Hvad finder du nu på? Hvilket plejehjem? Nej, du kan glemme det! Jeg flytter ingen steder fra mit eget hjem! råber Elin Kappelgaard Jensens far og slynger en kop mod hovedet på hende. Elin når lige at dukke sig, vanen tro.
Det kan simpelthen ikke fortsætte sådan. Før eller siden finder han på noget destruktivt, og hun kan aldrig vide, hvornår eller hvorfra det rammer. Selvom hun nu færdiggør papirerne for at få ham på plejehjem, føler Elin kun skyld. For i forhold til hvad han har udsat hende for, gør hun nærmest for meget for ham nu.
Mens plejehjemsbilen kører væk og hendes far bander over alle, der har deltaget i hans “forvisning”, står Elin tavst i vinduet og ser efter bilen. Hun genoplever episoden fra sin barndom, hun var dengang kun en pige og kunne ikke ane, hvordan livet ville blive.
Elin voksede op som enebarn. Hendes mor turde ikke få flere børn med en mand, der gjorde hjemmet til et helvede. Hendes far, Henning Johan Kappelgaard, var allerede vel over fyrre, da Elin blev født.
Han giftede sig udelukkende af karrierehensyn. Kærlighed havde aldrig været en del af planerne kun sig selv elskede han. Man skulle jo fremstå som den perfekte familiefar, det var vejen videre i hierarkiet. Den unge kone Margrethe, netop færdig som pædagogstuderende, passede ideelt. Hendes forældre arbejdede på den lokale cementfabrik han kunne præsentere sig som folkets mand. Margrethes mening om ægteskabet blev ikke spurgt. Brylluppet var stort og flot, men hendes forældre var ikke inviteret deres sociale status var for lav.
Efter brylluppet flyttede Margrethe ind i Hennings villa. For at indprente rollen som embedsmandskone fik hun tildelt en mentor, som lærte hende manerer, diskretion og kunsten ikke at stille spørgsmål.
Nå, hvordan var dagen? spurgte Henning, allerede i lænestolen hjemme.
Alt fint. Jeg har lært om bordskik og er begyndt med engelsk, svarede Margrethe og forstod hurtigt, hun aldrig måtte give ham anledning til utilfredshed.
Og huset? Hvem har passet det?
Jeg. Jeg lagde madplan sammen med kokkepigen og handlede ind. Jeg gjorde alt rent selv.
Godt. Men husk altid at være ren og præsentabel. Du skal ikke ligne en fra landet! Opfører du dig ordentligt, lover jeg både chauffør og rengøringshjælp. Men først når du fortjener det.
De rolige dage var dog sjældne. Ofte kom Henning sent hjem, vred og træt. Den eneste han gik løs på, var konen. Tjenestepiger sagde sjældent imod, men kunne jo sige op og sladre. Margrethe havde ingen at betro sig til, og heller ingen steder at flygte hen.
Efter en måned slog Henning hende første gang. Ikke af nogen grund, men for at vise, hvem der bestemte. Siden blev volden hyppigere og mere udregnet, så ingen kunne se det. Margrethe blev ekspert i at skjule blå mærker under sit tøj, altid smilende over for Hennings gæster.
Efter det første års ægteskab begyndte forretningsforbindelserne at spørge: Hvorfor er der ingen børn? Er det konen, der fejler noget? Du burde vise hende til en læge!
Vi har ikke planlagt det endnu. Hun mangler at færdiggøre studiet, svarede Henning køligt.
Studiet? Det har kvinder da ikke brug for! Barn, hjem, mand. Det må hun da forstå! Du må få styr på det, Henning, det forventes!
Derfra begyndte et nyt regime: Margrethe blev trukket med til utallige undersøgelser. Henning stoppede endda volden, så lægerne ikke skulle opdage sår og mærker.
Efter flere måneder fandt lægerne intet problem hos Margrethe. Diskret blev det antydet, at grunden var Hennings lave fertilitet. Lægen anbefalede, at han selv lod sig undersøge.
Mig? Tror du, du kan slippe godt fra at antyde det? Én opringning fra mig, og din karriere er ruineret!
Selv hvis jeg bliver fyret, ændrer det jo ikke dit problem, svarede lægen roligt.
Og hvad skal jeg gøre? gnækkede Henning.
For det første lade dig undersøge.
Nogle uger senere var diagnosen klar: sandsynligheden for, at Henning kunne blive far, var meget lille. Miracle kunne kun håbes på.
Kollegaernes hentydninger og synet af en ung, smuk kone nagede Henning. At mishandle Margrethe hjalp ikke længere hun blev bare frossen og udtryksløs. For at underholde sig selv, fik Henning en elskerinde, og det dulmede temperamentet noget tid.
Der gik halvandet år, før Margrethe alligevel blev gravid. Elin blev født som en tro kopi af sin far. Men kærlighed viste han aldrig moderen og barnepigen tog sig af Elin. Henning kunne være uger uden at skænke datteren en tanke.
Efterhånden som Elin voksede, blev hun kun mere irriterende for faren, og han holdt sig ikke tilbage. Første gang han slog hende var hun fem år, fordi hun græd og bad om noget, mens han lige var kommet hjem fra et stresset møde. Han slyngede hende på tværs af stuen, så hun ramte væggen. Af skræk kunne hun ikke græde Henning tændte bare for fjernsynet og lagde sig.
Elin lærte at tiger og ikke vække hans vrede. Men det blev værre. Han kunne råbe, slå, håne hende foran gæster. Henning havde nu så meget magt, at han ikke længere havde behov for at fremstå som et familiemenneske. Gæster kunne sagtens få lov at overvære hans hån af Elin, og han nød at se hende rødme bag sin violin selv om hun var blevet dygtig. Musikken blev ødelagt for hende hun rørte aldrig instrumentet igen efter musikskolen.
I billedbøgerne så Elin glade familier, men i hendes verden var der kun kulde. Moderen var aldrig blevet lykkelig; hun elskede ikke barnet, der var lavet i tvang. Da Elin var tretten, døde hendes mor. Officielt en bilulykke men Elin ved aldrig, hvad der virkelig skete. Hun lukkede sig endnu mere ind i sig selv.
Efter gymnasiet fulgte Elin den retning, faren bestemte. Det blev det sidste valg, han tog for hende. Han havde mistet sit greb både i arbejdslivet og familien. Da Elin blev færdig, var det meste af Hennings formue væk, brugt på advokater for at slippe for fængsel. Til sidst lykkedes det ham dog at trække sig ud af offentlighedens søgelys og flytte i sommerhus i Nordsjælland. Elin besøgte ham aldrig. Hun havde intet at sige til ham.
Alene i sommerhuset forværredes Hennings sindstilstand. Naboklagerne om mærkelige optrin sendte Elin tvivlsomme beskeder: Din far opfører sig mærkeligt, måske skulle du gøre noget? Til sidst måtte hun tage ham til sig.
Med muligheden for at plage sin datter, livede Henning op. Hver dag råbte han, ødelagde ting, gik amok. Elin isolerede ham bag en låst dør. Det hjalp kun midlertidigt. Da han snart viste tidlige tegn på demens, traf hun den svære beslutning: Henning måtte på plejehjem.
Elin fik aldrig skabt sig sin egen familie med et sårbart sind og lavt selvværd turde hun ikke knytte sig til nogen. Hun holdt afstand på arbejdet og havde ingen nære venner. Men skylden over at sende faren på plejehjem spiste hende op.
Det var for farligt at have ham boende hjemme. Lægerne bekræftede demens han anede ikke længere hvad han gjorde, men vreden mod Elin sad fast. Hun brugte uger på at besøge plejehjem og valgte til sidst det bedste, selvom den månedlige regning løb op på mange tusind kroner. Hun arbejdede nu ekstra for at få pengene til at slå til.
Efter Hennings afrejse gik Elin rundt som i en tåge i flere dage. Hun mindedes dengang for længe siden, hvor hun og hendes mor forsøgte at flygte, men Henning fandt dem igen, hvorefter tragedien ramte. Nu, hver gang hun besøger ham, græder hun følelsen af skyld kan hun ikke ryste af sig. Det er næsten som om skyld og skam er de eneste følelser, hendes forældre har lært hende.
Den evige skyldfølelse begynder at mærkes fysisk. Sammen med alt det, hun bærer på, har Elin svært ved at holde sig rask…
