Ved du hvad, jeg tænkte lige på en historie, der virkelig ramte mig faktisk skal du lige høre den, som jeg ville fortælle den til dig over en kop kaffe på caféen.
Altså, det hele begynder ude i Vestjylland, nær de store plantager, hvor tømrerarbejde og skovbrug er det, de fleste lever af. Jens Kristensen havde altid håbet og troet, at når han en dag skulle være far, så skulle det selvfølgelig være til en søn én der kunne føre navnet videre, hjælpe med gården og være hans arvtager. Men den dag lotteriet om liv slog igennem, bragte jordemoderen på Herning Sygehus en lille pige til verden. Jens fik nyheden på kontoret ved skovbrugsmesterens skrivebord samme dag, som ugelønnen blev uddelt og naboerne dryssede hjemad med deres slidte termoskander.
Han stod dér med et par krøllede 100-kronesedler i hånden og bandede stille for sig selv:
For pokker, det sku sgu være en knægt, ikke? Bedt hende så tit. Næ nej, det skulle selvfølgelig være en pige.
Han kunne nærmest mærke vreden mod Lisbeth, konen, boble så meget, at han slet ikke orkede at gå hjem til det tomme køkken, hvor gryderne lå kolde og køerne manglede at blive malket. Lisbeth lå stadig på sygehuset med den lille, så Jens brokkede sig og pakkede sit tøj samt en gammel rugbrødskant ned i en militærtaske og tog over til sin mor i den anden ende af landsbyen, på den modsatte side af Storåen.
Lisbeth vendte lidt senere tilbage til deres hjem, klodset med den svøbte lille pige hun så sig omkring, alt var ryddet, alt for ordentligt, han havde nok gjort rent før han gik, det var ikke normalt. Hun satte sig på sengekanten og græd lydløst. Barnet sov fredeligt, med den der sjove rynke bagi nakken, som små nyfødte har. Lisbeth tænkte i sit hoved: Hvem sku ha troet, at du, lille pige, skulle splitte vores hjem?
Jens var sådan en vestjyde af den gamle slags bredskuldret, med stærke hænder og et genstridigt temperament. Han gik med næsen i sky og mente selv, at det kun var takket være ham, at slægten holdt sig oven vande. To søstre havde han, men det var jo sønner, der talte i sådan en familie, og nu skulle han så gå og være far til en datter? Hvad skulle han bruge sådan én til?
Hans mor prøvede ellers at mægle: Kom nu hjem, Jens, det er dit kød og blod. Men det var som at tale til en marksten han nægtede så længe pigen fandtes under hans tag. For Lisbeth betød de to landsbykilometer pludselig uoverstigelige.
Der blev ikke talt meget om barselsorlov dengang i 1957, så Lisbeth måtte snart i gang igen: malkning, svinge en høtyv, fodre grise. Alligevel døbte hun pigen Laura et navn med lidt kant for måske ville det gøre Jens blødere.
Og den lille voksede, stærk og stille, altid med smil, sjældent med gråd. Hun kunne sidde op, nærmest før hun fyldte et halvt år, og måtte trækkes væk fra den gamle træhest, landsbyens snedkermester havde tømret til hende. I vuggestuen blev Laura hurtigt populær hun kunne sagtens tage styringen blandt drengene, og de ældre stolede på hende. Hun var modig, svingede ivrige pilegrene efter fårene, der stak hovedet i bedet, og nægtede at bukke for hvem som helst.
Imens havde Jens fundet trøst. Han blev lun på den driftige Kirsten, en enke med to børn og et livligt sind. Jens besøgte hende mest i kedsomhed, men hun var snu, en man kunne le ad og med, og hun forsikrede ham:
Jeg skal nok give dig en knægt, Jens.
Men året gik, og der skete intet. Jens blev sur, bebrejdede hende alt muligt, og mistanken voksede, da han fandt mærkelige urter i hendes skab. Samme aften pakkede han sine ting og tog hjem til Lisbeth uden at se sig tilbage.
Så, næsten fire år efter han forlod dem, åbnede han hoveddøren til sit eget hus igen. For første gang så han Laura i levende live en ranglet lille pige med opsat hår og nysgerrige, men skeptiske øjne. Han forsøgte sig med en bolle, hun tog den ikke.
Sikken én, hvordan hun glor, mumlede Jens, vredt henvendt til Lisbeth, mens han følte sig ilde til mode over pigebarnets blik.
Lisbeth strålede alligevel, lykkelig over gensynet hun havde aldrig givet op, ikke engang når Jens knapt sagde et ord til hende, og blev mere og mere opfarende. Han begyndte også at bruge næverne lidt for ofte, og Laura kun fem år kunne mærke det så snart han hævede stemmen:
Din sure trold! Hvis du slår mor, råber jeg på politiet!
Det gjorde kun Jens mere gal, og en enkelt gang prøvede han at tæve hende med ris men Laura kneb ikke en tåre. Dagen efter sendte hun politibetjenten forbi og mod sin vilje blev Jens lidt mere forsigtig, om end han stadig skumlede gennem tænderne, hver gang blikkene mødtes.
Tiden gik, og Lisbeth fik sidenhen det, Jens havde drømt om en søn, som de kaldte Poul. Igen blev det Lauras opgave at tage sig af barnet, gøre rent, skifte bleer, også når mor arbejdede. Jens sagde ingenting, men lod Laura tage slæbet, for nu måtte han jo ikke rigtig skælde ud længere.
Og Laura klarede det meste, indtil hun var færdig med ottende klasse. Da ville hun til Esbjerg og læse videre. Jens rasede Hvordan vil du betale for mad og bøger? Han truede med at tage remmen i brug, men Laura tog straks ildrageren ved kogeovnen. Kun prøv jeg er ikke bange for dig længere. Lisbeth græd, men sagde, hun skulle rejse, og Laura svarede bare: Mor, skil dig dog af med ham.
Men det ville Lisbeth ikke. Sådan gør folk jo her man lærer at bide tænderne sammen. Hun pakkede mad og et par slidte blå sedler et par hundrede kroner hun havde sparet op i smug.
Laura flyttede så til byen, ind på kollegieværelse med Sisse en sjov, snakkesalig pige fra Skjern. Sisse tænkte mest på at finde en mand at gifte sig med, mens Laura knoklede som rengøringsdame på den lokale tekstilfabrik, så der var råd til havregryn og transport.
På studiet begyndte de pludselig at få en ny underviser i mekanik Andreas Lauridsen, ung, tynd, lidt nervøs i for store jakkesæt med slips og briller. De fleste i klassen var ældre og større, men Laura fik hurtigt stuvet ballademagerne sammen, så Andreas kunne undervise. Dér fik han et nyt blik på hende hende med styrke og uden sminke på dagsordenen, altid klar til at tage kampen op.
Livets mølle kørte. Laura tog hjem til jul eller for at grave kartofler, men helst ikke mere end nødvendigt. I løbet af årene blev forholdet til faren stadig mere anstrengt, men hun var der, når hun blev bedt om det.
I byen gik det slag i slag Sisse giftede sig efter planen, Laura arbejdede hårdt, og pludselig mødte hun Morten den stille, rare type, der bare gerne ville hende og hendes datter Sofie det godt. Men efter lille Sofie kom til, trak han sig mere og mere ind i sig selv, begyndte at drikke og skælde ud, og Laura valgte at gå. Jeg klarer mig, Sisse jeg har været alene altid, forsikrede hun. Og jeg bukker ikke mere.
Hun skaffede sig job på fabrikken, fik Sofie i daginstitution, og klarede husholdningen alene. Hendes lillebror Poul kom efter og boede hos hende, mens han tog kørekort og fik job ved buslinjen. Han beundrede Lauras styrke, hendes evne til aldrig at give op.
Engang imellem fandt Sisse på at nævne Andreas fra studiet nu var han skilt og sås ofte på byens bibliotek. En dag løb Laura på ham ved bageren. Han inviterede på kaffe, og snakken flød begge havde været igennem storme, begge stod alene, men alligevel ranke. De sås igen, denne gang i hans lille byggeprojekt udenfor Varde, hvor han boede på en halvfærdig gård. Det var trygt med ham, ikke en storm men en havbrise de blev stille og roligt kærester.
En dag, mens de sad på terassen med hjemmelavet æblekage, brød to indbrudstyve ind. Laura uden at blinke gik ud med øksen, og fik dem til at stikke af med halen mellem benene, mens Andreas stod og måbede han havde aldrig mødt så meget mod før.
Snart efter friede Andreas, og Laura sagde ja for første gang følte hun sig ikke alene, men beskyttet og holdt af. Brylluppet blev småt men varmt. Hendes mor Lisbeth, lillebror Poul og søster Katrine kom til Esbjerg for at fejre det, og selv Jens, den gamle knarvorne farmand, dukkede op. Han sagde ikke meget, men trykkede sin datters hånd og sagde: Du har fundet det gode, Laura. Pas på det.
Årene gik. Laura og Andreas fik huset gjort færdigt, Sofie voksede op, gik på gymnasiet og ville læse til sygeplejerske. Poul fik fast job på rutebilen og fik tvillinger med sin kone. Lisbeth kom ofte forbi, og selv Jens begyndte at dukke op oftere han sad tyst på terassen, rokkede i stolen, og kiggede på sit barnebarn og følte måske en form for fred, han aldrig havde kendt før.
En aften sad Laura og Andreas sammen med Sofie ude på altanen, mens duften af efterår hang over haven, og glade minder sivede fra køkkenet.
Mor, er du lykkelig? spurgte Sofie.
Laura så på alt det, de havde bygget sammen vennerne, familien, haven, roen og smilede.
Ja, mere end nogensinde.
Andreas trak hende tættere ind til sig. Sofie gik ind, og de to blev siddende, mens mørket faldt på og alt føltes trygt.
For første gang i sit liv var Laura ikke bare stærk, men elsket og set og hele verden kunne mærke det. Resten af livet lå foran dem, og nu var det tid til bare at være lykkelig sammen.
