– Hvad har du nu fundet på? Plejehjem? Nej, det kommer ikke på tale! Jeg forlader ikke mit hjem! råbte Kirstines far og svingede en kaffekop efter hende, i håb om at ramme hende i hovedet. Hun dukkede sig gammel vane.
Det kunne de simpelthen ikke blive ved med. Før eller siden ville han finde på noget, der kunne skade hende, og hun ville aldrig ane, hvor næste angreb kom fra. Alligevel fyldte det Kirstine med skyldfølelse at udfylde papirerne til at få ham på plejehjem, selvom hun gjorde langt mere for ham, end han nogensinde havde gjort for hende.
Da hendes far blev sat ind i bilen, råbte og skældte han ud, og sendte forbandelser over alle, der havde en finger med i spillet.
Kirstine stod ved vinduet og så efter bilen, da den forsvandt ned ad vejen. Hun havde prøvet noget lignende før, men dengang var hun bare en lille pige uden begreb om, hvad livet mon ville bringe.
Kirstine var enebarn. Hendes mor havde ikke turdet få flere børn, fordi hendes mand, Børge, var en tyran, der gjorde alt for at gøre familiens hverdag til et mareridt.
Kirstines far, Børge Petersen, var en mand i de sene fyrrere, da hun blev født.
Han giftede sig udelukkende af taktiske årsager det skulle pynte på karrieren. Det var aldrig for kærlighed eller ønsket om børn. Børge elskede aldrig nogen højere end sig selv. Ville man fremad, sprag det sig, at man skulle have en kernefamilie. Han fandt hurtigt en velegnet kandidat: unge Anna fra Vejle, datter af to fabriksarbejdere et klassisk parti. Det var stort for Annas familie, at hun skulle giftes ind i et respekteret hjem. Hun havde ikke selv noget at skulle have sagt, og brylluppet blev stort dog uden hendes forældre, de var for lavt på rangstigen.
Efter brylluppet rykkede Anna ind hos Børge.
For at opdrage Anna til rollen som ‘fru embedsmand’, havde Børge hyret en ældre dame, der lærte hende god opførsel, at holde sig i baggrunden og at overse ting, hvis ikke hun havde fået tilladelse til at bemærke dem.
– Nå, hvordan gik dagen? spurgte Børge, når han kom hjem og satte sig i lænestolen.
– Godt nok, sagde Anna. Jeg har lært bordskik og begyndt på engelsk.
– Og hvad så med huset? Hvem har ordnet det?
– Jeg har selv lavet madplanen med kokkepigen, handlet ind og gjort rent.
– Hm, ikke så ringe. Men du skal huske at være præsentabel og aldrig sjusket. Opfører du dig ordentligt, finder jeg måske en chauffør og en hushjælp til dig måske, sagde han og forlod rummet.
Selv om Anna prøvede, havde de gode dage sjældent. Børge var oftest sent hjemme, bitter og gal. Den eneste, han kunne gå løs på, var hans kone. Tjenestepigen kunne jo bare sige farvel, men Anna havde intet sted at gå hen.
Første gang slog Børge hende en måneds tid efter brylluppet. Ikke fordi hun havde gjort noget galt, bare for at gøre det klart, hvem der bestemte, og hvad hun ellers kunne forvente, hvis hun ikke makkede ret.
Snart blev det mere og mere almindeligt. Han slog aldrig, så det kunne ses. Anna lærte at skjule blå mærkerne under tøjet og at smile venligt, når Børges venner var på besøg.
Så gik det første år. Folk begyndte at drille Børge med, om der snart kom børn.
– Børge, den unge kone har jo stadig ikke fået mave! Hvem af jer er den uheldige? Kom nu, vis hende til en læge, man skal ikke vente for længe!
– Vi har ikke haft planer endnu hun læser stadig på Handelsskolen, svarede Børge køligt.
– Og hvad skal det gøre godt for? Kvinder skal jo ikke lære noget; det handler om børn, hjem og mand.
Så begyndte Anna på en bølge af helbredsundersøgelser. Børge lod endda slagene hvile, så hun ikke mødte op med blå mærker hos lægen.
Flere måneder senere kunne ingen læge finde fejl hos Anna. Hun var fuldt ud rask. Så det måtte være Børge, det var galt med. En enkelt læge turde forsigtigt insistere på, at Børge også burde undersøges.
Svaret kom efter nogle uger den var gal med Børge. Chancerne var små. Han måtte bare håbe på heldet.
Det irriterede ham at få hentydninger fra kollegaerne og at have en så ung, flot kone. Han blev bare surere. Nu hjalp det ham ikke engang at slå løs på Anna, hun var nærmest følelsesløs efterhånden.
For at få tiden til at gå, fandt Børge sig en elskerinde. Det holdt ham travlt nogle måneder.
Først efter to et halvt år skete det: Anna blev gravid. I rette tid fødte hun Kirstine udseendet var Børges spejlbillede. Men han knyttede ikke bånd til hende. Barnepigen og moren opdragede hende; Børge så hende dårligt.
Jo ældre Kirstine blev, desto mere irriterede hun sin far, og til sidst havde han svært ved at styre sig.
Han slog hende for første gang, da hun var fem. Hun bad om noget, han kom træt hjem, og smed hende så voldsomt fra sig, at hun landede op ad væggen. Ud af chokket kunne hun ikke engang græde. Han lagde sig bare på sofaen og tændte for fjernsynet.
Kirstine havde lært, hvad klokken havde slået. Men nu havde han åbnet døren han holdt sig ikke tilbage længere. Han kunne skælde, slå eller ydmyge hende foran gæster, uden at blinke.
– Børge, jeg har hørt, at lille Kirstine spiller fantastisk violin! Kan vi ikke høre hende? udbrød en af gæsterne en aften.
– Hende? Den klovn kunne ikke engang finde ud af at holde instrumentet! Men be my guest, sagde han. Kirstine! Tag din ‘fele’ og spil for gæsterne!
Helt ildrød af skam gik hun ind efter violinen. At spille for andre skræmte hende, men at gøre far vred var værre.
Kirstine blev aldrig musiker hun tog ikke violinen frem en eneste gang siden hun gik ud af musikskolen.
Dengang troede hun, at alle havde det sådan. Hun så billeder i bøgerne af glade familier og sørgede over at være født ind i så koldt et hjem.
Moderen blev aldrig forbilledet. Hun kunne ikke elske et barn, hvis far hun hadede. Og så døde hun, da Kirstine var tretten i bilulykke, sagde politiet. Men præcist hvad der var sket, fik Kirstine aldrig at vide. Siden trak hun sig endnu mere ind i sig selv.
Hun afsluttede gymnasiet og begyndte på universitetet Børges valg. Det var noget af det sidste, han bestemte for hende. Han havde for længst mistet sit fodfæste og næsten alt, hvad han ejede. Det meste gik til at dække over svindel, mens han havde været ansat i kommunen. Han slap på et hængende hår, men gemte sig væk i et lille sommerhus. Kirstine kom ikke forbi, de havde intet at sige hinanden, og hun orkede ikke høre på flere skældsord.
Da Børge blev alene, blev han desperat. Hans temperament blev værre, og naboerne ringede tit til Kirstine og klagede. Til sidst måtte hun tage ham hjem til sig selv.
At have sin egen datter at piske rundt med gav Børge fornyet energi. Hver eneste dag råbte han af hende, ødelagde ting og spredte kaos. Til sidst måtte hun låse ham inde på et værelse, men da det heller ikke hjalp, og demensen begyndte at vise sig, måtte Kirstine tage skridtet og putte ham på plejehjem.
Hun havde aldrig selv fået familie. Hun var blevet indadvendt og bange for mennesker. Venner fik hun ingen på jobbet, og hun holdt sig for sig selv. Alligevel var hun fyldt med skam, over at sende sin far væk.
Men at have ham boende var en risiko nu. Undersøgelsen havde vist demens, og Børge vidste ikke, hvad han gjorde længere. Men det gamle had til datteren havde han aldrig glemt, ikke engang efter han var holdt op med at kende hende.
Kirstine undersøgte alle byens plejehjem og valgte det, som virkede bedst men det var dyrt. Hun måtte aflevere det meste af sin løn og tage ekstra vagter, ellers var der ikke penge nok.
Efter han var flyttet, gik hun rundt som i en tåge de næste par dage. Hun huskede, hvordan hun engang havde forladt hjemmet sammen med sin mor det var første og eneste gang. Men Børge fik dem tilbage, og kort efter døde moren.
Når hun besøgte sin far på plejehjemmet, græd hun altid af skyld og medlidenhed, de følelser hendes forældre havde opdraget hende med. Og oveni begyndte hendes helbred også at svigte.
