Forestil dig følgende: Din teenagedatter eller -søn er taget ind til København med vennerne. Som enhver omsorgsfuld forælder gør, ringer du lige for at sikre dig, at alt er okay. Lidt nervøst, selvfølgelig, forsikrer de dig om, at alt er fint. Men det ændrer ikke på, at du senere finder ud af, at de for første gang har smagt på alkohol eller noget endnu værre.
En præst ved navn Bent Møller var meget opmærksom på netop denne psykologi blandt unge og ønskede at undgå sådanne situationer for sin yngste søn, Mads. Bent, der selv var vokset op som præstesøn i Odense, vidste hvor svært det kan være at stå imod gruppens pres. Selv om Bent stolede på sin søn, ville han gerne sikre sig, at Mads havde mod til at række ud efter hjælp, hvis det blev nødvendigt. Derfor udviklede han en lille hemmelig kode, et slags SOS, så Mads kunne søge hjælp uden at miste ansigt overfor vennerne, som man så ofte frygter i teenageårene.
Den smarte idé fik Bent, efter at have talt med unge på behandlingscentre. Han spurgte dem ofte: Hvor mange af jer har været i en situation, hvor I lavede noget, I egentlig ikke ville, var bange, flove eller utilpasse, men I gjorde det for ikke at blive til grin og følte, at der ikke var nogen udvej?
Næsten alle rakte hånden op. Bent skrev senere om oplevelsen sådan her:
En aften skulle min yngste søn, Mads, til fest. Jeg sagde til ham: Hvis du på noget tidspunkt føler dig utilpas eller ude af den, så send bare et X til en af os i familien mig, din mor eller dine søskende. Den, der modtager Xet, skal straks ringe ham op. Samtalen ville så lyde nogenlunde sådan:
Hej, det er Mads. Hej Mads, der er sket noget herhjemme, og jeg bliver nødt til at hente dig med det samme. Hvad er der sket? Det forklarer jeg, når jeg ser dig. Vær klar om fem minutter, så er jeg der.
Bagefter kan Mads nemt sige til vennerne, at noget vigtigt er sket derhjemme og at han må tage af sted.
Det er det hele. Han smutter, og i vennernes øjne tager han bare hjem på grund af noget uopsætteligt. På den måde bevarer Mads respekten blandt sine venner, samtidig med at han føler sig støttet af sine forældre.
Men det vigtigste er, at man som forælder aldrig må lade sit barn stå alene i en svær situation. Det tager tid og tålmodighed at skabe et tillidsfuldt forhold, hvor ens barn lærer at vælge det rigtige, selv når det er svært men det er en investering, der i længden er meget mere værd end penge eller prestige. Tillid og åbenhed vinder altid i det lange løb.
