamslået, ordene druknede i gråd, hun kunne kun svagt mumle ja.
Maren ringede også rundt til resten af familien, men ingen af dem vil komme til begravelsen. De sagde, at hvis han havde efterladt sig en arv, kunne de måske overveje det ellers er der ingen grund til at spilde tid og penge på det. Og huset derovre det er der jo ingen, der gider tage. Helle Jensen tav et øjeblik, så fortsatte hun: Jeg har heller ikke lyst til at tage derover, for morfar bad mig direkte om aldrig at vise mig i hans hus igen. Til begravelsen sagde han også, at jeg ikke skulle komme. Det har jeg lovet. Så jeg håber, du vil tage afsted, min pige. Kan du tage af sted, Kirstine? Give ham et sidste farvel?
Stilhed. Kirstine sad og stirrede på kommoden, hvor et brev fra morfar lå.
Det sidste brev, med et poststempel fra over en måned siden. Hun havde ikke nået at få det, da hun jo havde været på farten.
Det var hendes tredje arbejdsrejse på et halvt år og næppe den sidste. Virksomheden havde åbnet en ny filial i Odense, og nu var det kun hende, der blev sendt.
De andre havde små børn, dårligt helbred eller familieforhold Kun hun var fri.
Kirstine, sagde Helle Jensen dæmpet i telefonen. Jeg vil bare ikke have, at folk tror vi glemt gamle Ejner helt. Han var sær, bevares. Men et menneske. Og dig holdt han jo meget af. Så kan jeg sige til Maren, at du tager af sted?
Ja, mor. Jeg skal nok tage af sted. Bare…
Kirstine rejste sig, gik hen og lod hånden hvile på brevet fra morfar, men lagde det tilbage.
Mor, jeg forstår det simpelthen ikke Hvordan kunne det ske? Han havde det jo godt, da jeg så ham til jul. Så glad ud og klagede ikke.
Åh, skat… Hvordan skulle jeg vide det? Han var oppe i årene. Mange mænd bliver jo ikke engang folkepensionister, men din morfar rundede de firs. Kan vi være taknemmelige for.
Kirstine var i chok. Hun elskede virkelig sin morfar. Det virkede som om, hun var den eneste, der holdt kontakt. Hverken familien eller hendes egen mor havde haft kontakt med ham længe.
Forståeligt nok: mor og Ejner kunne ikke udstå hinanden i årevis. Morfar havde aldrig tilgivet Helle for farens død hun havde presset ham til det ene og det andet, indtil hjertet ikke kunne mere.
Anders, Kierstines far, havde forladt sit job som lærer for at tage ekstra arbejdsuger i håb om at skrabe penge sammen fordi Helle drømte om nyt køkken og kolonihave. Han druknede i arbejde, men kom hjem med gaver og penge. Indtil den dag, han ikke kom hjem, men fik et hjertetilfælde og døde alt for tidligt.
Ejner havde grædt som et barn til begravelsen, ja, hele byen stod og delte sorgen. Forældre skal ikke begrave deres børn, hviskede de.
Efter den dag nægtede Ejner at have mere med Helle at gøre. Det var slut. De talte aldrig sammen igen.
Men Kirstine havde han aldrig holdt ude. De havde fortsat kontakten. Hun kom som barn hver sommer i landsbyen lavede fuglekasser, legede i haven. Senere, efter universitetet, begyndte hun at skrive breve med ham.
Ja, breve ikke mails, ikke smser. Ejner nægtede alt moderne elektronik. Ingen mobil, ingen computer, ikke engang en fastnettelefon. Familie og nogle naboer syntes, han var lidt mærkelig. Hvem skriver breve i dagens Danmark?
Han er blevet sær efter at miste både kone og søn, mumlede de ældre kvinder på bænken foran Brugsen.
Den sidste måned af hans liv blev Ejner mere indadvendt. Han talte ikke med nogen kun med katten. Mærkeligt nok, for ingen havde nogensinde set den kat. Han snakkede og snakkede med dens usynlige tilstedeværelse i haven, og selv hans trofaste nabo Maren blev tvivlende.
Da samtalen med moren var slut, kastede Kirstine telefonen i sengen. Hun stirrede ind i væggen længe så brød hun sammen og græd.
Hun havde planlagt at besøge morfar i foråret, men arbejdsrejserne blev ved med at komme i vejen. Hendes chef tog intet hensyn: Kirstine Jensen, der er ingen, der tvinger dig. Hvis ikke du vil det her job og den løn, ja, så find noget andet!
Hun blev, for lønnen var virkelig god. Men bitterheden gnavede alligevel. Hvorfor var der aldrig plads til liv bare pligt og mere pligt?
*****
Begravelsen i den lille landsby uden for Hobro forløb stille. Da kisten med bordeaux fløjl blev sænket i graven, stod Kirstine stum og i chok. Blomster, kranse, muld Kun et par naboer og Maren var mødt op.
Var det virkelig slut? Var hendes morfar nu bare væk, for altid?
Til mindesamværet blev der skænket rigeligt med snaps og fortalt gode historier. Det var minderne, der holdt Ejner Jensen i live nu. Ikke andet.
Hen ad eftermiddagen begyndte folk at drysse hjem. Kirstine stod pludselig alene igen. Ensomheden var skarp og knugende. Jeg nåede det ikke, morfar Undskyld.
For at flygte fra tankerne gik hun i gang med at rydde op i huset. Hun luftede ud, vaskede de gamle bræddegulve, tørrede støv af, fjernede edderkoppespind og satte rester af mad i køleskabet.
Den gamle gård var fyldt med enkel og gammeldags hygge hjemlighed på sin danske, beskedne facon. Ude i haven blomstrede æbletræerne, solbær- og hindbærbuskene stod i flor, og der var ingen afgrøder i den velholdte køkkenhave morfar havde nok mærket, det var sidste forår.
Hvem skal nu holde alt det her? tænkte Kirstine trist.
Hun satte sig under æbletræet og ringede til sin mor for at fortælle om begravelsen.
Godt klaret, Kirstine. Han var sær, men han var et rigtigt menneske.
Han var ikke sær, mor. Han havde bare oplevet for meget sorg. Prøv ikke at bære nag. Han elskede far mere end noget andet.
Jeg bærer ikke nag, Kirstine. Nu skal han have fred. Men hvad med dig, bliver du derude længe? Det må være ensomt?
Jeg har taget fri. Jeg vil gerne være her lidt og få hovedet på plads. Ti dage måske du kunne komme forbi?
Åh nej, nej, Kirstine, det er alt for langt væk, og jeg skal passe vores kolonihave. Desuden far ligger derude, og jeg har ikke været forbi siden begravelsen.
Det var dig og Ejner aldrig enige om, og det er din beslutning. Jeg ringer, hvis der er noget.
Kirstine smilede hendes mor, altid med noget at lave, hver gang samtalen blev for svær.
Hun lavede en kande te af tørret solbærblad og citronmelisse fra morfars forråd, drak stille og gik i seng.
Før hun lagde sig, fandt hun brevet frem igen. Det sidste morfar havde skrevet. Hun havde læst det allerede på hjemrejsen, men noget ved det gjorde hende urolig, for morfar skrev ikke om sig selv. Han skrev kun om Mørke, som han kaldte katten.
Hvilken kat? Morfar havde da aldrig haft kat!
Hun læste brevet igen:
Du skulle have set ham, Kirstine Mørke er vild med mælk! Folk siger, voksne katte ikke tåler det, men Mørke har drukket en halv liter på ingen tid. Må bede Maren om mere. Hun undrer sig nok jeg plejer at købe nok til en uge, nu går det hurtigt. Mørke er meget sulten; jeg ved knap hvad jeg skal give ham, for køleskabet er tomt. Det mærkelige er, han skjuler sig for mig. Jeg ser kun et glimt noget sort, der suser mod skuret. Jeg mærker dog hans øjne i ryggen hele tiden. Jeg håber, du kommer snart måske kan du lokke ham frem.
Men Kirstine havde ikke set nogen kat. Ikke det mindste. Ikke i huset og ikke i haven selvom hun allerede havde været der i flere dage.
Og alligevel havde hun mærket en form for blik i nakken. Hun besluttede at spørge naboen Maren Madsen til råds næste morgen.
*****
Hun vågnede i solstribenes spæde skær. Spurve kvidrede udenfor, hanerne galede, og den tidlige morgens fred bød hende velkommen med duft af våd jord og græs.
Hun stod op, slog vinduerne op på vid gab og lyttede til barndommens landsbysymfoni.
Hun mindedes, hvordan hun som barn lavede fuglekasser med morfar, og at hun ville spørge Maren om den kat.
Hvilken kat? spurgte Maren overrasket.
Jeg ved det ikke helt Morfar skrev kun om ham kaldte ham Mørke. Men da han skrev til mig i april, nævnte han ingenting.
Åh ja, nu du siger det Maren rørte sig ved panden. For en måneds tid siden begyndte han at stå og snakke med en kat jeg hørte ham, når jeg gik forbi hækken. Han talte, som om den stod lige ved siden af, men jeg så aldrig nogen kat. Dag efter dag sad han der, snakkede og fortalte og ja, Mørke kaldte han den. Det var ikke kun mig, der hørte det andre gjorde også. Men ikke én har set katten. Jeg har været hos ham tit, aldrig set den hverken inde eller ude. Jeg spurgte, og han grinede bare: Når jeg fanger ham, skal du få ham at se, sagde han. Jeg tror, Ejner blev tosset til sidst, for ellers havde katten nok vist sig.
Måske, sagde Kirstine stille. Men jeg er sikker på, hans hoved fejlede ingenting. Måske var det bare en kat, der var god til at gemme sig. Eller måske var der noget andet. Der er da ikke nogen, der har set sorte katte forsvinde her i landsbyen?
Nej, aldrig. Vi har faktisk ikke sorte katte her.
Efter samtalen gik Kirstine hjem. Hun gik i gang med at gøre haven i stand, men hendes tanker kredsede om Mørke katten som hendes morfar beskrev så levende, men ingen havde set.
Hvor er du blevet af, hvis du fandtes? tænkte hun.
Men bag skuret, skjult i skyggen, vogtede et par klare, sorte øjne hende.
Han havde holdt sig skjult under begravelsen og alle dagene efter. Noget ved Kirstine drog ham imod hende måske mindede hun om den gamle mand, som i sin sidste tid gav ham mad og mælk.
Mørke havde for længst lært at frygte mennesker de havde jaget og slået ham, kastet med sten. Men Ejner havde haft gode øjne og en rolig stemme. Katten ville så gerne vise sig men turde ikke.
Pludselig, den niende dag efter begravelsen, blev han så opslugt af at kigge på Kirstine, at han mærkede ikke, hun pludselig vendte sig og fik øje på ham.
Åh, du er her, Mørke! Morfar havde ret. Kom nu, lad mig se dig!
Men straks smuttede han væk, og hun så ham ikke igen.
Hvorfor er du så bange, Mørke? hviskede Kirstine til buskene. Jeg rejser i morgen, og ville bare sige hej
Samtalen blev overhørt af Maren, som netop kom med en pose nybagte boller til hjemturen. Hun så godt nok katten ikke.
Ejner var sær, og nu er Kirstine det vist også tænkte Maren undrende, da hun fandt hjem.
Senere trak sorte regnskyer ind over markerne, og stilheden blev kun afbrudt af skyderes høns og fjerne torden.
Der trækker uvejr op, mumlede Kirstine. Mon ikke vi får regn.
Rigtigt nok minutter efter brød stormen løs, og regnen slog mod ruderne. Kirstine, urolig i sengen, kunne ikke finde ro.
Pludselig lynede det skarpt og i vinduet så hun et par lysende øjne.
For pokker! udbrød hun rædselsslagen og krøb sammen.
I næste sekund fór noget sort og drivvådt ind ad vinduet, strøg hen over gulvet og gemte sig under sengen. Det var Mørke.
Hun brugte lang tid på at lokke ham frem med rolig stemme men det lykkedes. Hun tørrede ham forsigtigt, bar ham hen i sin seng, og mens regnen buldrede udenfor, varmede kattens krop hende, og hendes hænder beroligede hans uro.
Det gik op for dem begge, at uvejret sammen ikke var så slemt mere.
*****
Kirstine vågnede tidligt ved at noget forsøgte at få vinduet op. Selvfølgelig Mørke, ivrig og rastløs efter nattens torden.
Hvor vil du hen, din ven? spurgte hun smilende, da hun så katten på vindueskarmen.
Han sendte hende et blik fuld af undskyldning som om han fortrød sin svaghed natten før.
Mjav, svarede han og bankede på vinduet med poterne.
Ikke før du har spist morgenmad, min ven. Så kan du bestemme, om du bliver eller følger med mig til byen. Jeg tror, morfar ville have, at jeg tog dig med. Det vil jeg også men valget er dit.
Hun gav ham mad, lukkede ham ud og begyndte selv at pakke. Da hun efter et par timer stod ude med tasken, sad Mørke allerede på trappen klar til at tage med.
Han gned sig op ad hendes ben hans valg var truffet: Hellere følge hende end at gemme sig mere.
Jeg vidste det, sagde Kirstine og smilede.
Da Maren så hende med katten og hun afleverede nøglerne, blev hun målløs.
Er det er det Mørke?
Ja, nikkede Kirstine, Så morfar var ikke tosset. Det var bare en sky kat.
Jamen dog Jeg skal nok holde øje med huset for jer. Du kommer vel igen?
Selvfølgelig vi kommer på besøg, Mørke og jeg.
Godt. Her, tag boller med til turen.
Kirstine takkede og steg på bussen. Da de kørte af sted, syntes hun at se et venligt smilende ansigt i skyerne hendes morfar, som vinkede.
Selv Mørke krøb sammen og så op mod skyerne.
Og skulle det bare være deres fantasi, så var det lige meget. For morfar var stadig iblandt dem i deres erindring og i deres hjerter, uanset hvor han nu var. Og han glædede sig over, at hans barnebarn og hans hemmelige kat havde fundet hinanden.
