Faderen så en blå mærke under sin datters øje og tog telefonen hans svigersøns liv var nu ødelagt.
Lærke stod i døren og hilste på sine forældre med sit sædvanlige venlige udtryk. Kun det ene sortblå øje afslørede det, hun ikke ville tale om.
“Mor, det er helt fint, lad være med at gøre noget ud af det,” sagde hun hurtigt, da hun lagde mærke til sin mors skarpe blik.
Mette Holm sukkede dybt. “Det er dit valg, min pige. Du må leve dit liv…”
Faderen hilste slet ikke på sin svigersøn. Han gik langsomt hen til vinduet og stirrede ud i intetheden, som om han ikke hørte sin datter mumle noget om et skab og mørke.
“Jeg… jeg snublede bare i går aftes. Kom nu, mor, alt er fint med mig og Mads!”
Fint? Lærke huskede tydeligt, hvad der var sket aftenen før. Mads, altid vred, havde ikke bare råbt af hende. Da hun havde vovet at sige, hvor træt hun var af det hele, havde han grebet hende i kraven på hendes morgenkåbe så hårdt, at det rev i hendes bryst.
“Hvad, din luder, har du glemt, hvem du skylder dit liv?!” havde han skreget og rystet hende. “Har du glemt, hvordan jeg hentede dig fra baren, da du løb fra mig til den der Nikolaj? Har du glemt, hvem der elskede dig, din tåbe? Jeg bar dig i mine arme!”
Og så et hårdt slag. Som et menneske gør. Stjerner dansede for hendes øjne, og så kom smerten… mens Mads fortsatte med at råbe noget vulgært.
“Ja, min pige, jeg forstår. Skab… mørke,” mumlede hendes mor, selvom hun vidste præcis, hvad der var sket.
Og hun følte sig skyldig. Det var hende, der havde presset Lærke til at gifte sig med Mads! Det var hende, der havde skubbet Nikolaj væk fra sin datter, fordi hun troede, han var en dårlig indflydelse.
“Dit skab, min pige, har åbenbart næver,” sagde Mette tørt og kastede et blik på sin svigersøn.
Jens Sørensen vendte sig aldrig væk fra vinduet. Han gik ud på altanen for at ryge. I modsætning til sin kone støttede han aldrig Mads. Han virkede… fjern. Egoistisk og tom. Ja, han kom fra en velhavende familie med lejlighed, bil, forbindelser og fremtidsmuligheder. Men indeni var han rådden.
Og nu var råddenheden kommet til overfladen en blå mærke under hans datters øje.
Selvfølgelig kunne Jens Sørensen have grebet sin svigersøn i jakkekraven og givet ham en ordentlig lussing. Men det ville kun føre til skandale. Og han havde ikke engang lyst. Han kunne knap holde sig tilbage… Så han gik ud på altanen.
Han vidste, han ville løse dette på en anden måde. Og han vidste allerede hvordan.
Han havde talt længe i telefon på den altan…
Imens havde Lærke købt kaffe til sin mor, og de sad og snakkede om ingenting. En halv time senere gik hendes forældre.
Mads, der havde regnet med bebrejdelser og skænderier, slap endelig af. Han satte sig tilbage i sofaen, åbnede en øl og smilede endda. I hans hoved betød forældrenes tavshed accept. Familie er familie, og blå mærker er livet. Ingen går dig på klingen. Sikkert!
“Se, Lærke, jeg sagde jo, det ville gå!” sagde han selvtilfreds. “Dine forældre er normale, fornuftige mennesker. Ikke som dig… I går angreb du mig med undskyldninger! Jeg var ude at feste, drak og hvad så?”
Han tog en slurk øl og rakte efter chipsene.
Glæden varede ikke længe.
Knap en halv time senere bankede nogen på døren. Ikke ringede bankede. Fast og beslutsomt. Den lyd fik Mads til at sætte øllen fra sig og stivne.
Han gik til døren, kiggede gennem kighullet… og blegnede.
Nikolaj stod der. Hans rival. Lærkes ekskæreste. Den samme, der næsten havde giftet sig med hende, men lod hende gå. Smuk, høj, selvsikker. I en dyr frakke og med det samme smil, der fik kvinder til at ryste og mænd til at ville slå ham.
“Hvad vil du?” knurrede Mads og åbnede kun døren nok til at vise sin irritation uden at lade nogen komme ind.
“Han er færdig,” sagde Nikolaj roligt og skubbede Mads til side med skulderen.
Mads vaklede som en dukke.
Lærke rejste sig fra sofaen med store øjne.
“Nikolaj…”
“Nå, nå, pak sammen,” sagde han kort. “Hvis du vil, kan vi tage hjem til mig. Hvis du vil, kan vi tage til dine forældre. Men hvorfor har du brug for denne konkursramte taber?”
“Hvem kalder du konkursramt, din idiot?” spruttede Mads, men blev stående i hjørnet som fastlimet.
Han havde sine grunde til at frygte Nikolaj.
“Jeg ringede til dig, lille Mads. Til dig,” smilede Nikolaj roligt. “Jeg ville ikke blande mig, jeg ville ikke trænge ind i dit liv. Men da Lærkes far en fornuftig mand, forresten ringede og fortalte, at du slog hende… så tog jeg bare over.”
“Hvad… hvad snakker du om?” gispede Mads.
“Jeg tog det ikke helt bogstaveligt, selvfølgelig,” lo Nikolaj igen. “Men det lokale, du lejer til din klub, tilhører en god ven af mig. En meget god ven. Nå, men du får en meddelelse om, at din lejekontrakt ikke forlænges. Forstået? Den er allerede sendt til din mail.”
Mads sank sammen som en presset citron.
“Og så har jeg regnet dine udestående husleje for de sidste seks måneder. Husker du, de sagde, lejen kunne stige, når klubben begyndte at tjene penge? Nå, den steg for seks måneder siden. Og meddelelsen lå på dit bord længe du læste den bare ikke. Og mig og Mikael tav og lod gælden vokse. Plus gebyrer, renter… Forstår du? Nu har du officielt en gæld. En stor og ubehagelig en. Skal jeg nævne beløbet?”
Nikolaj lænede sig ind mod Mads:
“Og jeg ved, du ikke har en krone til at betale den gæld. Du skulle måske have brugt mindre tid på at drikke med ludere.”
Mads faldt sammen i stolen som en våd avis.
“Det… det er et kup!” stammede han med store øjne. “Du… du lagde de papirer der!”
“Tro hvad du vil,” trak Nikolaj på skuldrene. “Du kunne endda sagsøge. Men din advokat, som du kan se, har sagt op. Eller fyrede du ham? Hvem skal forsvare dig nu? Din bartender med næsepiercing?”
Mds ville sige noget, men kun åbne munden.
